DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

306

tilstande, den sknlde ud trykke: Jeron imus’ Skinhellighed og Trops Begeistring, V ielgeschreys Selvtilfredshed under D ikteringen a f B re ve t ikke mindre end hans trippende Bekym ring for den lille sorte Høne eller hans afmægtige quos égo paa Forvirringens Høidepunkt. Med det ly risk Stemningsfulde i Rosenkildes Temperament stod det i Forbindelse, at man kunde have et forskj elligt Udbytte a f hans Sp il i en og samme Rolle, alt efter den Grad a f Oplagthed, som han den enkelte A ften raadede over, ligesom ogsaa at han maatte gjøre en Ro lles R ep like r „mundrette“ for sig, inden han ret kunde føle sig hjemme i den, hvorfor han ogsaa fornam det som en Tvang, naar et S tykkes metriske Form holdt R ep lik sk iftet indenfor rythm iske Grænser; Robert i „Amors Gen istreger“ sendte han tilbage, „fordi der udfordres en Korrekthed til denne Rolle, som han ikke er vant til.“ Hermed staaer det i Forbindelse, at Improvisationen havde et ikke ringe Raaderum i hans Fremstilling. I enkelte hyppigt spillede R o ller afleirede der sig i Aarenes Løb L a g paa L a g a f slige selvopfundne Lazzi, saa at D igteren kunde have ondt nok ved at kjende sit E g e t bag T ilføielserne; dette var saaledes Tilfældet med Trop, der efterhaanden mere b lev Rosenkildes end Heibergs Aandsfoster og i denne sin udvidede Skikkelse g ik saaledes ind i den almindelige Bevidsthed, at det vilde være b levet en Skuffelse, paa eengang at se Figu ren ført tilbage til dens oprindelige Lin ier. „A lt det, som for en ny Tilskuer kunde tage sig ud som Overdrivelse, som Unaturligt, som Farceag tigt, sætte v i P ris paa, ligesom man elsker et brøstfældigt og gammeldags Hus, hvor man har henle vet lykkelige T im er,“ sk rev „D agb ladet“ i Anledning a f Rosenkildes halvfjerdsinds­ tyvende Fødselsdag. „Det er muligt, at den Trop, som i Ons­ dags viste sig for 13 2 . Gang, ikke er en virkelig Person, og at han ikke er den Trop, som Forfatteren har tænkt paa, men han er ganske vist den Trop, som v i A lle ville se, ham og ingen anden. Y i kunne slet ikke tænke os ham anderledes. Han s k a l se saa forskrækkelig ud, drive sin Graadighed til den alleryderste Yderlighed, se ud blandt Publikum , som om D yrehavs­ bakken laa ad den K an t, og hilse til Galleriet, som om en Bek jend t a f ham gik forbi Teltet, skrive paa sin Hattepul, til- føie en R ep lik om Dyrtidstillægget og gaa omkring med sin