DenDanskeSkueplads-II

25

»STILLE PAA PARTERRET!«

havde Damer Adgang til det „andet Parket“, som indrettedes 1822, paa samme Tid som hele Parterret forsynedes med Bænke, hvorved „Staaparterret“ forsvandt af Navn, om end ikke helt af Gavn. Numererede Pladser var der dengang endnu ikke Tale om; man samledes foran Indgangen til Theatret, som aabnedes en Time før Forestillingens Begyndelse, og banede sig saa med Albuerne Vei til en af de gode Pladser, uddelende og mod­ tagende Knubs og Stød i Trængselen. En saadan Introduktion kunde ikke let forenes med det „ Favete hngvisV1 som et Theaters Værdighed for en Del bør paa­ byde. Der blev da eiheller sparet paa Tungerne. Høirøstede Samtaler, Gjenkjendelsesraab fra den eneSide af Tilskuerrummet til den anden og tydelige Skjænderier om Betten til en Plads udfyldte Ventetiden, og faldt denne eller en Mellemakt for lang, manede en taktfast Trampen de Nølende om at tage fat. Under Spillet hørte tydelige Tilraab af opmuntrende eller dadlende Art ikke til Sjeldenhederne. Som oftest udgik de fra Parterret, skjøndt dette ikke længer, som i ældre Tider, var et kyndigt Smags-Areopag, men for en stor Del besat af lidet indsigts­ fulde, men desto süffisantere dømmende Stamgjæster, som havde deres aabent vedgaaede S 3 »mpathier eller Antipathier overfor de Spillende, sædvanligst bestemte af det personlige Forholds Art. Som oftest havde denne profane, men theaterivrige Hob en Fører, hvis Vink de fulgte for de store Afgjørelsers Vedkom­ mende, medens der indrømmedes den et vist Baaderum for de mere individuelle Stemningsudbrud. Til disse Høvdingers Gunst kunde baade Forfattere og Skuespillere nedlade sig til at beile, idet de saae bort fra den fuldstændige Mangel paa Kompetence og kun tog Haandslagets Kraft og Taktfasthed i Betragtning. En saadan Matador fra Begyndelsen af Perioden var Bødker­ mester Knub, forøvrigt en skikkelig og medgjørlig Mand, som hellere gav Signal til Bifald end til Mishag. Hans Førerplads usurperedes i Tidens Løb af en anden ivrig Theatergjænger, den høje, bredskuldrede Slagter Henriksen, hvis Stemme var som Stentors og hvis Hænder havde et Omfang, som gjorde deres altfor store Nærhed ved Andenmands Ansigt under en Smags­ tvist høist ubehagelig. Faren for en mere eller mindre ublid Berøring var saameget større, som den slette Belysning i Thea-

Made with