DenDanskeSkueplads-II

305

lidsfulde Trohjertighed, Oldingens barnlige Sjælsrenhed, faaet et sandere og stilfærdigere Udtryk paa nogen Scene. „Det er utroligt“ , hedder det om Udførelsen a f denne Rolle mere end tyve A a r senere, „med hvor ringe et ydre Apparat Rosenkilde frembringer den mægtige V irkning som det gamle Barn, der ved sin enfoldige Hjertelighed udretter mere end alle de Forstand ige; den lille Scene, hvor Præsten paa sin m ilde, indtrængende Maade, uden noget Spor a f Pathos i Stemme eller Miner, foreholder de Sammensvorne deres Skyld, er noget a f det Skjønneste, man har seet paa et Theater, langt ophøiet over alle tragiske Monologer, fordi det er sandt og derfor saa uimodstaaeligt. Og dette er ikke noget Enestaaende; overalt: i det fattige Hjem, midt under Travlheden hos den fortræffelige Politiembedsmand, under Spændingen i det af- gj ørende Moment, er Karakteren den samme; Hjælpeløsheden, Mildheden, K jærligheden fornegter sig ikke noget Øieblik.“ Rosenkilde var en Mand med en vaagen Intelligens og en rastløst arbeidende Fantasi, altid sysselsat med at omforme og videre udvikle, hvad han havde tænkt eller læst, snart kun for Sk jem t, snart med den alvorligste Hensigt for Øie. Idet han saaledes stadigt var agtpaiagivende overfor sit indre L iv og saa at sige uafbrudt beskjæftiget med at bygge videre paa sin egen Personlighed, b lev hans Subjektivitet mere og mere frem­ trædende i hans Kunst, hvor allerede hans stærkt markerede Y d re gjorde ham let kjendelig under enhver Forklædning. Ingen a f vore Kunstnere har lagt saameget a f sit E g e t ind i sine Roller og saalidet taget de ydre Hjælpemidler i sin Tjeneste. Han nøiedes med en meget let Maskering, for ikke at tilsløre sit Ansigts livlige Minespil, og hans kloge Øje besad en Vel­ talenhed, der tolkede Rollens Indhold ikke mindre tydeligt end dens Ord; „hvorsomhelst han fæstede sit klare, bestemte B lik ,“ har en Kunstfæ lle sagt om ham, „var det enten en Indledning eller Slutning paa hans egen Replik eller en Kommentar til, hvad hans Medspillende havde at foredrage.“ Det var i Ud­ seende, Gang og Lader mere eller mindre den samme Personlighed, man saae i de forskjellige Roller, Rosenkilde udførte, men en Personlighed, hvis rige Lune og yppige Fantasi paa det Nøieste og mest Troværdige vidste at træffe Udtrykket for de Sinds-