Forskønnelsen_1943-1946

Selve portrummets murbehandling er et lille kapitel for sig. Her har man fjernet et grimt bræddepanel og borthugget væ ggenes puds, hvor# ved bindingsværket og de murede tavl kom til syne. D et smukke, langaarede fyrretræ og de me# get brogede tavl —• (der var anvendt alle forskel# lige sten størrelser og farver) — nænnede man ikke at „lukke ind e“ igen. D e ægte materialer er absolut en fryd for øjet, det er blot ikke lige meget, hvor og hvordan de anvendes. I portrum# m et i Strandgade virker de for stærkt, rummet bliver tungt og uhelt; man føler det, som kom man ind i et dy stert „m iddelalderligt“ hus. D enne fornemm else bliver yderligere forstærket, naar man fra det grove rum træder ud i gaarden, hvis vægge (bygningernes facader) staar lette og be# hagelige med deres oliem alede overflade. Ogsaa kon trasten til husets indre er m eget voldsom . Hvis man kalkede portens vægge mange gange, vild e man ane bindingsværkets struktur og tavlenes sten gennem den bløde hvidtekalk. D et flade lys fra portaabningen vild e gøre vægfladerne levende, rummet vild e virke helt og lyst, og man vilde ikke føle nogen uoveren sstemm else med gaarden og det indre. H vis man saa yderligere malede bjæl# kerne og lo ftet rødt, vild e man faa et storartet rum. N y r u p har for snart 50 aar siden lært os at se de ægte materialers skønhed. N u er denne „mate# rialefornemm else“ trængt helt ud i de v id este kredse; men ak! paa hvilken maade. D et natur# lige er b levet til noget yderst unaturligt, bastante m unkestenskam iner er vandret ind i stuerne, og væggene besudles med ækle og uhygiejn isk e tape# ter eller p lastisk maling, der skal illudere som pudset mur — og saa vilde jeg nok se den murer# lærling, der pudser blot tilnæ rm elsesvis saa ujævnt og klattet. Hvor er det svært at faa mange til at optage en ting rigtigt; det maa være fordi, det er noget, der læres og ikke noget, der fornemmes. — D et var atter et lille Sidespring, der egentlig slet ikke kommer Strandgade ved. T il slut skal det blot atter understreges, hvor værdifuldt det er, at et af vore virkelig gode, bor# gerlige kulturm indesmærker er gjort lev edyg tig t et godt stykk e ud i frem tiden. Man kunde haabe for København, at der i de kommende aar maatte blive en del forretningsfolk, der — ligesom H enry L. W . Jensen —- blev klar over, at netop den eller den gamle ejendom kunde blive den helt rigtige ramme om deres specielle virksomhed. Og hvis det saa ydermere kunde være saa heldigt, at de

gave med større kærlighed end arkitekt Hauberg; han har hæget om de fine interiører og husets særegne stemning med en sjæ lden ildhu. V anskelighed ern e ved arbejdet med en gammel bygning viser sig ikke saa m eget i de gam le rum, hvor alting lades uforandret og forsaavidt heller ikke, hvor man indretter noget helt nyt; m en hvor gammelt og ny t mødes. Skal der fø jes noget nyt til et rum, der er en værdifuld helhed, vil de fleste sikkert være enige om, at det bør gøres med stor nænsomhed; man maa underordne sig rummets struktur og „blive i ton en “. D et er dog ikke en sb etyd end e med, at man absolut behøver at kopiere det gam le sla# visk; men man maa lade sin trang til at skabe noget n y t — noget personligt — træde i bag# grunden. Staar man derimod over for et rum, der skal væ sentlig fornyes, maa det være forkert at gøre dette som en efterligning af de gam le rum; her maa der arbejdes frit med opgaven, hvad der selvfølgelig ikke betyder, at man med djævelen s vold og magt skal styrte sig ud i den v ild este mo# dernisme. D e t vil altid være ukunstnerisk ikke at arbejde det enkelte rum ind i helheden — skabes der en disharmoni, vil det gaa ud over saavel det gam le som det nye. D en bygn ingsh istorisk in teresserede vil mange gange reagere mod d ette synspunkt, formodentlig fordi der er en mærkværdig let overgang fra hi# storisk in teresse til en ganske ukritisk forliebelse i alt gammelt, hvilket undertiden viser sig i en manglende evne eller v ilje til at erkende pasti# cher. Fra arbejdet i Strandgade skal om tales et par smaatræk: Grosserer Jensen ønskede en „forretningsdør“ som indgang fra porten til forstuen, der igen fører ud til tæppeudstillingssalen. En forretningsdør er en sb etydend e med m eget glas. N u føles m eget glas maaske som noget uartigt for den, der holder af det gam le hus; men det er dog saare naturligt — baade forretningsmandens krav og glasdøren i det gamle hus. Man har netop i den ganske lette dør en mulighed for at indføre dette nødvend ige “onde,,, uden at det bliver dom inerende — og uden at det føles som et fremm edelem ent; men her reagerer baade museumsmanden og den næn# somme arkitekt, og resultatet kan m eget let blive et unaturligt monstrum af en „glasdør“ med et U tal profiler „i sm ag“ med det gamle inventar i stuerne.

18