KøbenhavnFortæller

sons kiste fra Paris blev ført gennem København. Jeg va r så næ r katafalken , at jeg kunne røre det sorte klæde. D er v a r m ange kendte personligheder, der gik efterm iddag s­ tu r på Strøget, bl. a. H o lger D rachm ann, let kendelig på den hø je skikkelse, bredskygget h a t og have-lock, som jo v a r og er en sjæ lden beklædning på vore breddeg rader. „Der kørte prin sessen“, kunne chefen pludselig sige. D et var den folkekære prinsesse M arie, som lydløst kørte gennem S trø­ get i sin store bil. N av net havde en sæ rlig k lang i mine ører, for chefen havde fo rta lt mig, at der hv e rt å r inden ju l skulle afleveres en pakke med sølvvarer i „Det gule P a læ “ i Am alie- gade, og at reglen v a r 1 kr. til budet. A lt dette blegnede dog helt ved budskabet om prinsessens død kort før ju l. D er v a r stil­ hed i København. En bydrengs arbejd e va r i regelen ikke sæ rlig indv iklet - een ting v a r vigtigt, ikke m indst i m in nye stilling, hvor kunderne boede spredt over hele byen, at kende sin by. D et opøvede vi hjemme ved a t gæ tte gader. En gade på Frederiksberg, der be ­ gynder med t? T ho rvaldsen svej. Ja , så er det d in tur. Kasserne fra E ng land va r foret med bly. Chefen: „H vad skal vi gøre med b ly e t? “ „ Je rnh an d le ren køber m e ta l“. „P rø v .“ Det gik fint, der v a r faste priser på m etal. Sølvvarer, der skulle til provinsen, blev sendt i trækasser. „De h a r savsmuld ved N iko laj, de vil nok afstå lid t“. „P rø v “. En efterå rsaften ved Skt. N iko laj: kirken med dens krans af slag ­ terboder, lyset ud over brostenene med skyggerne fra de m ørk­ klædte kunder, det røde kød, de b lodplettede hvide forklæder, de jov iale slagtere med bow lerhattene - en v idunderlig atm o­ sfære. „Sagde du savsmuld? N å, ja , det er ikke vores største sa lg “, men det gik. T il bestillingen hørte rengø ring a f gården . D et v a r overkom ­ meligt. F ladem ålet va r om trent som stuegulvet i et gennem ­ snits arbejd erh jem p å den tid. Lyset fra den lille strimmel h im ­ mel nåede kun i begrænset m ål til bunden i disse snævre fo r­ hold. I gården v a r der en dør, der førte ind til et lille aflukke, vi kaldte for Das. H e r fik je g til rensning a f lu ften o rd re r til 40