DenDanskeSkueplads-II

260

DET KONGELIGE THEATER 1801—25.

Samme Aar som „Macbeth“ opførtes, 1816, døde den alderstegne Mester. I Marts havde hans Elever feiret hans treogfirsindstyveaarige Fødselsdag ved en Fest paa Hoftheatret og ved den Ledighed uden hans Vidende ladet hans Portrait male, det I. S. 571 gjengivne Billede afVirtel, der ligner ganske udmærket, skjøndt Galeotti ikke har siddet for Maleren. Med italiensk Overtro holdt han nemlig fast ved den Fordom, at man fremskyndede sin Død ved at lade sig afbilde, og han blev saa forstemt over sit Kontrafei, at hverken Festjubelen eller Professortitlen, som han modtog samme Dag, kunde faae Bugt med hans bange Anelser. Nogle Maaneder efter blev han syg og døde kort før Jul. Der var Ingen til at tage Gjerningen op efter ham, hverken som Komponist eller Balletleder. An t o i n e B our n on- vi l l e (1760—1843. I. S. 578) blev vel udnævnt til Dansedirekteur og uddannede flere dygtige unge Solister, men at han skulde kunne fortsætte Galeottis koreografiske Traditioner, ventede man ikke af ham. Han var en ypperlig Danser, skjøndt allerede tilaars, og en Mimiker af første Hang, men Fantasi og Arrangementsevne til mere sammensatte Kompositioner fattedes ham, kun til Divertissementet strakte hans Opfindsomhed sig, og de ældre Sager havde han ikke Talent nok til at indpuste friskt Liv, især da ogsaa de vigtigste Bollehavende nu vare ret bedagede Folk. Balletten sygnede hen, og da der 1823 foretoges en gjennem- gribende Deduktion af dens Personale, kom ogsaa Bournonville paa Pensionslisten og tilbragte sine sidste Aar paa Fredensborg Slot, hvor Kongen havde anvist ham en hyggelig Fribolig. Han blev gammel nok til at opleve sin Søns Triumfer, og efter Opførelsen af „Napoli“ forærede han ham en Diamantring, som han selv havde modtaget af Gustav den Tredie. P i e r r e L a u r e n t (1759—1831. I. S. 578) vendte ved Aarhundredets Begyndelse hjem fra sit lange Ophold i Frankrig og forsøgte at konkurrere med Galeotti som Balletkomponist. „Do s e n t ræe t eller Hymen s og Amor s F o r l i g “ , en lille Enakts-Idyl, gjorde ogsaa ved sin første Opførelse saamegen Lykke, at den skinsyge Italiener faldt i Besvimelse, da man fortalte ham derom. Han tog kort efter glimrende Devanche