KøbenhavnFortæller

glas po rtvin , n å r de var oppe og betale husleje. H a n havde også et stort glas bismarcksklumper i tilfæ lde af, at der skulle væ re et ba rn med - og det blev jo skik. H a n ho ld t også stor fa ste ­ lavnsfest med tøndeslagning, chokolade og punsch, så de store drenge v a r utræ ttelige til at råbe: „G rossereren længe leve, grossereren længe lev e “ og de m arscherede ru n d t i g ård en og sang „Danm arks dejlig st vang og væ ng e“ med b egejstrede stem ­ mer, skønt de hverken kendte vang eller vænge. H an talte anderledes end vi and re, vel datidens ku ltiverede stemmeføring. D et duperede fuld stæ nd ig m adamm erne, der ha r syntes, h an v a r en fin m and. De om talte og tilta lte ham „gros­ sere ren“. Det g ja ld t selv de væ rste rappen sk rald er, selv n å r de skæ ldte ham ud, f. eks. „G rossereren lovede m ig et ny t køkken­ bord, det er k raftstejlem e noget svineri, grossereren ikke holder o rd .“ T il en så ophø jet størrelse kunne m an ikke sige De. F ra sit kontor ho ld t h an skarpt udkig over de u tålelige og uopd ragne ungers fæ rden. H v e rt øjeblik blev v induet smækket op, og den ku ltiverede stemme lød: „Væk fra vandposten du. Ikke krav le op på skraldebøtterne, kan I ikke forstå, I ødelægger låg en e“. Nogle bø rn havde stemmet op for strømm en i ren d e ­ stenen og ledet vand et som små bifloder ind mellem de toppede brosten. D a bævrede stemmen af forargelse, da h a n råb te op, og dobbelthagen slaskede, da h an ind igneret rystede på hove­ det: „. . . noget sådan t kunne da kun de tarveliges afkom finde p å “. D er v a r masser af forseelser, m an kunne gøre sig skyldig i, og hu rtig t va r advarslerne glem t. Blev det for galt, kom han farende ned. Den tykke m ave tvang hans ho ldn ing lid t bagover og fo rh ind rede ham i a t løbe, men alligevel trippede h an p å en komisk m åde lynhu rtig over brostenene og fik næ sten altid fat i drengen, h an v a r efter, ruskede ham , gav ham nogle knubs eller tog ham op på kontoret og gav ham et rap af spanskrøret. D et vakte ikke megen fortørnelse: De frække unger havde godt af lid t høvl. Ved to tiden tog han sin hø je h a t og v an d rede alvorsfu ld hjem . „H an h a r sin kongehat på, så kommer h an ikke mere i d a g “, sagde de små rollinger og åndede lettede op. 130