DenDanskeSkueplads-II

255

RØVERBORGEN.

Samvittighedsnag og Kamp med moralske Følelser, at de tvert- imod lege med Mord og Drab som Drenge med deres Kjephest“. Saaledes lyder Oehlenschlågers Opfattelse af hans Text, hvis Emne var taget af en tydsk Ridderroman „Adelaide og Aimar“, som han havde oversat i sin Ungdom. Baggesens Dom var, som bekjendt, holdt i en anden Toneart. Han revser den „grænseløse Skjødesløshed“, der raader i Stykkets Tidsinddeling, idet „endel af første Handling spiller Dagen efter endel af den anden og de sidste Scener af samme førend den allerførste;“ om „den hellige Røverknægt“ Camillo siger han, at „han hører til Familien af disse splinternye oehlenschlagerske moralske Mulatter, hvorom man kunde fristes til at sige med Jesper: Man skulde tænke, en Løve havde været Herrens Fa’er og et Faar Herrens Mo’er“. Stykket forekommer ham at indeholde „en næsten utrolig fuldstændig Prøveliste paa alle de Feil, Digteren for Skuepladsen, for Sangen, for Deklamationen og selv for den blotte Læsning bør undfly. Det er, som om For­ fatteren deri havde villet levere et Mester-Fuskeri ved Overtrædelse af alle hidtil antagne Kunstens Regler. Saaledes er det f. Ex. paafaldende, at han ikke har ladet det blive ved at blande bundne og ubundne Vers iflæng med hinanden, som i nogle af hans andre Stykker, men, ligesom for at indføre een Synd mod de store Bud i Digterlov.en mer, lagt sine elskovsfulde Damer i sværmeriske Scener de haardeste Jamber og sine vilde Røvere derimod i de græsseligste Optrin de blødeste rimede Vers i Munden. Der fattedes virkelig blot, at Arierne skulde være aldeles i Prosa, ligesom Mordfortællingerne ere i Rim, for fuld­ kommen at bagvende den Lov, der hidtil har gjældt for An­ bringelsen af Diktionens Dur og Moll i dramatisk Poesi. Næsten heltigjennem bliver sjunget, hvad der egentlig blot burde tales, og talet, hvad der bedre lod sig synge“. Med disse Udsættelser skyder Baggesen unegtelig over Maalet, thi hvad der end kan indvendes mod „Røverborgen“, ‘saa er dens Text vel indrettet i musikalsk Henseende, baade hvad de hurtigt skiftende, indbyrdes høist forskjellige Situationer, hvad Sangnumrenes Fordeling og hvad deres rythmiske Behandling angaaer. Da nu Baggesen selv maa indrømme, at „Røverborgen“ ialfald ikke er et Fuskeri af den almindelige Art, at man „næsten imod sin Villie“ interesserer