DenDanskeSkueplads-II

ROSENKILDE.

301

sig et ligesaa levende som nimodstaaelig komiskt Billede, der lige til hans Dødsdag vedblev at være en a f Rollebesætningens stærkest dragende Faktorer. 1835 overtog han Paris i „U lysses von Ith a c ia “ og skabte ved den absolute Modsætning mellem sit Y d re og F igu ren s Opgave i den heroiske Handling en fantasi­ fuld Bu rleske i fuld Overensstemmelse med Stykkets parodiske Tendens, en K ilde til ustandselig Munterhed paa Tilskuerpladsen, især i G jengivelsen a f det erotiske Begjær efter den skjønne H elene, som endnu dengang udførtes a f en Mandsperson. Erasmus Montanus, som Rosenkilde havde spillet i henved en Snes Aar, ombyttede han 1842, da Mantzius skulde debutere i denne Rolle, med Peer Degn, som var bleven ledig ved R yges Død. Forsk jellen mellem dennes og hans Efterfølgers Gjen- givelse betingedes allerede a f deres fysiske Midler; det animalsk Frodige, det bredt Stupide og urokkeligt Selvtilfredse i R yges sjællandske Degn var det umuligt for Rosenkilde at forlige med sin Personlighed; han gik derfor en anden Vei, betonede det Insinuante og Bondefiffige hos P ee r, hans Næringsvid, hans hemmelige Nag til og F ry g t for den hjemvendte Student, og idet han gav disse Karaktertræk et vist nerveust Udtryk, frem­ bragte han en ganske anden Totalitet end Ryges, neppe mindre sand, i alfald ikke mindre morsom og nok saa rig paa malende Enkeltheder. Endnu i samme Saison — den 4. April 1843 kom Rosenkilde til at spille den holbergske Rolle, som bedst a f alle laa for hans Naturel, og som han udarbeidede med den dybeste Sands for dens psykologiske Indhold: Vielgeschrey i „Den Stundesløse“ . Selv i det snevreste Udvalg a f dansk Skuespil­ kunsts Mesterydelser paa den komiske Karaktertegnings Omiaade Daaa C. N. Rosenkildes V ielgeschrey medtages. F ra hans første Indtræden i Spidsen for Skriverkarlenes Gaasegang til hans Desperation, da det løber helt rundt for ham og han svingel Stolen i sin Haand med det sindsforvirrede Udraab „ Je g er A lexander Magnus!“ var det Hele een sammenhængende Ud­ vik ling a f en abnorm Sjælstilstand, der med sikker Kunst holdtes fast under den komiske. Belysn ing selv i de Øieblikke, da man, glemmende de futile Aarsager til den hele Vaande, kunde fristes til at have Medlidenhed med den istedenfor at le den ud. Hvad der ikke. mindst bidrog til, at Billedets lattervækkende K ra ft