KøbenhavnFortæller

tæ nd t i de mørke v in term ån ed er fra 18 til 21. D er v a r en ca. tre m eter bred smøge mellem bygningerne, og sidehuset tårned e sig op i samme hø jde og tog hele lyset fra den ene fløj af fo r­ huset. Sidehuset havde kun en trappe, den v a r smal og i snegle­ form . H e r boede kun to fam ilier på hver etage. Vi boede på første sal. Baghuset havde også lejlig hed er ud til den næste gård og v a r egentlig en mellembygning, men vi kald te den hårdn akk et baghus. H er boede fire fam ilier på hv er etage, og de lange gange lå tværs af bygningen, stejle tra p p e r gik fra etage til etage uden nogen repos. Ved trappens fod førte en mørk gen ­ nemgang til næste g å rd og smøge, hvor igen et sidehus skød sig op og tog lyset fra fløjen. N ed en fo r vores v induer stod en lang række skraldebø tter, så vi fik ikke frisk luft, n å r vi lukkede vinduerne op, m en dunster, og om sommeren i tilg ift en svæ rm a f fluer. D et bandede min far meget over, og så snart der blev en chance, fly ttede vi hø jere op, til tred ie sal. H e r v a r friskere og oven i købet e fte r­ m iddagssol. D erfo r v a r lejen en krone dy rere, 13 kron er pr. måned. G ård siden lige overfor v a r ud fy ld t af en lang række retirad e r sam t et potterum . Genbohuset v a r en lang smal sta ld ­ bygning med et snedkervæ rksted over. Vi kald te det rottestalden. H insides denne lå en lejekaserne af æ ldre dato, den blev kald t Loppekroen. H er va r de usleste, lav lo ftede lejligheder, og skønt både sidehuse og baghuset v a r p å tre etager, ragede de ikke så h ø jt op, at de fo rh ind rede solen i at strømme ind i vores gård. Det va r træ ttende at lege i gården, for den v a r dårlig t brolagt med uregelmæssige, knoldede brosten. Så satte man sig ned på det lange flisetrin foran retiraderne, strakte benene over den åbne rendesten og kiggede ned i vandet, der strømmede forbi i forskellige farvenuancer eftersom det v a r snavset, sæbeholdigt, blånet eller lignende. Fo ran porten lå den store kloak med et trædæksel over, hvortil alle rendestenene løb som floder i det store hav. Gennem po rtrummet løb også en rendesten, men den var der bræ tter over. De lå i jernbøjler, så det både klaprede og klirrede, n å r man gik gennem. Kvarteret va r vel ikke elendigere end mange and re steder i 124

Made with