DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1801—25.

256

sig for Handlingen, blandt hvis Fortrin han fremhæver „en vis sandselig Kraft“ , som skyldes Forfatterens levende Fantasi, hans „kjække.og djærve Penselstrøg“, ja da han endog maa betegne Sproget — med alle dets Lyder — som billedrigt og Diktionen — trods alle dens Forsyndelser — som malerisk, saa kan man af disse en'hvas Modstanders Koncessioner roligt slutte, at „Køverborgens“ romantiske Emne i Oehlenschlagers exotisk- varme Behandling maa være i Besiddelse af en betydelig scenisk Virkning og som Text meget velkommen for en Komponist. For Kuhlaus musikalske Aand passede dens Stemning tilmed særlig godt. Den romantiske Ridderlighed i Handling og Ord gav han det fuldkomneste Udtryk, over den varme, sydlige Tone raadede hans Musik i rigeste Maal, og den dramatiske Kraft, der var Kuhlaus Særkjende som Komponist, fandt Stof nok at virke med i de mangeartede bevægede Optrin. Skjøndt „Røv e r bo r ge n “ kom frem lige mod Slutningen af en Saison, den 26. Mai 1814, altsaa paa det for en saa indholdsrig Nyhed allerugunstigste Tidspunkt, gjorde den dog strax afgjort Lykke og gik tre Aftener i Træk med stadigt voxende Bifald, der begyndte allerede efter Ouverturen og især samlede sig om Duetten mellem Aimar og Camillo i første, Kvintetten og Finalen i anden og Camillos „Jeg gjerne døer, skjøndt uden Mod“, i tredie Akt. Adskilligt maatte vel forekomme fremmed i sin Afvigelse fra det sædvanlige Syngestykkes spinkle musikalske Konstruktion, saaledes den selvstændige Rolle, Orkestret spillede, saavelsom den rigere Harmonisering, og konservative Kunstnere som Kunzen og Schall forargedes over disse moderne Paafund; men Publikum fandt sig. mere og mere tilrette med det Nye i Kuhlaus Musik, og en tildels udmærket Udførelse af Zinck (Aimar), Jfr. Holm (Adelaide), Haack (Malcolm), Mad. Spindler (Birgitte S. 75—76) og Kruse (Camillo) gjorde „Røverborgen“ til et altid beundret Yndlingsstykke, hvorom dets henved hundrede Opførelser nok­ som vidne. Om de Gjenvordigheder, der fældede „ T r y l l e h a r p e n “, er fortalt S. 27—31. „El i sa eller Ve n s k a b og K j æ r l i g h e d “, lyrisk Drama i tre Akter af C. J. Boye, havde 1820 den ublide Skjæbne at forsvinde af Repertoiret allerede efter den fjerde Forestilling. Texten var vel poetisk, men aldeles ikke theatralsk

Made with