KøbenhavnFortæller

lå der i en hel menneskealder, Stensbøls forretning var en af de ældste i branchen, en rigtig hørkræmmer. Der duftede også af tovværk og tjære, og gulvet var hvidskuret og sandbestrøet. Så længe jeg var dreng, blev jeg sendt til denne forretning, når der skulle købes spegesild, to små sild for ti øre eller en stor. Og så var der sennepskværnen, hvor man for to øre kunne få en hel kop fuld. Mine foræ ldre holdt ikke længe ud til dette leben i gaden, så de flyttede igen, denne gang til en stuelejlighed på Lille F ryd s ­ vej, nuvæ rende Tøndergade. Lige overfor Lille Frydsvej lå i Sundevedsgade en fo runder­ lig legetøjsforretning, der v a r et eventyr for os drenge at be­ søge. Manden blev kaldt for Rasmus Pengeløs. H e r kunne vi for en toøre købe små vogne med en hest for og et lokomotiv med et svinghjul for ti øre. Som Tove Ditlevsen kalder Istedgade for sin barndomsgade, kalder jeg Oehlenschlægersgade for min barndomsgade. H e r kom vi til at bo tre steder. I de tider v a r det jo så nemt at få en lejlighed. I næsten hver ejendom, og det v a r overalt i byen, kunne man se skilte med lejlighed til leje. En toværelses le j­ lighed kostede fra 15 til 18 kr. For tre værelser med kammer betaltes der 25 kr. De r beregnedes gerne en ugeløn til huslejen, og der va r naturligvis lokummer i gården, og elektrisk lys va r der ikke noget der hed, det v a r petroleumslampernes tid, 6 øre for en flaske petroleum. Jeg husker de første gange, jeg kom i skolen, det passede mig absolut ikke. Senere kom der jo mere ro over feltet, men en ting blev jeg aldrig venner med, og det v a r regning. Det va r mig komplet umuligt at følge med, jeg kunne ikke selv med min bedste vilje lære den lille tabel. Så blev store bror hentet ned i klassen, han va r altid nr. 1 i klassen, og gik ud med et ur i præmie. Så fik han besked p å at hjæ lpe mig. Men lige m e ­ get h ja lp det. Nogle mennesker fødes som mathematiske bega­ velser, men denne nådegave havde jeg ikke fået i vuggegave. Skønt jeg v a r flink i alle and re fag, så stod regning for mig som den store frygtindgydende Bastian. Der va r en af lærerne, 74