292548346

KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE 13 Naar Landet giver den første Halvdel, maa København selv give den anden Halvdel. Det er det første Punkt. Nu begynder vi paa Hjælpeindsamlingen i København. Vi venter gennem den at kunne skaffe Halvdelen af det Beløb, Kø? benhavn skulde præstere — saa maa de Menigheder, som skal have Kirkerne, selv skaffe Resten. Paa den Maade vil der gen? nemsnitlig til hver Kirke komme to Fjerdedele fra Landet, en Fjerdedel fra det samlede København, og en Fjerdedel fra Sognet. Det ligger i Sagens Natur, at København forholdsvis maa give mere end Landet. Vi regner derfor her med Portioner paa en Krone om Maaneden i 5 Aar , og faar vi ogsaa her tegnet 3 Portioner for hver 100 Indbyggere, vil det give een Million, — det er Maalet for Portion?Indsamlingen, selv om vi ikke maa glemme, at vi sagtens nok skal højere op. De Penge maa kunne skaffes, thi de er der. Det gælder en frivillig Selvbeskatning. Vi trænger i og for sig ikke til nye Skat? ter i København, men vi trænger i visse Henseender til et andet København. Kan en frivillig Selvbeskatning hjælpe fremad der? imod, er den det værd. Det drejer sig ikke om noget uoverkom? meligt og vedvarende, men om et rimeligt Bidrag gennem 5 Aar. Det gælder en almindelig Mobilisering af Københavns Kirkes folk i videste Forstand. Vi henvender os til alle, som kan se, hvad Kirken betyder for Folk og By. Vi henvender os særligt til de mange, som hører til de gamle Kirker eller andre Steder, hvor man ikke har og ikke vil faa nogen Kirkesag. De som hører til Københavns Menigheder maa være med til at rejse Københavns Kirker. Det er det andet Punkt. Det vilde være fuldstændig urimeligt, om Byrden kun skulde hvile paa dem, der personligt trænger til en ny Kirke. Det vilde være en saa aabenbar Mangel — ja, vel egentlig paa almindeligt Borgersind — om de, som har den Forret at have en stor og god Kirke, som maaske aldrig har kostet dem en Øres frivillig Gave, og for hvem det ofte betyder mindst at være med i en saadan frivillig Selvbeskatning, om de vilde skubbe den fælles Byrde fra sig, saa den kom til at hvile alene paa dem, der i Reglen sidder smaat i det, og tit i Forvejen økonomisk er spændt for i Kirkens Arbejde, i en Grad, som Flertallet af Københavns Kirkefolk næp? pe aner. Der er ingen Fare, den tunge Ende skal nok falde der, hvor man skal have Kirkerne, og hvor de ydre Kaar gør den