StormenPaaKøbenhavn_1659_II

53 Forsvar, og Slottet var det Midtpunkt, hvorfra alt udgik. Her mød­ tes Kongen, Rigsraadet, Kirkens Mænd og Byens Borgere. Kongen lovede Byen Friheder og Privilegier, den skulde være en fri Rigs­ stad og Rigsstand og dens Borgere skulde nyde alle adelige Forret­ tigheder. En Mand af Borgerskabet, en Garvermester, erklærede, at det vilde være en Skam og en Skændsel, om nogen tænkte paa at overgive Byen og forlade Kongen uden saa meget som at have set Fjenden under Øjne. Havde man først forsøgt en haard Pust, og man blev nødt til at give sig, saa var man undskyldt. Derpaa raabte alle i Munden paa hinanden: »De vilde staa det længste, de kunde; naar de ikke kunde længer, var det tidsnok at bede om Naadeg Kongen selv synes ikke at have talt i dette Møde. »Hs. Majestæt maatte vel rinde Taare paa Kind«, siger en Samtidig, »og ikke for Sorg kunne fremføre sin Tale«, naar han tænkte paa, hvorsaare Faa af alle de mange, »som før havde taget stor Gage og Aflæg i Fredens Tid, der nu retirerede sig ind til ham at lide og staa med ham, saa han havde mest ikkun Borgere og Burser, som lidet eller intet havde nydt Kronens Indkomster i gode Tider«. Frederik III.s Eksempel havde virket; den første lammende Ræd­ sel var forbi, man havde fattet en Beslutning og var bleven rolig, ti der stod en Mand i Spidsen, som forstod at indgyde Tillid og som Folket saa op til med Haab og Tro. Kongen og Folket havde fundet hinanden i Farens Stund. Men Frederik III formaaede ikke blot at skabe Tillid og Fortrøst­ ning i de første, urolige Dage, han formaaede — hvad mere var — at holde den vedlige i det daglige Slid hele Belejringstiden igennem. De første Dages Begejstring for den Konge, der pludselig tillige med Dronningen steg ned fra deres Højde og færdedes mellem Byens Borgere paa Volden, snart til Hest og snart til Fods, gik over til tillidsfuld Fortrøstning. Fremmede Magters Sendebud fortæller, ligesom vore hjemlige Krønikeskrivere, hvorledes Kongen lod slaa sit Telt op paa Volden og stadig var tilstede »om Dagen blandt sine Soldater og Arbejdsfolk, 0111 Natten udi i sit Telt«. Hertil kan dog føjes, at Kongen hver Nat gjorde en Runde omkring den hele Vold. »KongFrederik«, hedder det hos en anden, »havde sit Telt paa Vol­ den og nægtede sig de for fyrstelige Personer passende Bekvemme­ ligheder; han skaanede sig hverken Nat eller Dag«. Heller ikke lod han sig afholde fra at færdes paa de mest udsatte Steder og man har Beretninger 0111 navngivne Mænd, der er bleven dræbt af Fjen­ dens Kugler i Kongens umiddelbare Nærhed.