StormenPaaKøbenhavn_1659_II

52

paa den hovmodige og storagtige Adelsmand med hans stolte og fornemme Frøken, der aldrig nedlod sig til at leile med Folk for at vinde Folkegunst, og det milde og venlige Kongepar; Dronningen især var da saa nedladende og saa naadig; der var ikke Tale om, at hun var for stolt til at snakke med Borgerkoner, naar de kom op paa Slottet for at se sig om og spørge nyt. Skulde man have noget at indvende mod Majestæterne, maatte det blive det, at Kongen var saa tavs og saa forelsket i Dronningen, at han mulig lod hende, som var ødsel og forlystelsessyg, raade for meget. Frederik III og Sofie Amalie fik en bedre Adkomst til Folkets Hengivenhed end den at være det paa Grundlag af monarkisk Selv­ følelse nedladende Kongepar og dets Forbundsfælle mod Landets gamle Adel. Det skete den Dag, da Kongeparrets dynastiske Inter­ esser smeltede sammen med Landets og Folkets, da den overlegne Fjende drog frem mod Byen, og Enkelte raadede Kongen til at flygte med sin Familie til Norge og Halland, og da han svarede: Nej — jeg vil dø i min Bede. Denne Udtalelse fra hin Søndag 8. August er kommet til os gennem saa mange Optegnelser, at der næppe kan være Tvivl om dens Paalidelighed. Den opfattss almindelig som et Citat fra Hiohs Bog XIX Kap. 18 Vers, og selv om Vitus Bering har en mere ud­ pyntet Beretning, ifølge hvilken Kongen skal have sagt, at lige som de ædle Fugle forsvarede deres Beder, naar Røvere anfaldt dem, saa- ledes vilde han kæmpe og — om saa skulde være — dø for sin, maa Udtrykket dog vist opfattes som et bibelsk Citat. Frederik III har været for lidt knyttet til Københavns Slot og til Danmarks Hovedstad til af sin egen Følelse at betegne Slottet eller Byen som sin Rede. Men saaledes har Københavns Borgere opfattet det. For dem, der i mange Aar havde længtes efter en Fører, der nu — med Fjen­ den for Portene — følte Nødvendigheden af at have en Fører, som de kunde flokkes om og se op til, for dem blev Kong Frederik Man­ den i samme Øjeblik, som han, utvungen og drevet af sin egen Fø­ lelse udbrød: Jeg bliver hos jer, jeg vil dø i min Rede! Ti for Kø­ benhavns Borgere, store og smaa var Byen en Rede, — den eneste, de havde. Hvad Kongen havde sagt, var som talt ud af deres Hjerte. De tænkte ikke paa, om Udtrykket var laant, — og hvad gjorde det saa, om det var laant, naar blot der stod Yillie og Handling bag Ordene. Og det gjorde der. Slag i Slag kom der Befalinger om Byens