DenDanskeSkueplads-II

294

DET KONGELIGE THEATEK 1825—49.

Theatret, deriblandt en Ugle, som kunde slaa med Y ingerne og rulle med Øinene, og hvis E ffek t i „Jæ ge rb ruden “ han var meget stolt af. A t han var begyndt at skrante, mærkedes ikke under hans Optræden paa Scenen, og han fordrede endnu den samme strenge Korrekthed og Præcision a f sig selv som før. Da han den 28. Mai 1842 spillede Robinson i „Den bogstavelige Ud ­ tydn ing“ (I. S. 583), kunde Ingen ane, at man her for sidste Gang hørte hans herlige Stemme og beundrede hans livfulde Udførelse a f en Lystsp ilfigur. Lindgreens Død nogle Uger efter gjorde et stærkt Ind tryk paa ham; skjøndt de jevn lig t havde tørnet sammen og Lindgreen ofte paa sin tørre Maade havde railleret over R y g e s Stormandsvæsen, var det dog denne en pinlig Tanke, at „den Sidste a f de Gamle“ nu var gaaet bort. Uventet hurtigt fulgte R y g e ham e fte r : uden foregaaende Syge- leie døde han elleve D age senere, den 29. Ju n i 1842. Hans Minde feirede Theatret i Begyndelsen a f den følgende Saison ved en P rolog foran Tragedien „Tordenskjold“ . Men da Nielsen flere Aar efter overtog Hakon Ja r l, kaldte Anna Nielsen i en fortrolig Y ttrin g hans Udførelse „en Sørgefest for R y g e 14 og gav derved en yngre Slægt Maalestokken ihænde for den i vor Theaterhistorie enestaaende Tragikers Storhed. F o r Syngestykket vedblev C e t t i (S. 13 0 —3 1) endnu en T idlang at have den største Betydn ing; hans herlige Stemme udøvede ligesom en Trolddom over Publikum, og naar han i en klædelig Ro lle kunde lægge sin naturlige L ivlighed for Dagen, blev han dobbelt uimodstaaelig. Saadanne Præstationer vare Don Ju an , Telasko i Spontinis „Fernando Cortez“ , Roge r i Aubers „Murmesteren“ , Bertram i Meyerbeers „Robert a f Nor­ mandiet“ , Girot i Hérolds „K lerk evæ nget“ og fremfor A lt F a iin e lli i det bekjendte Syngestykke a f samme Navn. Det g ik første Gang over Scenen 1837, og aldrig havde Cetti naaet et saadant Høidepunkt som i denne indsmigrende Rolle, hvor han fandt det gratieuseste Udtryk for den vandrende Sangers glade Sorgløshed, hans lette Sind i Modgangen, hans uforstyrrelige Sjæ lsligevægt i Medgangen, hans muntre Færden med den skj elmske Preciosa, hans ridderlige Troskab overfor Dronningen og hans Hengivenhed for den ulykkelige Konge. Ild og Ømhed,