DenDanskeSkueplads-II

252

DET KONGELIGE THEATER 1801—25.

1812 opførtes til Fødselsdagsforestillingen „F a r u k “, Syngestykke i tre Akter af Oehlenschlager og Weyse, desværre i en lidet tilfredsstillende Udførelse, der tilslørede Skjønhederne i Kompositionen; og da denne efter Emnets Natur — et øster­ landsk Eventyr — var holdt i et helt anden og maaske noget vanskeligere Stil end Forgjængeren, var det skuffede Publikum lidt reserveret overfor det nye Værk. Den kongelige Fødsels­ dag fire Aar efter bragte et nyt Fællesarbeide af de to Venner: „Lud l ams Hu l e “, Syngestykke i fire Akter. Texten har vundet herostratisk Ry ved Baggesens sønderlemmende Kritik af Handlingen, særligt af Mo’er Ludlams adsplittede Væsen, idet han ud af Replikerne paaviser, at „hendes Sk y g g e tripper op og ned ad Vindeltrappen, hendes Gj e n fær d sidder ved Brønden, hun se l v myrder nede i Hulen, hendes Hove d ligger bundet ned mod Hælene i Tinkisten, hendes mør e Ben ligge bag Gulvet, hendes t r æ t t e Ben under Gulvet, hendes H j e r t e brænder i Skjærsild for sig selv, og hendes Sjæl er et andetsteds i Graven.“ Skjøndt Oehlenschlager ligesom paa Trods kaldte den „en af sine kjæreste Digtninger“, er der Tegn til, at ogsaa Theaterdirektionen betragtede den med en ingenlunde uberettiget Skepsis, thi Stykket var udkommet i Trykken allerede mod Slutningen af 1813, altsaa rimeligvis indleveret tidligere, men maatte vente meget længe paa sin Antagelse. Baggesens vittige Persiflage over „Ludlams Hule“ som Digterværk vilde dog neppe have skadet Textens theatralske Anseelse, hvis dens Handling ellers havde indeholdt taknemlige Arrangementer med musikalske Tilknytningspunkter; men Ulykken var, at ogsaa dens sceniske Virkning var svag og forvirret, ude afStand til at støtte Musiken, saa at Komponisten ikke lagde Skjul paa sin Utilfredshed med denne Text. Hvad den indeholdt af Godt, og hvad der særligt laa for Weyse, var dens Rigdom paa Romancer, og her har hans Geni sat nogle af sine herligste Frugter, idet han med uforlignelig Skjønhed og Sanddruhed har gjenfødt Folkevisen, følt og ladet Andre føle dens naive Udtryk for Vemod og Humor og med en egen Kunst, ædel i al sin Jevnhed, forstaaet at føre denne tro­ værdige Klang af den folkelige Sang som en Grundtone gjennem hele sit Værk. Om Mad. Rosings gribende Fremstilling af Mo’er Ludlam er talt S. 39; den øvrige Udførelse, især Jfr.