KøbenhavnFortæller

tynd p ind af en passende længde. Man satte den ind i fo rdyb ­ ningen i fælgen. A t presse det over en toppet brolægn ing med stor fa rt eller d reje det omkring et h jø rne uden at sæ tte fa rten ned, så h ju let lå skråt i svinget, det va r en oplevelse. Det kunne jo også gå galt, m an kunne blive for ivrig, som da jeg på g a ­ den b ra t blev standset ved at stå under mulen p å den ene af to store belgiske heste, der flegm atisk kv itterede ved fuldkommen ligegyldighed. T rilleb ån d e t kørte videre og lagde sig til ro med den „personlige“ klingre lyd, som endnu sidder drengen i ørene. Med sporvogne, disse usm idige trafikk lod ser på skinner var det umuligt at komme til en „o rdn in g“. Jeg prøvede ganske vist, da je g skulle ud til en af forretn ingens kunder, at stå på på Kon­ gens Ny to rv , få afleveret pakken og ved jo ng leren med fo r­ skellige sporvognslinier at stå af samme sted. En konduktør b lin ­ kede ven ligt til mig, men det krævede for megen forståelse og ven lighed fra „e taten s“ side, så jeg opgav. E t forsøg p å at eli­ m inere sporvejenes tilstedevæ relse ved at løbe begge veje ved udbringelse af en m indre ordre og stolt præ sen tere de 20 øre - besparelsen - ved hjemkom sten blev mødt med næ sten pinlig tavshed, så jeg forstod, at en gentagelse v a r uønsket. De m ang ­ lede den rette sportsånd. Hvo r h a r mange københavnske kuske h a ft en dreng løbende ved siden af vognen under råbet: „M å je g køre m ed?“, og hvor h a r mange d rengean sig ter lyst op, n å r de havde fået det lille positive nik. A t kunne holde balancen i N apo leon -attitude på en fladvogn med to „v ilde“ heste for. Jo, det v a r tider. Den gyldne sommer svandt. L angebro b ad ean sta lt v a r fo r­ længst besøgt for sidste gang. Folks strøg tur v a r genoptaget, og dagen for m in afsked med den levende verden omkring Ø ster­ gade 51 næ rm ede sig. Jeg kunne ikke få begrebet skrædder over mine læber i forbindelse med m ine frem tidsp laner. A ltså sagde je g til m in chef - lid t stammende: „Jeg kan desvæ rre ikke blive her længere, je g skal til J y lla n d i fiskerlæ re.“ H a n så længe und rende på mig. Endelig sagde han : „Ja, så m å du huske at sende nogle stykker hummer, hvis du skulle få den slags „fisk“ i g a rn e t.“ 46

Made with