086559714

Det var i den tidlige Middelalder ved Midsommertid, længere ned i Tiden ogsaa ved Paasketid, at man lod Ilden gaa ud paa en bestemt Dag. Derpaa samledes Egnens Folk, uden Tvivl paa et Sted, som havde gammel Hævd, og tændte et stort Baal. Og herfra hentede saa hver enkelt Husstand ny Ild hjem til sin Arne. Det er sikkert Resterne af en ældgammel, religiøs Skik, vi her har for os. Det ser man alene deraf, at dette Baal ikke maatte tændes ved Hjælp af Fyrtøj, Sten eller Staal. Ti Sten og Staal var de Stoffer, hvoraf Menneskene dannede deres Vaaben, de Vaaben, som de i vild Liden­ skab og med Had i Hjerterne løftede mod hinanden, og med hvilke de udgød hinandens Blod. Del var urene Stoffer, og de maatte ikke bruges til at fremkalde Ildens rene Flamme med. Nej, Baalet skulde tændes paa ældgammel Vis, ved Gnideild. Det er sikkert ogsaa en religiøs Forestilling om, at den bellige Ild ikke maa miste sin Kraft ved at benyttes for længe af Menneskers urene Hænder, der har skabt den Tro, at den ikke maa blive for gammel i Gaarde, og som er kommen til os i den forvrængede Form, at det er til Skade for Kreaturerne. Der har sikkert været den Tid, hvor man havde en levende Følelse af, at det vilde være Menneskene til Skade og Fordærv, om de ikke holdt Luen paa de mange forskellige Arneste­ der lige saa ren og klar som i del store Fællesbaal, hvorfra den blev hentet, Symbolet paa den for alle Mennesker fælles, himmelske Ild. Paa Steder, hvor den gamle, enfoldige Fromhed ikke var saa levende, mente man imidlertid, at Fyrtøjet, Staalet og Stenen, hvormed man kunde kalde lange Gnister frem, rummede Lynet, den himmelske Gnist, og Fyrtøjet blev som Symbol paa Lynet sat ind i den gyldne Vlies’s Ordenskæde, omtrent 1430. Fyrstaalet har her et Par smaa Flige, saa det faar Formen af et B, og Fyrstenens ildgivende Evne er antydet ved dens forgyldte siksakfor- mede Kantning. Paa lignende Maade har vel de smaa Fyrtøjer været indrettet, som man kunde føre med sig i sin Taske, og som under Nav­ net flisils forekommer i Slutningen af det XIV. Aarhundrede. Fra dem stammer de senere Stenlaase paa de gamle Ildvaaben, der var i Brug lige til Knaldhættens Opfindelse. I det XVI. Aarhundrede var man alt saa vidt her hjemme, at man havde Fyrtøjer saa smaa, at de kunde bæres mellem to Valnøddeskaller. Fyrtøjet, som det benyttedes i Husholdningerne i Byerne og enkelte Steder paa Landet endnu eller Frederik VI’s Død 1839 — saa sent som i Fyrrerne raabte Kærlingerne med Fyrsten i Københavns Gader — be­ stod af en Kasse med et tætsluttende Laag, fyldt med Tønder, Trøske, halvbrændte linnede Klude eller lignende; for den ene, smalle Ende var