591954903

11 hjælpere bedre egnede for Mikrofonen og derfor foretrækker disse frem for Operaens Solister. Med andre Ord vilde Operaen og Kapellet i det hele og store være lige saa kummerligt stillede som Balletten, der af Byskov brutalt sættes paa Gaden, fordi det efter hans Mening er en Flothed af en Stat at holde en Ballet. Byskov tager dog fuldstændig fejl i sin Paastand om, at foruden Danmark tillod kun Rusland i Czartiden sig at holde Ballet. Har Byskov aldrig hørt om den franske Ballet paa Pariseroperaen? Ogsaa de store tyske Operascener har bestandig haft faste Ballet-Ensembler. Men foruden at kaste Blikket mod Syd, Øst og Vest, hvor der i mange Landes Hovedstæder »holdes Ballet«, kan vi ogsaa se mod Nord, hvor Byskov og vi andre hurtigt vil opdage, at ogsaa Stockholms kongelige Opera tillader sig den Flothed at have en Ballet. Vor danske Ballet fra Det kgl. Teater har ved sine sukcesombølgede Gæstespil i Tyskland og Paris faaet det fornemste internationale blaa Stempel og lagde ved sin Optræden i KB- Hallen i Fjor Handelens førende Folk fra Alverdens Lande for sine Fød­ der. Balletten har været med til og vil ogsaa i Fremtiden paa smigrende Maade formaa at henlede Verdens Opmærksomhed paa det lille Danmark. Det viser vor Ballets internationale Betydning, som man ikke bør agte ringe, og ogsaa den gør den fortjent til fortsat Statsstøtte. Men desuden har vor Ballet sin store nationale Betydning — ikke blot derved, at den lærer vor Nation at skatte det menneskelige Legemes Skønhed og Smidighed og Bevægelsernes og Dansens Ynde og Gratie, men ogsaa ved sin Fremvisning af vort rige og pragtfulde nationale Bournonville-Balletrepertoire. Trods alt dette, som kan siges af godt om Balletten, og skønt Byskov selv be­ undrer og nyder vor Ballet, ser han paa sin Krigssti saa voldsomt rødt, at han kræver Ballettens Skalp. At bruge den afdøde Undervisningsminister Fr. Borgbjergs Udtalelser om Ordningen i 1929 til Støtte for sin egen Skalpejagt er dog temmelig dri­ stigt af Byskov. For det første skal man som bekendt helst ikke holde en Politiker alt for fast ved hans Udtalelser efter nogle Maaneders Forløb. Saaledes mente ogsaa Fr. Borgbjerg. Tilmed har man jo tit oplevet, at Ministre og Politikere har været særdeles tilfredse med Ordninger og Love, som de selv var med til at forelægge og vedtage, men som de saa alligevel efter kort Tid fandt sig nødt til at tillempe efter nye Tider og Forhold. Ja, men man har endog hørt dem istemme Lov- og Jubel-Sange over en Grundlov, som de saa hurtigt efter gerne saa ændret til det bedre. Og for det andet er det en given Ting, at Borgbjerg ikke kan have ment, at Ord­ ningen kunde, skulde og vilde gaa under Krigsforhold eller lignende unor