StormenPaaKøbenhavn_1659_II

34 Genskin op ad Slottets gamle Mure, lysende mod Nørreport med dens underlige Taarn og det røde Rosenborg, medens Fruekirkes høje Spir dunkelt stod mod Nattehimlen. Da Fjenden var opdaget og traf Byen beredt, opgaves atter An­ grebet. Men for de Belejrede var Julenadveren forspildt. Dog, Klok­ ken var endnu ikke tolv, der var jo Tid til at holde den endnu. Een Indskydelse, een fælles Tanke greb imidlertid Alle: Nu burde den holdes i Fællesskab paa Volden. I Hast slæbte Kvinder og Børn, som jo ellers var udelukkede fra Fæstningsværkerne, Mad og 01 fra de afbrudte Maaltider i Byen op paa Volden. Nede i Voldhyt­ terne tændtes Ild under Gryder, og snart raktes varm Grød, dejlig, dampende Julegrød, rundt, og Ølskaalene gik mellem dette brogede Selskab, hvor Alle var lige. Luften genlød af glade Stemmer, Mænds, Kvinders og Børns, og Fornøjeligheden varede ved i den kolde Vinternat, indtil Julelysene lidt efter lidt sluktes, idet Bav- nerne paa Volden en for en brændte ud. Saa ejendommelig stor­ laden en Julefest er aldrig hverken før eller siden bleven fejret i København. Befolkningen kunde vel trænge til slig en kort, glad Stund. Thi uformærkt var man nu gleden ind i den værste Del af Belejringen, hvor Afgørelse hvert Øjeblik kunde ventes. I disse mørke Nætter, hvor det frøs, saa at hver Vaage, hugget om Aftenen, var tillagt til Morgen, og den faste Is laa alentyk, rede til at bære baade Kanoner og Bytteri; i disse Nætter med Blæst og Snefog, hvor selv kendte Mænd kunde gaa fejl og knap se en Alen for sig, medens der maatte spares paa Bavner og Mad, kun ikke paa Arbejde for de sultne, forkomne, forvaagede Folk; i disse Nætter stilledes der næsten overmenneskelige Fordringer til de Belejredes Pligtfølelse. Naar Eftertiden tænker paa hine Dage, saa træder altid Stormnatten mel­ lem den 10de og Ilte Februar 1659 i Forgrunden, hin stolte Nat, hvor de Belejrede høstede Sejrens Løn, og selv den mest Forfrosne glemte Kulde og Sult over Øjeblikkets Betydning. Men den Nat var, trods al dens Savn og Møje, Børneleg mod de to Maaneder, der gik forud med deres opslidende, tilsyneladende blot unyttige Anstren­ gelser. Thi uafbrudt, saa godt som hver Nat allarmeredes der til Kamp, snart hist, snart her, bestandig Skuffelser, blotte Drillerier, men af den Art, der, hvis de ikke var blevet modtagne med aar- vaagen Kraft, kunde være endte hver især som den forfærdeligste Alvor. Det lyder saa nemt, at Kongen fdi at vide, naar og hvor Hovedstormen skulde gaa for sig. Aa ja ! Men forud, lige fra Jul til