Forskønnelsen_1943-1946

« F e r i i b a i i e b e p l a n t i i i n g

I „Forskønnelsen“ Nr. 1/1945 bragte vi en Artikel om „Jernbanebeplantning“ af nu afdøde Havearkitekt E. ErstadsJørgensen, en Artikel, der havde til Hensigt, at man paa rette Sted fik Øjnene op for, at her var et Felt, der efter vor Mening maaske var blevet noget forsømt gennem Tiderne. Banechef Thorv. Engqvist har taget Spørgsmaalet op har svaret paa Havearkitektens Artikel, hvortil denne atter har knyttet nogle Kommentarer. Desværre har vi haft den Sorg siden da at miste Havearkitekt E. Erstad?Jørgensen, men da vi mener, at Sagen har Interesse udover en svævrere Kreds, bringer vi alligevel saavel Banechefens Svar som Havearkitek? tens Kommentarer. I Anledning af H aveark itekt Er stad: Jørgensens Artikel i „Forskønnelsen“, 1. H efte 1945, tillav der jeg mig at anmode om Plads for følgende Be? mærkninger: Jeg skal gaa let hen over H aveark itektens ah m indelige filosoferende Betragtninger over Forhoh dene indenfor Etaten, Forhold hvortil Havearkh tek ten ø jen syn lig t kun har et m eget periferisk Kendskab, og gaa over til det konkrete, nem lig Plantningerne langs Banelinierne. H aveark itekten spørger, om der er nogen af dem, der for T id en indtager ledende Stillinger indenfor Statsbanerne, som har spurgt sig selv, hvilke Formaal P lantningerne langs Banen tjener. H aveark itekten kan være fo rv isset om, at det er der, og at Spørgsmaalet ogsaa er besvaret. D et fremgaar saaledes af Instruksen for Overplantø? rerne, at Beplantningerne skal foretages „paa pas* sende Maade, saaledes at ikke alene det økono? m iske og praktiske, men ogsaa Skønhedshensyn tages i Betragtning. Beplantningen bør gennemfø? res paa en saadan Maade, at U d sig ten fra T og et ikke hindres, men at tværtimod Landskabets Ka? rakter fremhæves ved de foretagne P lantninger.“ D e fleste af Statsbanernes Plantninger tjener tekniske og praktiske Formaal, idet de er Led i Sneværn. D et er nem lig en M isforstaaelse, naar H aveark itekten tror, at Plantninger som Led i Sneværn kun findes „enkelte Steder, især i Jyb land“. Statsbanerne har spredt over hele Landet mange Hundrede km Sneværn, hvori Beplantning indgaar som et væ sen tligt Led. D et siger sig selv, at saadan Beplantning i første Række maa udfor?

mes under H en syn til den praktiske V irkning og mindre til den æ stetiske. D esud en findes en D el Beplantning, der tjener til at „holde samm en“ paa Skraaninger m ed Til? bøjelighed til Skred, ligesom Beplantning, der tje? ner til at give Læ, findes ved v isse Banegaarde. I denne Forbindelse kan ogsaa nævnes de Plant? ninger, der i de senere Aar er foretaget paa Stats? banearealer for at tjen e som R eservat for V ild tet, selvom disse P lantninger foretages paa Jagtfon? dens Regning. T ilbage bliver Statsbanernes øvrige Plantninger, der skal tjen e æ stetisk e Formaal, og mod hvilke H aveark itek ten retter sin sønderlemm ende Kritik. V ed Bedømm elsen af dennes B erettigelse maa man holde sig for Ø je, at der er v isse Grænser for, hvad og hvor m eget man kan plante paa Jernbane? skraaninger. Bl. a. v il for m egen Beplantning hin? dre Sols og V ind s frie Adgang til dybe Gennem? skæringer, hvilket vil bevirke, at saadanne Gen? nemskæringer bliver fugtige, hvilket atter medfø? rer Van skelighed er for Sporets V ed ligeholdelse. Endvidere vil et kraftigt Løvfald om Efteraaret forurene og tilsid st ødelægge Ballasten, hvori Spo? ret ligger, ligesom nedfaldne B lade i større Mængder ligefrem kan bevirke Standsning af Tog, fordi Lokom otivernes H jul kører rundt paa de fed? ted e Skinner uden at trække. D isse Vanskelighe? der kendes i rigt Maal fra Banestrækninger gen? nem Skove. D ette forhindrer dog naturligvis ikke, at den Beplantning, der trods alt tillades, udformes saa smukt som muligt, og det skal straks indrømmes, at de forhaandenværende Beplantninger, især paa Sjælland, hvor H aveark itekten syn es at have sam? let sine Erfaringer, ikke alle er lige kønne, set med N u tid en s Ø jne, saaledes de nævn te „skraatlig? gende O valer“ og „Bede“ af andre Former. Men det maa erindres, at Smag og Behag er forskellig og varierer fra T id til Tid. Da K ystbanen blev an? lagt i „K lunketiden“, var de nu saa stærkt kriti? serede regelmæ ssige Figurer m eget yndede, og det ligger i Sagens Natur, at man ikke kan rydde det hele og plante nyt, hver Gang Smagen skifter, bl. a. fordi der hertil vild e kræves større Beløb, end Statsbanerne hidtil har kunnet ofre til disse Formaal.

2 2