KøbenhavnFortæller

endnu væ rre at bo i, for der va r in tet vand inde, m en ude på trapp en fælles med and re m ennesker, så mor fly ttede tilbage igen. D a jeg v a r godt seks år, fik m in mor så det sidste barn. Imellem det og m ig havde der væ ret en lille dreng, men om ham husker je g kun, a t han lå som lig i en gamm el barnevogn. Jeg v a r anb rag t hos en skrædderfam ilie, så længe fødslen stod på. D et blev en ynd ig lille pige. D a je g kom ned igen, v a r min æ ldste b roder hjemme. H a n v a r vel et p a r og tyve å r dengang, og h an sagde, at storken havde væ ret der med en lille pige. Jeg spurgte, hvo rdan den va r kommen ind, og h an sagde, at den kom ind ad vinduet. Ind ign eret spurgte jeg , hvo rfo r h an så ikke havde lukket vinduet, så je g kunne se den. Så sagde han, at den skulle også besøge and re, „men se her, du kan tro, det er en sød lille p ig e“. P ludselig udb rød jeg : „Hvor ved I egentlig fra, at det er en lille p ig e ? “ D a b rast m in b roder i latte r, og da v a r det som om, at der pludselig gik noget op for mig. D er var jo den lille forskel. D et skulle jeg d a også vide, da m in broder, som dengang v a r ni år, jo v a r i hjemm et. En ny tid begyndte nu for mig, for nu skulle je g passe hende, mens mor v a r på arbejde. D et gik også godt, så længe det var lyst, men je g v a r meget mørkeræd, da je g v a r barn, og tu rd e ikke væ re alene i stuen. Jeg v a r bange for spøgelser. D er h e r­ skede megen snak om spøgelser og overtro dengang, og en dag så je g noget, der puslede under sengen og for skrækslagen ud. Senere gik det op for mig, at det va r gråspurve, der v a r inde at hente halm strå, der fa ld t ned gennem tremm erne i sengen. De skulle jo bygge rede af dem. M in æ ldste søster, som v a r 13 år, og m in lille b roder gik jo i skole, og m in søster havde en byplads og tje n te lidt, så je g gik ofte med den lille pige på arm en og sang salm er „N u titte til h inanden de fagre blom ster sm å“ og v a r angst, n å r det m ørk­ nede. Men n å r så m in kæ re mor kom hjem , og selv om hun v a r træ t, lyste hun a ltid op i hjemm et, og m ine søskende kom, ja , så v a r alle genvo rd igheder glem t. Og selv om a lt v a r fattig t, så glem te m an det, n å r bare ens gode mor v a r der, og hun v a r 24