591954903

NATIONALSCENEN - HELE NATIONENS TEATER k Forsvar og Forslag for Opretholdelse og folkelig Udbygning af Det kgl. Teater af JOHANNES FØNSS

CHH. ERICH SENS FORLAG

1 0 4 0

O° ) . 7 7 !

/vt

i a i ^

FORORD 7TV Statsteater og en Nationalscene bør bestandig fortrinsvis være fast -‘-—'forankret til det Nationale og saaledes samtidig tjene hele Nationen. Det er det absolute Mindstekrav, Folket og dets ansvarlige Regering og Rigsdag maa stille, naar det til Teaterdriften nødvendige Tilskud skal udb­ redes a f Statens Midler. Det nationale Repertoire maa sættes i Højsædet og dyrkes til Gavn og Glæde fo r hele Nationen, der i Hovedstad og Provins bør have rigest og nemmest mulig Lejlighed til at nyde godt a f Teatrets store og folkeopdragende Kulturgoder. — Herom har denne Pjeces Forfatter i den sidste Snes Aar talt og skrevet offentligt, ikke mindst naar de altfor ofte indtrædende » Skæbnetimer « op- randt fo r Teatret, og naar dets Eksistens truedes ved Rigsdagens ikke altid lige velvillige Indstilling og ved den ublide Behandling, det blev udsat for ved at » slæbes « gennem Rigsdagens tit saa smaalige Budget-Behandlinger. I den alvorstunge Skæbnetime, vort Land og vor Nation befinder sig i nu, har jeg atter søgt at raabe et efter min Mening i Øjeblikket ganske sær­ lig paakrævet kraftigt Vagt i Gevær til Forsvar fo r vort kære gamle Teater og gentaget mit Forslag om med alle Kræfter og Midler at gøre det til en virkelig N a t i o n a l s c e n e — til h e l e N a t i o n e n s T e a t e r . De Kroniker fra »Social-Demokraten«, som har fundet Optagelse der den 21. Maj og den 4. og 5. Juli i Aar lader jeg nu efter talrige Opfor­ dringer fra forskellige Sider, nære og fjerne, optrykke i denne lille Pjece. Den sendes saaledes ud til den store Offentlighed i Danmark, som forhaa- bentlig vil forstaa mit Forsvar og have Interesse i, at Forslagene føres ud i Virkeligheden. JOHANNES FØNSS

Det kgl. Teater i Provins og Hovedstad ♦

A f døde Borgmester Kaper blev paa en Maade »Dagens Mand«, idet han i l fra mange Sider med Tak berømmes for at have brugt de rette besin­ dige Ord i og om en besværlig Tid. Forinden Forholdene førte med sig, at Borgmesteren greb Pennen for at faa disse Ord sagt, fandt han Tid og Lejlighed til i Det kgl. Teaters o ffi­ cielle Program for nogle Maaneder siden at bruge besindige Ord om Tea­ trets Besværligheder, og ogsaa derved blev han paa Teatret Dagens Mand, idet alle indenfor Teatrets Mure følte sig i Taknemmelighedsgæld til ham, fordi han ogsaa paa Teatrets Omraade søgte at sætte Tingene paa Plads ved Udfoldelse af den største Borgmesteridyl: Besindighed under Besværlig­ heder. Borgmester Kaper kaldte sin Artikel i Programmet »Minder fra den sidst foretagne Fundering af Det kgl. Teaters Økonomi«. Bl. a. skrev han deri om den nugældende Ordning med Provinsforestillinger, givne af Det kgl. Teaters Personale, følgende: »Uden Afslag eller Akkord: de bedste Stykker og de bedste Skuespillere! Og det er glædeligt at se, hvor ofte Teatret har sat fulde Sejl til siden paa denne vanskelige Færd. Det er al Ære værd, hvorledes Skuespillerne har taget og har opfyldt denne — for Teatrets fortsatte Eksistens uomgænge­ lige — Betingelse og trodset de provinsielle Sceners tit mangelfulde, ja helt urimelige Installation. Skade, at de københavnske Critici ofte har under­ vurderet denne Nødvendighed for at give Det kgl. Teater i nogen Grad Karakter af et Landsteater og har klaget over disse Krav, mens Personalet gerne, ikke mindst i Sønderjylland, er draget ud paa Thespis’ Kærre — «. Ved Udgangen af indeværende Sæson tør det uden Overdrivelse hævdes, at den vanskelige Færd, Borgmester Kaper omtaler, har været ganske sær­ lig vanskelig i saa godt som hele Sæsonen. Det kgl. Teater har foruden med sine bestandige Budget-Besværligheder haft at kæmpe med Tourné-Besvær- ligheder af ret alvorlig Art. Den kritiske Is-Situation med de tilfrosne Farvande og Sne-Hindringer paa Jernbaner og Veje og alle de Trafikvan­ skeligheder, der opstod heraf og af senere indtrufne Begivenheder, truede til Tider med helt at standse Udsendelsen af Tournéer til Provinsen.

4 Og under alt dette har Det kgl. Teater, som ikke skyede nogen U lej­ lighed for i en vanskelig Periode at imødekomme berettigede Krav fra alle Sider, ofte befundet sig i dobbelt Ild baade fra Provinsens Side og fra de af Borgmester Kaper omtalte københavnske Critici og andre Journalister, som lige fra den første Dag, hvor Provinsvirksomheden blev lovfæstet, har haft travlt med at besvære sig over, at Det kgl. Teater som en Slags Lands­ teater samtidig skulde betjene baade Provins og Hovedstad. Heldigvis er dog disse kritiske Røster efterhaanden blevet færre og forsigtigere, saa­ ledes at der maaske kan være berettiget Haab om, at de en Dag helt for­ stummer, lige som Provinsteaterdirektørernes Utilfredshed i Begyndelsen med Konkurrencen fra Det kgl. Teater i Provinsen ikke blot er forstummet, men endog har vendt sig til Tilfredshed. Ved flere Lejligheder har Pro­ vinsdirektørerne indrømmet, at Det kgl. Teater ved sine Tournéer i Pro­ vinsen højnede Interessen for det gode, levende Teater og derved vandt Publikum tilbage fra Radioen og Biograferne og saaledes ogsaa sikrede dette for Provinsselskaberne. Og samtidig tilstod de samme Direktører, at de kgl. Tournéer ligefrem havde tjent som Spore for dem selv, saaledes at de med Henblik paa Det kgl. Teaters høje Standard selv bestræbte sig for at højne Niveauet, baade hvad Stykker og Udførelse angik — altsammen til Gavn og Glæde for alle Parter, ikke mindst for Provinsens saa talstærke og saa udmærket lydhøre Publikum. Fra enkelte Sider i Provinsen blev der ligeledes i Begyndelsen skudt med skarpt mod Det kgl. Teater, fordi man derudefra krævede, hvad Borgmesteren kaldte: de bedste Stykker og de bedste Skuespillere! — og man ikke fandt, at Det kgl. Teater altid opfyldte dette ideale Krav. Teatret kunde dog bestandig med Rette hævde, at Ho­ vedstaden fik de samme Stykker og de samme Skuespillere i disse at se, at man med andre Ord ikke spiste Provinsen af med en ringere Vare. Det kgl. Teater var forøvrigt hele Tiden lydhørt overfor loyal Kritik og berettigede Krav og søgte gerne at opfylde disse, saa vidt det stod i Teatrets Magt. Men een Omstændighed oversaa disse Provinsens kritiske Røster des­ værre ofte: at samtidig med, at Provinsen blev betjent af Det kgl. Teater, skulde jo ogsaa Scenen paa Kongens Nytorv betjenes. I denne Forbindelse er der god Grund til at komme ind paa de to ganske ubeherskede Raserianfald, det store Provinsblad »Jyllandsposten« for nylig geraadede i, da een Forestilling af 4 planlagte blev aflyst i Sønderjylland, fordi Statsbanerne den Dag, da Tournéen skulde starte, ansaa Trafikforhol­ dene for ikke helt ufarlige, og da Teaterchefen i den Anledning gav Tour­ néen Ordre til ikke at starte, men til at afvente mere beroligende Trafik

5 meldinger, som da heldigvis ogsaa indløb næste Dag, hvorefter Tournéen straks startede. Paa den Basis hævede Jydernes Hovedorgan sin Søren Jyde-Knytnæve mod Det kgl. Teaters Kunstnere med en Paastand om, at der ikke var saa faa jævne Kvinder og Mænd ude i Landet, der ikke ønskede at øse Penge op til en Scene, der er saa eksklusiv, saa sart og fornem, at den gyser til­ bage for et Par drivende Isflager og benytter dem som Paaskud for at blive fri for at rakke rundt i den »rædselsfulde Provins«, som betaler de Damers og Herrers Gager! Og samtidig sang samme grove jydske Røst en Lovsang til Provinsens rejsende Selskaber, en Lovsang, som Det kgl. Teater med Glæde stemmer med i — de Selskaber, »for hvem ingen By er for lille, ingen Scene for trang, de kommer Aar efter Aar, selv om Snestormen er ved at lukke alle Trafikveje. De kører i Grøften med deres Rutebiler og fryser i kolde Ven­ tesale, og alt det gør de Aar efter Aar for at bringe lidt Lysglimt fra Tea­ terkunstens brændende Fakkel ud i »Ødemarken«, det yderste Mørke, hvor man aldrig faar en Chance for et kongeligt Gæstespil.« Men de jævne Kvinder og Mænd ude i Landet skal dog vide, at Det kgl. Teater ikke er som af »Jyllandsposten« beskrevet, og at Teatrets Kunst­ nere med Glæde har trodset Vind og Vejr og de ofte mangelfulde Teater- Forhold i Provinsen, saaledes som Borgmester Kaper saa rigtigt fremhæ­ vede i sin Artikel. Et typisk Eksempel paa de kgl. Kunstneres Beredvillig­ hed til at trodse alle Hindringer for blot at glæde Provinsen og dens Pub­ likum, vil belære Offentligheden om, at det jyske Næveslag ramte helt ved Siden af: Fru Bodil Ipsen var i Forvejen saa forkølet, at det havde været en smal Sag for Fruen at skaffe sig en Lægeerklæring om, at hun ikke maatte drage ud paa Tourné. Ikke desto mindre begav hun sig ud paa en saadan midt i Vinterens Hjerte, da Storebælt var fyldt med Is, og da det frøs op mod en halv Snes Grader. Hverken hun eller hendes Kammerater vilde skuffe Provinsens Publikum. Og saa skete det da hverken værre eller bedre, end at Færgen gik fast i Bæltets Is, saaledes at Passagererne i Nat­ tens Mulm og Mørke og den strenge Kulde maatte bæres over i en Is­ bryder, der førte dem ind til Nyborg. Alle disse Strabadser maatte den for­ kølede Fru Ipsen og hendes Kammerater igennem, og først Kl. 4— 5 om Morgenen ankom de til Odense, hvorfra de efter nogle Timers Søvn fort­ satte med Tog til Sønderjylland, hvor de samme Aften spillede i Tønder. — Og for at vende tilbage til den ene aflyste Forestilling i Sønderjylland, bør Sandheden om denne naa ud til alle Kvinder og Mænd i Provins og

6 Hovedstad, og Sandheden er denne: Kunstnerne nægtede ikke at tage ud paa Tournéen, men som nævnt gav Teaterchefen Ordren til ikke at rejse. Og selvfølgelig er Chefen i sin gode Ret til at foretage slige Skridt. Et rej­ sende Provins-Selskab, som fryser fast i Bæltet eller sner inde, narrer jo kun de paagældende Provinsbyer for de berammede Forestillinger, medens Det kgl. Teaters Personale, som udsættes for lignende Katastrofer, ikke blot kommer til at narre Provinsen, men samtidig foraarsager alvorlige Hindringer og muligvis hel Afbrydelse af Teaterdriften inde paa Kongens Nytorv. Og Driften herinde skal jo under alle Omstændigheder oprethol­ des. En Isvinter som den, vi har haft, er derfor en af de største Vanskelig­ heder, som kan møde Landsteatrets Dobbeltdrift, og Provinsen maa være beredt til sammen med Teatret at bære Ulemperne derved. Vil man alli­ gevel derudefra skyde paa nogen, maa det være paa Det kgl. Teaters Le­ delse og ikke paa Kunstnerne. Men Ledelsen, der efter bedste Samvittig­ hed og med retfærdig Hensyntagen baade til Provins og Hovedstad træffer Afgørelserne, er sig i nævnte Tilfælde ingen Skyld bevidst. Den er nu som før beredt til at sætte fulde Sejl til paa sin vanskelige Færd til Provinsen, men vil derunder ikke glemme, hvad den skylder Hovedstaden. Og maa Provinsen, som i det nævnte enkelte Tilfælde, vige for Hoved­ staden, kan den muligvis finde Trøst i, at den konstant nyder een Fordel frem for Hovedstaden, og denne Fordel er, at den har billigere Adgang til de kgl. Forestillinger end Hovedstadens Befolkning. Paa Kongens Nytorv eksisterer som bekendt den ejendommelige Billetsalgs-Ordning, at Billet­ terne Dagen forud kan erhverves til dobbelt Pris af dem, der har Raad dertil, og paa Forestillingsdagen til forhøjede Priser i Formiddagstimerne, hvorefter Restpartiet først falbydes til ordinære Priser. Til Provinsen har Myndighederne dog ikke vovet at eksportere dette udemokratiske System, hvorved den bedre stillede napper Billetten bort fra Næsen af den mindre Bemidlede, som gerne vil i Teatret til almindelige Priser. I Provinsen har Det kgl. Teater kun een Entrépris-Skala, og denne ligger ikke højere end den sædvanlige ved andre Forestillinger i Provinsen. Saa Provinsen bør i den Henseende prise sig lykkelig. Naar den udemokratiske, ja næsten umo­ ralske Billetsalgs-Ordning paa Det kgl. Teater i København bestandig har kunnet opretholdes selv af en demokratisk Rigsdag, kan der kun findes een eneste Undskyldning herfor: Offentlighedens og Pressens mangeaarige Bebrejdelser mod Det kgl. Teater for, at Driften var for dyr, og det deraf følgende Krav om, at det snævre og næsten kunstfjendske Budget, som Rigsdag og Ministerium klemte Teatret ned paa, skulde holde. Derefter

7 maatte Teatrets og Teaterudvalgets bestandige Bestræbelser gaa ud paa at skære Udgifterne ned og sætte Indtægterne op. Og det sidste opnaaedes jo lettest ved, at de fleste Billetter blev revet bort til dobbelt og forhøjet Pris, og at Teatret satte Forestillinger op, som kunde foraarsage et saadant Tilløb. Desværre maa det siges, at det gode, lødige danske Repertoire, som en Nationalscene selvfølgelig burde sætte i Højsædet, ikke alt for ofte kunde glæde sig ved den Slags Tilløb. — Er det ikke ejendommeligt, at der nu pludselig i en for hele vort Land vanskelig Tid sker en fuldstændig Strømkæntring i Offentlighedens og Pressens Indstilling overfor Det kgl. Teater, idet der daglig hæver sig Rø­ ster for, at Teatret maa ophøre med sin Forkærlighed for udenlandske Styk­ ker, som giver de bedste Indtægter, og i Stedet dyrke det nationale Reper­ toire, som enhver véd giver daarlige Kasser? Men dette nyopdukkede ejen­ dommelige Krav, affødt af Tiden, bør utvivlsomt hilses med Glæde af Teatret og alle dets sande Venner. Og forhaabentlig fører det det med sig, at Kravet naar helt op dér, hvor det hører hjemme: i Rigsdagen, og at det vidunderlige for Det kgl. Teater og dets fortsatte Bestaaen da sker deroppe, at Landets besindige Mænd i en besværlig Tid beslutter, at Teatret nu og i Fremtiden først og sidst skal tage størst Hensyn til det gode nationale Repertoire, og ikke af Budget-Hensyn skal ligge paa Udkig efter mere eller mindre gode Stykker, som kan give udsolgt til dobbelte og forhøjede Priser. Og vilde man saa samtidig helt aflive denne udemokratiske og umo­ ralske Billetsalgs-Ordning og drage Omsorg for, at det brede Publikum fik Adgang til at opbygge og glæde sig ved de gode nationale Forestillinger til folkelige Priser (et godt internationalt demokratisk Teater-Ord siger: Hellere fuldt Hus til halve Priser end halvt Hus til fu ld Pris!), havde vi pludselig det folkelige Nationalteater, som i besværlige og ikke besværlige Tider har foresvævet os som Idealet af en Nationalscene. Samtidig burde der da ogsaa for Retfærdighedens Skyld og til Udbredel­ sen af den bedste Teaterkunst til flest af Folket i det ganske Land vedtages den Forøgelse af Antallet af de kgl. Forestillinger i Provinsen, som var forudset i Teaterkommissionens Betænkning. — Overalt i Verden har man set Eksempler paa, at der i Landenes vanskeligste Situationer kan gennemføres vigtige Reformer. Skulde det da være udelukket, at vi herhjemme kom til at opleve en Reform som oven­ nævnte paa Teatrets Omraade? — Borgmester Kaper talte i sin Artikels Overskrift om den sidst fore

8 tagne Fundering af Det kgl. Teaters Økonomi. En saadan foretagen Funde­ ring udelukker jo ikke, at der foretages en ny og bedre. Og til en saadan sætter Undertegnede i hvert Fald sin Lid trods alle mørke Skyer i Horisonten, og jeg føler mig overbevist om, at den, føl­ gende de ovenfor angivne Linjer, vil blive til Gavn og Glæde for Det kgl. Teater og dets Virke i Hovedstad og Provins og for hele det danske Folk.

Skal Det kgl ♦ Teater sprænges i Stumper og Stykker ? F hv. Undervisningsminister J. Byskov paa Krigsstien.

D er var engang — det var i 1927, da den ellers udmærkede Kultur- Forkæmper og ellers saa gæve Jyde, Seminarieforstanderen fra Gjedved /. Byskov pludselig vilde løbe Storm mod Det kgl. Teater som Statsinstitu­ tion for at sprænge det i Stumper og Stykker og indledte denne Aggres­ sion ved at lade en Bombe eksplodere i Odense i det fynske Venstres Ho­ vedfort »Fyns Tidende«. Fra hans Angreb dér vil mange Teaterinteres- rede endnu huske følgende bragende Detonationer: »Vi har jo nok hørt om den store Kulturværdi, Det kgl. Teater repræ­ senterer i vort Folk, og en Tid kan sligt gøre Indtryk paa os ligesom de mange andre Fraser, vi har hørt og en Tid ladet os overvælde af. Men det gaar altsammen kun til en Tid, tror jeg.« Og efter at have beklaget sig over, at Befolkningen ude i Landet skal være med til at betale til Teatret og forskaffe de Bedrestillede i Hovedstaden en Nydelse (»men samtidig skal de Folk, der har Raad til at gaa i Det kgl. Teater og vise deres Toilet­ ter der, have udbetalt af Staten, altsaa af vore Penge, 5000 Kr. pr. Aften«), fremsatte Byskov følgende Advarsel: »Dette kan vi godt efterhaanden finde for morsomt. Og det er ikke utænkeligt, at vi inden saa længe beslutter, at det skal have en Ende. Og saa faar det vel en Ende.« Men saa gik det hverken værre eller bedre for den fæle Angriber og Bombemand, end at den daværende Regeringschef, udgaaet fra den Rigs­ dag, som Byskov opfordrede til at lægge Krudt under Det kgl. Teater, gik hen og hentede Byskov ind til Hovedkvarteret og gjorde ham til den øver­ ste Leder af det omstridte Teater ved at overdrage ham Undervisningsmini­ steriet. Og saa husker vi alle, hvorledes han som Minister, hvilket vilde

9 sige som Tjener for Staten og Statsteatret, blev dennes og dettes loyaleste Tjener og gæveste Beskytter. Undertegnede, der netop i Byskovs Ministertid efter Forhandling med denne blev hentet til Det kgl. Teater som Operaleder under Direktør W il­ liam Norrie, husker fra den Gang hans store og varme Interesse for det Teater, han var sat til at værne. — Men saa gik Aarene, og med dem for­ svandt Byskov fra sin høje Tjenerpost i Statens Administration. Og nu tro­ ede vi alle, at Byskov aldrig mere vilde være at finde blandt Teatrets An­ gribere. Hvad skildrer saa vor Overraskelse — nej, Bestyrtelse, da den fhv. Un­ dervisningsminister Byskov forleden pludselig dukker op igen paa Krigs­ stien — ikke i Odense som sidst i Venstrefolkets faste Borg — men i Aar­ hus i Højrefortet »Jyllandsposten« med en ny Bombe og et nyt Varselsskud i Form af en Kronik om Det kgl. Teater for at faa dette sprængt i Stum­ per og Stykker. Det er aabenbart blevet Taktik hos Byskov at ville erobre og sætte sig fast i Udenomsværkerne først. Vel er Bomben denne Gang som de gode Apotekerpiller indsukret med nogle søde Venligheder som disse: »Jeg er ikke uvenlig stemt over for Det kgl. Teater, aldeles ikke«, og »Jeg spaar, at Pengene bliver bevilget (Talen er om det ved de særlige Forhold nødvendiggjorte større Statstilskud), saa der ikke sker Teatret noget — .« Men ellers er Kronikens Sprængladning kraftig nok, kraftigere, end man før var vant til fra Byskovs Haand. Idet han hentyder til en Udtalelse af afdøde Undervisningsminister Fr. Borgbjerg ved Fremlæggelsen af Teaterordnings-Forslaget i 1929, som lød saaledes: »Det maa staa alle klart, at gaar dette Forsøg, der nu anstilles, som kan gaa, og som skal gaa, og som ogsaa efter min Mening vil gaa, ikke, vil det være den nærmest liggende Udvej for Regering og Rigsdag at lade Det kgl. Teater gaa over til Privatdrift. Jeg afskrækkes ikke fra den Ud­ vej,« skyder Byskov følgende løs: »Forsøget gik ikke, og de senere »Ord­ ninger« gik heller ikke. Jeg vilde mene, at der nu er gjort Forsøg nok og lavet Ordninger nok. Og navnlig mener jeg, det er vanskeligt i Tider som disse at forlange, at Folket skal ofre et Par af de saa haardt tiltrængte Mil­ lioner paa denne Anstalt. Jeg synes ikke, man kan være det bekendt. Hvad Følgen vilde blive af, at Rigsdagen tog den Beslutning, ved jeg jo ikke. Nogle Følger, ogsaa af beklagelig Art, vilde det faa. Jeg tænker her særlig paa, at Balletten sagtens vilde forsvinde eller i alt Fald vilde faa vanske­ ligere og ringere Levevilkaar. Skuespillet vilde nok klare sig; de udmær-.

10 kede Skuespillere vilde nok komme til at øve deres Kunst videre, maaske endda under heldigere Vilkaar. Operaen kunde Statsradiofonien nogen­ lunde erstatte og tage sig af. Men Balletten ser jeg ikke gunstige Levevil- kaar for. Og jeg beklager dette meget, fordi den staar saa højt. Man er i Virkeligheden, synes jeg, mest sikker paa at faa en Aften rig paa Nydelse, naar man gaar i Det kongelige en Balletaften. Men det er en Flothed af en Stat at holde en Ballet. Jeg tror ikke, at der er mere end to Stater, der har tilladt sig denne Flothed, nemlig Rusland i Czartiden og Danmark indtil nu. Det er ingen Beskæmmelse for os, om vi aabent og ligefrem siger, at vi ikke for Tiden har Raad dertil. Der er saa mange andre Goder, vi med dyb Bedrøvelse og Beklagelse maa give Afkald paa nu, i alt Fald for en Tid. Jeg mener da i Modsætning til mange gode Mænd, at det vilde være det værdigste og smukkeste, om vi nu likviderede Det kgl. Teater. Det vilde give et Indtryk af, at det er fuldt Alvor med Talen om, at der skal spares og indskrænkes, hvor det overhovedet er muligt. Det er muligt her.« Her har vi altsaa den nøje Beskrivelse af Det kgl. Teaters Sprængning og af den Retning, de forskellige Stumper og Stykker deraf turde formo­ des at ville og skulle flyve hen: Skuespillet for sig, Operaen til Radioen og Balletten med sin blaa Vals ud i det Blaa! At Skuespillet nok kunde klare sig selv, har vi ofte hørt, men ingen tør vist garantere derfor. Man har jo før set Skuespilscener med lødigt Reper­ toire og en god Knustnerstab gaa nedenom og hjem. Man maa jo ikke overse, at det kgl. Skuespil for sig blev noget helt andet, end det er i Øjeblikket. Naar det kgl. Kapel blev sprængt bort, Balletten og Koret lige­ saa, forsvandt jo automatisk ikke blot alle de store nationale Forestillinger som »Der var engang«, »Elverhøj«, »Fiskerne« og mange andre, men og­ saa flere af de store Forestillinger af Shakespeare og andre Digtere, i hvilke Virkningen beroede paa den lykkelige Samvirken af Det kgl. Teaters tre Kunstarter. At anvise Operaens Personale (Solister og Kor) og det kgl. Kapel at finde Husly hos Radioen er jo helt hen i Vejret, hvor Radioen ganske vist hører til. Thi Radioen har, som alle ved, efterhaanden faaet sit et eget ypperligt Orkester — hvad skulde den med Kapellet? Og Radioen har jo ogsaa i Forvejen udmærkede Kor-Ensembler. Operaens Solister, af hvilke nogle i Forvejen beskæftiges lidt ved Radioen, vilde paa enkelte Undtagel­ ser nær næppe dér kunne tjene til Livets Ophold, da Radioen oven i Købet .ofte finder baade Tandlæger, Skolelærere, Korsangere og Forretningsmed

11 hjælpere bedre egnede for Mikrofonen og derfor foretrækker disse frem for Operaens Solister. Med andre Ord vilde Operaen og Kapellet i det hele og store være lige saa kummerligt stillede som Balletten, der af Byskov brutalt sættes paa Gaden, fordi det efter hans Mening er en Flothed af en Stat at holde en Ballet. Byskov tager dog fuldstændig fejl i sin Paastand om, at foruden Danmark tillod kun Rusland i Czartiden sig at holde Ballet. Har Byskov aldrig hørt om den franske Ballet paa Pariseroperaen? Ogsaa de store tyske Operascener har bestandig haft faste Ballet-Ensembler. Men foruden at kaste Blikket mod Syd, Øst og Vest, hvor der i mange Landes Hovedstæder »holdes Ballet«, kan vi ogsaa se mod Nord, hvor Byskov og vi andre hurtigt vil opdage, at ogsaa Stockholms kongelige Opera tillader sig den Flothed at have en Ballet. Vor danske Ballet fra Det kgl. Teater har ved sine sukcesombølgede Gæstespil i Tyskland og Paris faaet det fornemste internationale blaa Stempel og lagde ved sin Optræden i KB- Hallen i Fjor Handelens førende Folk fra Alverdens Lande for sine Fød­ der. Balletten har været med til og vil ogsaa i Fremtiden paa smigrende Maade formaa at henlede Verdens Opmærksomhed paa det lille Danmark. Det viser vor Ballets internationale Betydning, som man ikke bør agte ringe, og ogsaa den gør den fortjent til fortsat Statsstøtte. Men desuden har vor Ballet sin store nationale Betydning — ikke blot derved, at den lærer vor Nation at skatte det menneskelige Legemes Skønhed og Smidighed og Bevægelsernes og Dansens Ynde og Gratie, men ogsaa ved sin Fremvisning af vort rige og pragtfulde nationale Bournonville-Balletrepertoire. Trods alt dette, som kan siges af godt om Balletten, og skønt Byskov selv be­ undrer og nyder vor Ballet, ser han paa sin Krigssti saa voldsomt rødt, at han kræver Ballettens Skalp. At bruge den afdøde Undervisningsminister Fr. Borgbjergs Udtalelser om Ordningen i 1929 til Støtte for sin egen Skalpejagt er dog temmelig dri­ stigt af Byskov. For det første skal man som bekendt helst ikke holde en Politiker alt for fast ved hans Udtalelser efter nogle Maaneders Forløb. Saaledes mente ogsaa Fr. Borgbjerg. Tilmed har man jo tit oplevet, at Ministre og Politikere har været særdeles tilfredse med Ordninger og Love, som de selv var med til at forelægge og vedtage, men som de saa alligevel efter kort Tid fandt sig nødt til at tillempe efter nye Tider og Forhold. Ja, men man har endog hørt dem istemme Lov- og Jubel-Sange over en Grundlov, som de saa hurtigt efter gerne saa ændret til det bedre. Og for det andet er det en given Ting, at Borgbjerg ikke kan have ment, at Ord­ ningen kunde, skulde og vilde gaa under Krigsforhold eller lignende unor

12 male Tilstande, som vi har haft dem i det sidste Aarstid og har endnu — og hvem véd hvor længe? Udtalelser af den Art gælder selvfølgelig nor­ male Tider og Forhold. Og derfor kan en saadan umuligt tages til Indtægt for Byskovs Forslag om Likvidering af Det kgl. Teater i dette Øjeblik. Havde Borgbjerg levet endnu og stadig været Undervisningsminister, er det givet, at han aldrig vilde have foreslaaet, at Det kgl. Teater gik over til Privatdrift paa nuværende Tidspunkt. Thi netop nu har Danmark mere end nogen Sinde Brug for et Nationens Teater. Det vilde Borgbjerg, Fol­ kets og Teatrets sande Ven, have følt stærkere end nogen anden. Har Byskov og andre, der som han maatte mene, at man i Tider som disse, hvor der »skal spares og indskrænkes, hvor det overhovedet er muligt,« af samme Grund bør likvidere Nationens Teater, i sin Tid overset eller glemt, hvorledes vor Nabo-Nation mod Syd bar sig ad i de forfær­ delig trange Tider, som fulgte efter den forrige store Verdenskrig og som varede mange Aar derefter? Selv da Nøden var størst, og Indskrænkninger og Spareforanstaltninger næsten knugede vort Nabofolk til Jorden, holdt det fast ved Teatrene og sluttede Kreds om disse, fordi det følte og for­ stod, ikke blot at Menneskeaanden altid trænger til Næring, og at de gode Teatre bestandig adspreder og løfter Menneskenes Sind, men at Teatret netop i Modgangstider ganske særlig ogsaa er i Stand til at højne og styrke en Nation — ikke mindst ved Dyrkelsen af den nationale Kunst, men og­ saa ved at dyrke og vise alt det gode, som er at hente i det internationale Repertoire. Mon det da virkelig af nogen Dansk kunde føles uværdigt eller uklogt, at vor lille Nation paa dette Punkt fulgte i den store Nations Spor?

B yskov nævner i sit Angreb paa Det kgl. Teater for at faa dette over til Privatdrift ogsaa følgende Udtalelse af Fr. Borgbjerg: »Hvor den hellige Ild skal brænde, er det et -Spørgsmaal, om fastpensionsberettigede Embeder er den bedste Jordbund. A f en Gøglertrup og dens Aand udsprang Sha- kespeares udødelige Værker« samt en Udtalelse af den kendte Radikaler Gustav Philipsen om, at »i Virkeligheden er den sande Kunsts Væsen gan

13 ske uforeneligt med Stillingen som Statstjenestemand og kongelig ansat«. Byskov erklærer dog ikke at ville gaa saa vidt, men mener, at Statsdrift ikke er nødvendig for at løse Teatrets sande Opgave. Det er beklageligt, at Fr. Borgbjerg — og for den Sags Skyld ogsaa Gustav Philipsen — har kunnet fremsætte saadanne Udtalelser, der med et mildt Udtryk nærmest maa betegnes som vildledende Godtkøbs-Snak, selv om Borgbjerg dog for­ tjener nogen Tilgivelse, fordi han i Modsætning til Philipsen bruger den maaske nogen Tvivl rummende Spørgsmaals-Form. — Fra en ny, lille Skue­ spiller-Sammenslutning, som tankeløst kæmper for det saakaldte »free lancing«, og fra enkelte Journalisters og Forfatteres Side har vi i de sidste Par Aar hørt Udtalelser, der paa en Maade kommer de foran nævnte nær, og som gaar ud paa, at Teaterkunstens Udøvere helst for at yde det bedste skal være frie Gøglere, som ikke bør fagorganisere sig til Opnaaelse af de største baade materielle og moralske Goder for Standen. Og i dette har Journalister, der saa udmærket selv har forstaaet at organisere sig og der­ ved opnaaet mange store Fordele for deres Stand, vovet at stemme i! Hvad vilde disse Herrer mon sige til, om nogen scenisk Kunstner turde paastaa, at Journalister og Forfattere skrev daarligere, fordi de havde sluttet sig sammen i Journalist- og Forfatter-Organisationer? At Borgbjerg begejstredes over, at Shakespeares udødelige Værker ud­ sprang af en Gøglertrup og dens Aand, kan ingen have noget imod. Men hverken Borgbjerg eller andre kan dog deraf drage den Slutning, at ikke de samme Værker kunde være opstaaet, hvis Gøglerne havde haft bedre Kaar og »fast Ansættelse«, eller at det i Fremtiden skulde være en uom­ gængelig Nødvendighed, at alle Digtere og Gøglere maatte friste Gøgler­ truppens Kaar for at skabe betydelige Værker og god dramatisk Kunst. Mener Hr. Svend Borberg f. Eks., at han vilde skrive bedre dramatiske Værker og Avisartikler, hvis han ikke var fast ansat for en betydelig Gage ved »Berlingske Tidende«, hvorfor lægger han saa ikke en saadan Idealis­ me for Dagen, som han maaske vilde vente af Skuespillerne, at han giver Afkald paa den »faste Ansættelse«? Tror han og andre virkelig — og mente mon Borgbjerg det i sit inderste Indre, at eksempelvis Olaf Poulsen, Fruerne Neiiendam og den nys pokalbegavede Thorkild Roose vilde have spillet bedre Komedie og gjort sig fortjent til større og værdifuldere Poka­ ler, hvis de ikke havde siddet i fastpensionsberettigede Embeder, eller at Bodil lpsen og Poul Reumert, som foreløbig ikke er i pensionsgivende Stil­ linger ved Teatret, vilde spille ringere, hvis de opnaaede saadanne? Og hvem tør vel paastaa, at indenfor Operaen Tenna Kraft vilde have været

14 en større Kunstnerinde, hvis hun ikke havde været pensionsberettiget, og at indenfor Balletten det samme vilde være Tilfældet med de pensions­ berettigede Margot og Harald Lander, Else Højgaard og Børge Ralov? I hvert Fald skal Byskov ikke uimodsagt faa Lov til at bruge Borgbjergs og andres vildledende Udtalelser om dette Emne til Støtte for sit Forslag om Likvidering af Det kgl. Teater. Men for ikke at gøre Byskov Uret skal det siges til hans Ros, at han i sit Angreb er kommet til at sætte Fingeren paa det rette Sted, naar han, atter citerende Fr. Borgbjerg, paapeger, at det er Bourgeoisiet, som efter- haanden har erobret Det kgl. Teater, og at det ikke er Fattigfolk, der fylder det, saaledes som ogsaa Martin Andersen Nexø i sin Tid hæv­ dede, at »det jævne Folk skylder ikke Nationalscenen noget«, og naar han — uden at bebrejde den nuværende Ledelse derfor — paapeger, at Nationalscenen ikke har spillet det nationale Repertoire i det Omfang, den burde, men at den fandt Undskyldninger deri, at det kassemæssigt ikke gik an, fordi Folk ikke vilde se disse Forestillinger. Til det første er at sige, at de forskellige Regeringer og Rigsdagen altid — ogsaa ved den Borgbjergske Ordning — af Sparehensyn har forsømt at bringe Statens Teater i Kontakt med det jævne Publikum. Som Underteg­ nede Gang paa Gang har paapeget i forskellige Kroniker — sidste Gang i Maj Maaned i Aar — , burde Det kgl. Teater forlængst af Staten have væ­ ret bemyndiget til ved Folkeforestillinger og ved en fornuftig Ordning af Entrépriserne at give det jævne Folk og Fattigfolk nem og billig Adgang til ogsaa at komme i det Nationens Teater, som selvfølgelig Bourgeoisiet ogsaa har Ret, men ikke Eneret til at komme i, og som burde være hele Folkets Teater. Maatte de svære Tider, vi lever i, og de lige saa svære, vi sikkert desværre har i Vente, og hvor det gælder at samle alle Befolknin­ gens Lag om de fælles nationale Opgaver og Goder, endelig engang be­ væge Lovgiverne til at slaa Det kgl. Teaters Porte op for det jævne Folk, selvom det koster mange Penge — langt flere end dem, Byskov helst vil have Rigsdagen til at stryge nu, men som han dog spaar, den vil bevilge. Hvad endvidere Spørgsmaalet om det nationale Repertoire angaar, som efterhaanden er skrumpet ind paa Kongens Nytorv, er det rigtigt, at Folk tidligere har svigtet dette. Jeg mindes fra min Operaleder-Tid under D i­ rektør Norrie, hvorledes jeg satte en Ære i at gennemføre, at vi i Norries sidste Sæson indenfor Operaen af et samlet Repertoire paa 23 Operaer havde omtrent en Tredjedel danske Operaer, nemlig »Liden Kirsten«, »Drot og Marsk«, »Maskarade«, »Saul og David«, »Den kongelige Gæst«,

15 »Komedianter« og »Leonora Christina«, af hvilke i hvert Fald de første 4 altid burde findes paa Teatrets løbende Repertoire sammen med Horne- manns »Aladdin«. Men desværre var Tilløbet ikke saa stort til disse dan­ ske Operaer som til de mere populære udenlandske Operaer, og da Teater- Ordningen forbød, at man ud fra Principet »Hellere et fuldt Hus til smaa Priser end et halvtomt Hus til store Priser« gav det jævne Folk Adgang til for en billig Penge at fryde sig over den nationale Musik-Skat, disse Operaer repræsenterer, gik det efterhaanden saaledes, som Byskov paaviser, at det nationale Repertoire, baade indenfor Skuespil, Opera og Ballet svandt ind, fordi — som han skriver — »Teatret ikke har Raad til at spille dem, og Publikum finder, at det meget vel har Raad til at undvære dem«. Men i denne sidste Sætning er Byskov dog ikke helt fulgt med Tiden og har derfor tildels Uret, idet han burde have skrevet: havde Raad til at und­ være dem — og ikke har. For heldigvis er der jo pludselig, saaledes som jeg allerede nævnte det i min Maj-Kronik, siden den 9. April sket det dejlige Omsving i Publikums Indstilling, at det nu ikke mener at have Raad til at undvære at se det nationale Repertoire. Og denne forandrede Ind­ stilling, som Teatret med Fryd konstaterede i den forløbne Sæsons sidste Maancd, har selvsagt omgaaende fremkaldt den tilsvarende Reaktion hos Teatrets Ledelse, saa denne nu har Raad til at spille det og agter at fort­ sætte dermed, saa længe denne Publikums Indstilling varer ved — og det gør den forhaabentlig længe, meget længe. Og derfor har Byskov ogsaa af denne Grund Uret i netop nu at tale om og foreslaa, at Det kgl. Teater skal likvideres. Den danske Stat bør nu mere end nogensinde forstaa de nye Signaler i Tiden — ogsaa paa Teater-Omraadet, og alle Rigsdagens Medlemmer — ogsaa Byskovs mulige Meningsfæller — bør fremfor at likvidere Det kgl. Teater gøre alt for at styrke og højne dettes Position som vort førende nationale Teater ved at bevilge de fornødne Midler til dets fortsatte Be- staaen med alle 3 Kunstarter og samtidig til Inddragning af det jævne Folk som Publikum ved Siden af Bourgeoisiet, ligesom Staten ogsaa burde støtte alle gode Privatteatre i Hovedstad og Provins og de rejsende Sel­ skaber, saa længe alle disse blot holder Kunstens Fane højt og ligesom Det kgl. Teater vil være med til ogsaa at dyrke det gode nationale Reper­ toire og derved hjælpe med til at samle Folket i hele Landet om de Skatte, som Nationen ejer paa dette Omraade, og som den bør slutte Kreds om nu i de svære Tider og fremdeles. Og Bombe-Byskov paa Krigsstien burde ogsaa forstaa de nye Signaler

16 i Tiden og grave Stridsøksen ned og finde ind paa en bedre Vej og spare paa Krudtet til at lægge under Det kgl. Teater. I Slutningen af sin Kronik siger han aabent, at han i Modsætning til mange gode Mænd finder, at det vilde være det værdigste og smukkeste at likvidere Det kgl. Teater. Men idet jeg melder mig som en af disse mange gode Mænd, ønsker jeg at sige det lige saa aabent og tydeligt som Slutning paa min Kronik, at det efter min og manges Mening vilde være det uværdigste og ækleste, der kunde gøres nu, at likvidere Det kgl. Teater og derved sprænge det i Stumper og Stykker til ubodelig Skade for den danske Nation og dens Aandsliv. JOHANNES FØNSS

PET JlOFFHN SBERGSKE pTABL. )

I