StormenPaaKøbenhavn_1659_II

FREDERIK III OG SOFIE AMALIE. AF B e r i n g L i i s b e r g .

D e n første oldenborgske Konges Herredømme over Sverige blev — hvor usikkert og omstridt det end var — skæbnesvangert for hans Slægt. I lange Tider formaaede Kongerne i Danmark ikke at glemme Slægtens stolte Minde, at den engang havde udstrakt sit Spir over alle Nordens Lande. Hvis dette Minde nogen Sinde var blegnet i Kongeslægten, maatte det blive opfrisket ved de svenske Vaabens Sejre i Tyskland under Gustaf Adolf og hans Mænd. Og opfrisket paa en smertelig Maade. Ti det hidtil underlegne Sverige gik nu langt frem foran Danmark i Anseelse og Magt. Om Svenskerigets Magt fik man i Danmark klar og tydelig Besked ved Torstensonsfejden 1643—1644. Den aaben- barede sig som Overmagt og berøvede Danmark de gamle danske Besiddelser i Østersøen Øsel og Gotland, de rige Landskaber Herje- dalen og Jemteland. Dertil maatte Danmark give Sverige uindskræn­ ket Toldfrihed i Sundet og stille Halland til Pant derfor i tredive Aar. Landetabene føltes nærmest af Kongen og Begeringen. Men de svenske Troppers Hærgninger og Plyndringer i Jylland føltes af Be­ folkningen og vakte et hidtil ukendt Had hos det Danske Folk mod Svenskerne. Den gamle Christian IV udtrykte ved sin første Sønne­ søns, den senere Christian Y.s Daab, paa Flensborghus, baade sit Folks og sin Slægts Følelser, da han, som selv bar Barnet, udbrød i de Ord: »Gid Du engang maa trykke Svensken, som Du i Dag har trykket mine gamle Arme!«