DenDanskeSkueplads-II

302

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

ikk e svækkedes, var Konsekvensen, i Rosenkildes Fremhævelse af, at Accenten ligger paa Figu ren s Stundesløshed, ikke paa dens D istraktion og adspredte Væsen. V ielgesch rey er først og fremmest en Mand, der skaber sig sine G jenvordigheder selv, fordi han indbilder sig at være saa overbebyrdet med F o r ­ retninger, at han ikke faaer Stunder til nogen Ting, eller fordi han ikke forstaaer at skjelne mellem Væsenligt og Uvæsenligt og derfor til sin Forbauselse hvert Øieblik seer det sindrige System briste, som skulde ruste ham til at faae det Meget ud­ rettet. Denne M isforstaaelse afføder naturligvis Konfusion og Distraktion, men Distraktionen er netop ogsaa kun det Affødte, ikke det Oprindelige, altsaa ikke en medfødt Defekt, der kunde fremkalde Y n k og saaledes gjøre det komiske Ind tryk uklart. Noget Lignende gjæ lder om Corfitz i „Barselstuen “ , som Rosen ­ kilde i den følgende Saison arvede efter R yg e . Ogsaa Corfitz er en Selvp lager, som kjæmper mod Skygger, mod en M istænk­ somhed, der drager Næring a f de futileste Fo rho ld og voxer sig stærk af de mest intetsigende Omstændigheder, ligesom V ielge- sclireys Stundesløshed. Den er derfor hjemfalden til Latteren , og Medlidenheden maa kun have en ganske lille F lig a f Karak teren at holde sig ved. Rosenkilde var ikke fri for at indrømme den formeget; hans Corfitz var en mageløs komisk F igu r, men med et P ræg a f Søllethed, som gav Rum for den Mistanke, at hans F ry g t for Hornene maaske kunde være begrundet, hvilket sætter den hele lystige Handling i et urigtigt L y s. Sine første Jeron imus-Roller — i „Je a n de F ran c e “ og i „Ju lestu en “ — udførte Rosenkilde 1842. I Slutningen a f Fyrrerne indlemmedes endnu tre i hans Repertoire, nemlig Jeronimusserne i „Ab racad ab ra“ , „Maskeraden“ og „Pern illes korte Frøkenstand 1L Særligt den sidste var en a f hans uforglemmeligste Fremstillinger, den levendegjorte Egoisme og Nederdrægtighed, hvis Ord flød fra Læben med sirupsødt Hykleri, medens Øinene vendte sig i Hovedet med skinhellig Andægtighed og kun nu og da, ligesom i ubevogtede Sekunder, fik det staalkolde Ud tryk, der røbede H jertets Forhærdelse. Men man maatte le a f den gamle S lyngels pudsige Miner og lystne Lader, og Latteren fulgte ham høilydt tildørs, da han tridsede a f med sin Pern ille som med den vel-