DenDanskeSkueplads-II

251

WEYSE.

„kjed af Kunsten, sig selv og det hele Liv“, som han fortæller, hvor han i sine Livsoptegnelser kommer til sin uheldsvangre Kjærlighedsepisode med dens sørgelige Virkninger. Først efter sex døde Aars Forløb vaagnede han atter til Liv (S. 242) og tog paany fat paa Arbeidet, der efter en længere Afbrydelse paa Grund af Bombardementet 1807 omsider fuldførtes i Marts det følgende Aar. Endnu laa der en trang Vei for det op paa Scenen, hvor dets farceagtige Karakter vakte nogen Betænkelighed, men omsider gik den 21. April 1809 „ Sov e d r i kk e n“, Synge- stykke i to Akter, over de Brædder, som hundrede Gange skulde bære dets kaade Lunes, dets følelsesfulde Yndes og frodige Fantasis lette Dans. I vort nationale Syngespilrepertoire er „Sovedrikken“ en ægte Ædelsten, spillende i mange Farver: den mørke Balladetone i Abelones „Det blanke Sværd paa Væggen hang“ , det romantisk stemningsfulde Sværmeri i Charlottes „De klare Bølger rulied“, den smeltende Erotik i Falentins „Skjøn Jomfru, luk dit Vindue op“, Skjelmeriet i Møllerkonens Sang „Ei Manden alene for alle Ting staaer“, det friske Liv i Vandmøllerkoret, det burleske Lune i Safts Kjærlighedserklæring „For Dem mit Hjerte bruser“, Selvsikkerhedens groteske Komik i Brauses trompetskingrende Fanfaronnade „Fra Orient til Occident“. Dette Væld af original Melodieusitet med den sikkre Stilføring baade i det Komiske og det Erotiske, med de gratieust afrundede Enkeltheder og de imponerende Ensemblekombinationer gjorde et betagende Indtryk paa Samtidens Publikum, om det end først var i Aarenes Løb, at Værkets fulde Rigdom aaben- barede sig for en mere udviklet musikalsk Dannelse. Fem Op­ førelser i Saisonens tilbageværende fem Hger vare et dengang anseeligt Udslag af Succes’en, i hvilken Udførelsen, fremfor Alt Frydendahl som B.rause og Knudsen som Saft, havde sin be­ tydelige Del. „Sovedrikken“ hørte til det staaen.de Repertoire, til Frydendahl 1834 afgav sin Rolle. Fire Aar senere overtog Phister den, og Stykket holdtes paa Scenen til 1840, da Ryge afgav Safts Rolle, som han havde overtaget 1822. Han havde indført de improviserede Fortællinger, som det „kjødædende Dyr“ knyttede til sin Monolog, og som i vor Tid Ad. Rosenkilde fortsatte.