StormenPaaKøbenhavn_1659_II

104

Vi hørte mange Gloser ny

Til rechts, til links at svinge,

Og hvad det havde at bety’e

Med højr’ og vensti’e Vinge, Nu tvers, nu langs, nu krum, nu ret Og andre slige Lader Nu gik vi langt fra, dernæst tæt, Doublered’ vore R a d e r .----- De paa mig lagd’ en lang Musket, Som vel til Maals kund’ drage; Men til Fru Mutters en Piquet Skuld’ bedre, tænkt jeg, smage. En Bandelerer jeg og bar Med Lunte, T ask’ og Bytter1). En Ulveklinge skarp og skjøn Hængd’ og til gode Rede, Den skulde være deres Løn, Som mig for nær vild’ træde, Men dette var kun idel Skjæmt Mod det, som efter følger; Endnu jeg har det ikke glemt, Jeg det ej heller dølger. Man trækked ned os til den Vold Med Piber, T rom ’ og Fane; Ved Kongens Have stod en Stald, Did monne man os mane. Der os befalet blev en Post Mod Fjenden at forsvare, Den skulde vi i Tø og Frost Med vaagent Øje vare. Men her var ikke Brystværn sat, Ej heller Stormepæle, Hvor bag vi kunde Dag og Nat For Fjendens Skud os fjæle. Her mangled Kurve fyldt med Sand, Her mangled Palisader, Dem satte jeg med egen Haand Og mine Kammerader. Jeg var ej vant til Arbejd svar Dog lod mig ej fortryde At tage fat en Trillebar, Med den til Maals at skyde, (osv.)

D a B e le jr in g e n v a r b e g y n d t u n d e r d en a k a d em is k e S o m m e r fe r ie , m e d e n s m a n g e S tu d e n te r h a v d e fo rla d t B y e n , k o m d e r til a t h v ile

’) Hermed betegnes vistnok de Hylstre af Træ, hvert indeholdende en Ladning Krudt, der anbragtes hængende paa Bandeleret.