086559714

DE KEMISKE FYRSTIKKER m det gamle Fyrtøjs Utilstrækkelighed overbevises man bedst ved at lægge Mærke til den Kendsgerning, at man trods Kendskabet til det vedblev, Aarhundrede efter Aarlnindrede, med den gamle Skik at bolde Ilden ved lige Natten over, — enten ved stadig at lægge Brændsel paa og lade den bræn­ de eller ved at dæmpe den med Asken. Den første Maade fordrede rigeligt Brændemateriale. Allerede i Chri­ stian IFs Hofordning paabydes der Sparsommelighed med Brændet; der maatte ikke anvendes mere end nødvendigt for at bolde Baalet ved lige Natten over. Trods det Hensyn, der lier og til andre Tider er taget til Landets Brændebeholdning, kan det dog vistnok siges uden Overdrivelse, at Danmark ikke i Tidens Løb vilde være blevet saa skovfattigt et Land, hvis Svovlstikken — eller maaske rettere Fosfor­ eller Sikkerhedstændstikken — var bleven opfundet tre—fire Hundrede Aar, før den blev. Ved at dæmpe Ilden med Asken udsatte man sig for, at den gik ud, inden Hanens Galen atter kaldte Husets Folk til Virksomhed. Og til Trods for at Fyrtøjet kun bestod af en Flintesten, et Stykke Staal øg en Smule Tønder, og saaledes let og uden stor Bekostning kunde anskaf­ fes, foretrak danske Bønder dog langt ned i Tiden, ja, endnu i Mands Minde at »laane Ild« bos hinanden. Men naar den kemiske Fyrstik omtrent i en Menneskealder formaae- de at bryde en i et Aartusind eller længere hævdvunden Skik, var det ikke blot paa Grund af den Lettelse, den bragte. Nej, det var først og fremmest ved det Indtryk, den gjorde paa det trods Civilisa­ tion og Fremskridt over for alt nyt naive og barnlige Menneskesind. Den virkede paa Fantasien, — dette var jo næsten som at skatfe sig Ild paa overnaturlig Maade. Et Strøg med en Pind, og Flammen blussede op og lyste! Mennesket var blevet Herre over Elementet, Ilden var barn en tjenende Aand. Videnskabsmanden, særlig Kemikeren, der fremfor alle havde Brug for denne tjenende Aand, kunde ikke være tilfreds med den gamle,