KøbenhavnFortæller

til Vester Farimagsgade vi gik. Der lå en rund pavillon, hvor Messen havde deres udstillingsvinduer. Bag om v a r der lysbil­ leder, og der stod vi så og så lysbillederne, men jeg tror at hver halve time kom der levende billeder. Hvo r vi slugte det med øjne, næse og mund. Jeg kan huske hvor vi stod og frøs, vi havde jo ikke nogen van te r på, og jeg synes heller ikke, at man havde tykke varme frakker, som man har nu. Vi blev ved at stå der og aftalte, at n å r nu den næste film kom, skulle det være den sidste, men man kunne jo næsten ikke rive sig løs. N å r endelig hjem tu ren kom, va r det om at løbe, og så hen til udhængsskabene og varme hænderne på de små elektriske lam ­ per, der gav god varme. Min Fa r rejste jo ude i landet og opkøbte gamle antikviteter, og det kunne jo hænde, at F a r kom hjem på en søndag, og ingen fand t hjemme om sommeren. Men F a r vidste godt, hvor han kunne finde os. Vi v a r gerne enten nedenfor Frederiksberg slot eller også lige ovre på den anden side af åen, men altid så vi kunne kigge op på slottet. Jeg elskede også at gå op til slot­ tet og til venstre og stå og se ud over ridebanen, hvor de altid red dengang, og se ud over byens mange tårne. Det er det skøn­ neste syn at opleve. En søndag som vi bedst legede blev der kastet æbler hen på os. Så kunne det nok være, at vi fik travlt, for så vidste vi, at det va r Far, der va r på spil, og så g ja ld t det om at være den første til at finde ham. J a Fa r var altid pa ra t til at gemme sig og n a rre os, men sikken jubel, nå r vi endelig fand t ham. P å vejen hjem kom vi forbi Alleenberg, og der va r der bygget en biograf op. Og udenfor stod der en kontrollør og råbte, om man ikke skulle ind. Pludselig siger kontrolløren til min Far: „Goddag Carl. Skal du ikke i biog ra fen?“ Det var en, Far kendte, og F a r siger: „Næh, jeg h a r kone og børn m ed .“ „Ja, men hold je r ikke tilbage. I kommer ind allesammen g r a ­ tis.“ Ja, sådan gik det til, at vi alle kom for første gang i bio­ grafen. Efter min konfirmation blev jeg ekspeditrice i et lånekontor i Saxogade. Jeg måtte ikke for min Far, men jeg g ræd og tr y g ­ lede og bad om det, da jeg vidste, at frk. Nielsen, som lige 84

Made with