StormenPaaKøbenhavn_1659_II

51 det Danske Folk, dets Opfattelser, Sæd og Skik. Og de saa med en Følelse af Frygt, at han ved sin Side havde en tysk Fyrstedatter, i hvem han var stærkt og lidenskabeligt forelsket, og som paa alle Maader drev ham frem mod det Maal, han selv ifølge sit Naturel, sin Slægtsfølelse og sin Udvikling higede imod: Hævn over sine Fjender i Riget som uden for Riget og Tilbageerobring af det tabte. Midlet til at naa dette Maal var Magten. Kroningen gav Kongen Magt, om end den ved Haandfæstningens Bestemmelser kun var ringe og begrænset. Men Vejen til en større Magt aabnedes kun ved Kroningen. Derfor lod Frederik III sætte Tandem! Endelig! — paa sin Kroningsmedaille, — et Maal var naaet, men ikke det sidste. For det danske Folk i Almindelighed var Frederik III endnu saa godt som en Fremmed, da han i 1657 erklærede Sverige Krig, ivrigt tilskyndet af Dronningen, uden Forberedelse, uden Vaabenfæller og kun støttet til det, som det snart skulde vise sig, svigefulde Haab, at Karl Gustaf med sin Hær var saa stærkt optaget af Kampen i Polen, at han ikke kunde rive sig løs derfra. Folket vidste ikke stort andet om ham, end at han var en Modstander af Adelen, og det var nok til at skaffe ham dets Tilslutning. Selv i Tanken om en Krig med Sverige vandt han Folkets Samstemning, det haabede og ventede i den at faa Hævn for de i 1643—44 paaførte Lidelser og Ulykker. Og Menigmand kunde vel have Lov til at gaa nd fra den Forudsætning, at erklærede Kongen og Raadet Krig, maatte de vel være forberedte paa Krig og være enige om, hvordan den skulde føres. Blandt Københavnerne var Frederik III og Sofie Amalie der­ imod godt bekendte. København var dengang en lille By, tæt sam­ let om Slottet som Midtpunkt, og hvad der skete her og taltes om her var ikke mindre Genstand for Samtale og Hvisken og Tisken, end hvad der hændte i selve Byen. Eller rettere sagt, hvad man tænkte og talte om inde paa Slottet var kun en Genklang af hvad der skete ude i Byen: Ulfeldts Drillerier mod Dronningen ved at lade Æreporten tage ned Natten før hendes Kroning, hans Svoger Grev Valdemar Christians Kongelyster og »Bravader« mod Konge­ familien, der endog gik saa vidt, at han knaldede sine Pistoler af mod Slottets Vinduer og endelig hele den indviklede og mystiske Dina Winhofers Sag. Københavnerne havde rig Lejlighed til at følge Striden mellem Ulfeldterne og Kongehuset og var ikke i Tvivl om, til hvilken Side de skulde helde. Ti der var rigtignok Forskel