292548346

K I R K E S A G E N S G ENN EM FØ R E L S E I KØBENHAVN

K I R K E S A G E N S GENNEMFØR E L S E I KØBENHAVN

MED TEGNINGER AF JOAKIM SKOVGAARD

UDGIVET AF KIRKEFONDETS HJÆLPEINDSAMLING I KØBENHAVN MCMXXV

Vi tetter en hjertelig Tak til Hr. Professor Joakim Skovgaard, som har vist os den store Velvilje at give os Tegningerne til nærværende Hefte, dels nye, dels tidligere reproducerede. Tegningen Side 12 er fra »Bibelske Billeder « af Joakim Skovgaard og Holger Begtrup; smst. findes en lignende Tegning som paa Side 9 .—De to Monogrammer er tegnede af AageJørgensen. Reproduktionerne er udført af Hr. Xylograf ' F. Hendriksen.

DUFLEX»TRY1CXER1BT (HANSEN &. SICX)

P. HELWEGsLARSEN: KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE. S K IF T E N D E T ID E R . K øbenhavns Kirkesag er Eventyret i Danmarks Kirke? historie i vor Tid. Byen voksede, Voldene sprængtes, nye Tider kom, og med dem Materialisme og Fritænkeri, stærkere end nogen? sinde. Paa Landet kunde man endnu se Guds Spor, i Byen udslettede Røgen fra Fabriksskorstenene dem. Og Kirken — hvad gjorde den? Fra Aar til Aar saa den Forholdene blive sta? digt mere uoverkommelige, den saa Befolkningen glide længere og længere bort — derimod tog det Tid, før den saa, at det ofte var Forargelserne indenfor dens egne Mure, at det var dens luk? kede Stole, Bunkebryllupper o. s. v., som var med til at kalde Ha? det frem i Folk. Den saa Forbindelsen mellem Folk og Kirke blive tyndere og tyndere, men den saa ikke, at det sidste Led i denne tyndslidte Forbindelse ofte kun blev Kilde til en ny Forargelse, naar der i de Øjeblikke, hvor der dog maaske kunde vaagne no?

6 KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE get af en Trang til et Spørgsmaal, kun blev Plads til det ene: hvormeget skal jeg saa betale? Den var ved at vænne sig til, at saadan maatte det være i en moderne Storstad under de nye Ti? ders Kaar. Hvem kan undre sig over, at der aabnede sig et Svælg mellem Kirken og den brede Befolkning, og hvem kan maale, hvor meget der derved tabtes, baade for Kirken og Folket. • Byen voksede endnu stærkere, men atter kom der nye Tider. Kirke rejste sig ved Kirke. Sjældent var det store Kirker, ofte var de uanselige. Men de laa ikke, som de gamle, paa en Plads for sig selv, de blev lagt midt i Folket. Og snart kendtes det, de laa der. Alt medens de nye Guder hurtigt begyndte at ældes, be? gyndte Kirken saa småat, ganske smaat, atter at blive Folkets Kirke. Der er langt til Vejs Ende, men enhver kan se, at da Kir? kens Stilling til Folket blev en anden, begyndte Folkets Stilling til Kirken ogsaa at blive en anden. Omslaget var begyndt, og det hang sammen med Københavns Kirkesag. Da Staten sagde nej til at bygge Kirkerne, og da man havde indset det ligefremme, at ikke Regering og Rigsdag, men Guds Menighed har Ansvaret for Guds Riges Sag i vor Hoved? stad, da opstod det Arbejde, som har vakt Opmærksomhed i andre Landes Kirker; som i Folketinget er kaldt noget af det mest straalende, dansk Kirkeliv har udrettet i det sidste Aarhun? drede; som frem for noget andet blev »Kirkens Svar paa Halv? fjerdsernes Angreb paa vor Kristentro«. Det er Eventyret. Og dog intet Eventyr, men den i dybeste Forstand naturlige Følge af, at Mennesker — som tilmed var baade faa og unge — gjorde Alvor af at regne med, at Guds Kraft er stor nok til at tage det op, baade med en Kirke, som er ved at glemme sig selv, og med en moderne Storstads Afdrift.

7

KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE

O P G A V E N . Kirkesagens Opgave er at skaffe Kirken i København samme ydre Arbejdskaar som i det øvrige Land. Naturligvis er det paa en Maade umuligt: en Storby har Vanskeligheder, som ikke ken? des andetsteds, og som i Danmark bliver dobbelt skæbnesvangre, fordi København betyder saa overvældende for hele Landet. Des ' mere gælder det om, at de ydre Kaar for Arbejdet ikke øger disse Vanskeligheder. Sognene maa derfor ikke være større, end at det er muligt for en Præst at komme i et personligt Forhold til dem, han skal være Præst for, og en Menneskealders Erfaring har vist, at man saa rigtigt, da man fastslog Sogne paa omtrent 10,000 med 2 Præster som det, man maa regne med, om Kirken skal kunne gøre sit Arbejde forsvarligt. 40 Kirker er der bleven rejst i København og paa Frederiks? berg, siden Kirkesagen begyndte sidst i Firserne. Men kun selve København er Kirkefondets Arbejdsmark, og til de 26 Kirke? fondskirker hører alle de Kirker i København, som er planlagt siden dets Dannelse i 1896 — med Undtagelse af en enkelt Kirke yderst i de indlemmede Distrikter, hvor særlige Forhold gjorde sig gældende. Rundt om, hvor det tiltrængtes, har den enkelte Menighed taget fat og faaet Hjælp andetsteds fra. Thi det var næ? sten altid over et Sogns Evne at rejse Kirken alene — det maa jo

8 KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE ikke glemmes, at Kirker i København maa bygges uden en Øres Tilskud fra Stat eller Kommune. Tilmed er de allerfleste af disse Kirker Forstadskirker, som ligger i en lidet velhavende eller fat* tig Befolkning. Men med alt dette skete Befolkningstilvæksten alligevel ofte i hurtigere Tempo end Kirketilvæksten — i Tiaaret 1911—21 voksede selve København med 100,000 Indbyggere. At indhente dette Forspring er uoverkommeligt for de enkelte Sogne, saa meget mere som det nu særligt gælder Yderdistrik* ternes Sogne, som er i en stadig Knopskydning. Et Sogn kan maaske een Gang gøre en Kraftanstrengelse, men det kan ikke umiddelbart efter een Aareladning gaa til den næste. • Derfor er Tiden inde til en samlet Løsning af Opgaven. Der* til vil udkræves omtrent 20 Kirker. Saa mange Kirker er med i vor Plan; men deraf eksisterer de 11 allerede, enten som Barak* kirker, der helt skal afløses af andre, eller som Menighedssale, der er midlertidigt indviede til kirkeligt Brug og venter paa at bygges færdig; alle disse har de Præster, de behøver. Der bliver saaledes kun Tale om 9 helt nye Kirker, og nogle af disse vil der endda først blive Brug for om et Par Aar, naar Bebyggelsen er skredet videre frem — en samlet Løsning maa jo nemlig regne med, ikke hvad der i Øjeblikket er Brug for, men hvad der med Byens normale Vækst for Øje vil være Brug for til den Tid, Planen tænkes gennemført. Men naar der tales om Kirkesagens Gennemførelse, betyder det naturligvis ikke, at den saa vil være endt — det sker bl. a. ikke, saa længe Byen vokser — men at den til den Tid i alt væsentligt vil være ført å jour, saa Opgaven derefter blot bliver at holde Trit med Byens Vækst. Opgaven, som foreligger, er da denne: at gennemføre Kirke * sagens Plan om Sogne paa 10,000 , saaledes at hvert har en søm* melig og rummelig Kirke. Det er Opgaven, og skal den løses, gælder det om, at alle de er med, som forstaar, hvad det be* tyder for vort Folk, for vor By, for vore Hjem, at Hovedsta* dens Udvikling ikke gaar i Retning af at blive en gudløs By, men en kristen By. Historien viser tilstrækkeligt tydeligt, at en gudløs Kultur er Samfundets værste Fjende. Vort Maal ligger i et uendeligt højere Plan end Opgaven. Maalet er: vor By en kristen By. Men Vejen frem mod dette Maal gaar gennem denne Opgaves Løsning.

KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE

9

ER D ET N Ø D V E N D I G T ? Er de virkelig nødvendige, alle disse Kirker — kunde mindre ikke gøre det? Ja, hvor mange Københavnere kender mon blot tilnærmelses* vis Københavns Kirker? Maaske nok de store, gamle og en en* kelt mere indbydende af de nyere, men ellers! Har De for Eks* empel paa Blaagaardsfdads — en af Byens mærkeligste Pladser

10 KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE med Kai Nielsens Granitskulpturer — lagt Mærke til det Hul, der er et Sted i Husrækken? Og er De gaaet nærmere og har kigget efter, hvad det er for et lille snavset Skur, der ligger gemt i Hullet — og er De kommen saa nær, at De kunde læse Ind? skriften over Døren: »Blaagaardskirken«? Dette skal være en Kirke! Ja, det gøres behov at sige det. Eller har De været ude i det pæne nye Villakvarter ved Grøn? dalsvænge og set den Træbarak — tilmed en lille Træbarak — som dér optræder som Kirke? Og vil De gaa derud, saa vælg en Sommerdag, naar Heden derinde stiger til 26° Réaumur — eller en Vinterdag, naar Kakkelovnen fremkalder et sagte, men jævnt Styrtebad fra den smeltende Rim under Loftet, saa man under? tiden ikke kan sidde paa Bænkene. Eller har De været inde i en af de smaa Menighedssale, som er indviede til Kirker, sømmelige og hyggelige at se til? Men saa tænk paa, hvad Hindring der ligger for en Præstegerning, naar et Sogn paa 15,000 Sjæle har en Kirke, der er fuld med 150 Men? nesker, saa Folk — om der blot er den mindste Smule paa Færde — har Valget imellem at blive hjemme eller udsætte sig for at gaa bort, fordi der ikke er Plads at opdrive, end ikke indenfor Alterskranken! Skulde det virkeligt være overflødigt at faa bygget en saadan Kirke færdig eller faa Afløsning til de midlertidige? Kan vi ikke mægte at bygge Kirker, som gennem storladen Skønhed virker dragende — ligefrem frastødende skulde de dog ikke virke. * Og tænk paa de ikke faa Sogne, der endnu er paa op imod eller over 20,000, og hvor man godt som Nødhjælp kan ansætte flere Præster, men de kan blot ikke komme til. De nyere Kirker er jo desuden ikke blot Prædikepladser om Søndagen, men Ar? bejdscentraler om Hverdagen. Og naar vi trænger til flere Kir? ker, er det ikke, fordi der ikke kan skaffes Plads til flere Folk, i hvert Fald i de fleste af dem, vi har, men fordi hver ny Kirke betyder et nyt Arbejde — ikke saa meget et gammelt Arbejde, delt i to lige store Halvdele, som et nyt Arbejde, der vokser frem. Eller kender De Yderdistrikterne, hvor Byggeforeningernes Villabyer og de store kooperative Komplekser faar nye Gader til at skyde frem som Paddehatte? Eller de mange Enkeltvillaer,

KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE 11 spredt mellem halvt anlagte Veje, for ikke at tale om det Mylder af Lysthuse, som ved Tidernes Ugunst er blevet Boliger, om end alt andet end Lystboliger? Eller Husvildebarakkerne? Kender De det, saa forstaar De, at skal et saadant afsides Kvarter ikke blive et fuldstændigt kirkeligt Overdrev, kan man ikke vente med en ny Kirke, til Sognet er paa 20,000, men maa gaa i Gang med den snarest. * Men vilde det i hvert Fald ikke være bedre at bruge Pengene til at lindre den ydre Nød, som jo ofte skriger højt nok om Hjælp? Bortset fra den nærliggende Mulighed, at Pengene blev i Lommerne — det gaar jo undertiden efter Recepten »man kan ikke give til alle, han, der kom forleden, fik heller ikke noget« — bortset derfra, er det et stort Spørgsmaal, hvordan ogsaa den ydre Nød hjælpes bedst, for blot at holde sig til den. En ny Kirke betyder et nyt Arbejde, og det blev i sin Tid regnet ud, at Gaverne til Menighedsplejen ved de nye Kirker netop forren? tede Byggesummen med 4 pCt. Fra anden Side siger man, det er vigtigere med de rette Præ? ster — og hvor faar vi dem? Det lyder smukt, men er vel i Virkeligheden en af de Selvfølgeligheder, som kun tjener til at skjule Kernen i det hele, som er denne: er Sagen fra Gud, er det vor Opgave i Lydighed at gøre denne Gerning i Dag, og saa tro, at Garantierne for i Morgen ligger i ham. Tror jeg, Sagen er fra Gud, er det ikke Letsindighed at gaa frem, men Lidentro at standses af den Slags Spørgsmaal. # Er det nødvendigt? Ja, det kommer an paa, hvad en Kirke skal bruges til. Skal Døren blot lukkes op for dem, der vil kom? me, og saa maa de andre desværre blive borte — saa er det ikke nødvendigt, saa kunde man endda godt rive adskillige ned af dem, vi har, og sælge Stenene—der blev nok tilbage, og de vilde for den Sags Skyld heller ikke blive fulde. Men forstaas det, at man kun kan vente at vinde en stor Befolkning tilbage, om der sker et langsomt, vejbrydende Arbejde gennem mange Slags personlige Forbindelser — saa indser man, de er nødvendige, absolut nødvendige.

KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE

12

EN F R I V I L L I G S E L V B E S KA T N I NG . Kirkefondets Hjælpeindsamling hedder det Arbejde, som i Løbet af det sidste Aar er taget op ud over Landet for, i Tilslut* ning til det københavnske Kirkefond, at hjælpe København til de 20 Kirker, som mangler. Planen har disse tre Punkter: 1) Hvert Amt hjælper sin Kirke — 2) Landet skaffer Halvdelen, Køben* havn Halvdelen — 3) Bidragene er Portioner paa 50 Øre maa* nedligt i 5 Aar. Da Planen blev lagt, haabede vi, at en Kirke skulde kunne bygges for 200,000 Kr., saa det ialt drejede sig om 4 Millioner, deraf 2 Mili. som Landets Halvdel, og det Beløb vilde naas, naar der blev tegnet 3 Portioner for hver 100 Indbyggere. Deraf er i Øjeblikket tegnet mellem IV 2 og 2 Mili., og vi naar rimeligvis op over de 2 Millioner, hvilket ogsaa vil være nødvendigt, om de nuværende Priser holder sig. Maalet er ikke en bestemt Sum, men Kirkesagens Gennemførelse, og vi tror, det Maal skal naas. c Det er en stor, en overvældende Gave, som her rækkes Kø* benhavn — saa meget mere, som det var Landet, der tog det første Skridt. Var de kommet os til Hjælp, naar de havde set Kø* benhavn klare sin Del — det havde været rimeligere. Men de havde den Tillid til Hovedstaden, at den vilde følge efter, naai den saa Landets Offervillighed. Det er denne Tillid, som ikke maa blive til Skamme.

KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE 13 Naar Landet giver den første Halvdel, maa København selv give den anden Halvdel. Det er det første Punkt. Nu begynder vi paa Hjælpeindsamlingen i København. Vi venter gennem den at kunne skaffe Halvdelen af det Beløb, Kø? benhavn skulde præstere — saa maa de Menigheder, som skal have Kirkerne, selv skaffe Resten. Paa den Maade vil der gen? nemsnitlig til hver Kirke komme to Fjerdedele fra Landet, en Fjerdedel fra det samlede København, og en Fjerdedel fra Sognet. Det ligger i Sagens Natur, at København forholdsvis maa give mere end Landet. Vi regner derfor her med Portioner paa en Krone om Maaneden i 5 Aar , og faar vi ogsaa her tegnet 3 Portioner for hver 100 Indbyggere, vil det give een Million, — det er Maalet for Portion?Indsamlingen, selv om vi ikke maa glemme, at vi sagtens nok skal højere op. De Penge maa kunne skaffes, thi de er der. Det gælder en frivillig Selvbeskatning. Vi trænger i og for sig ikke til nye Skat? ter i København, men vi trænger i visse Henseender til et andet København. Kan en frivillig Selvbeskatning hjælpe fremad der? imod, er den det værd. Det drejer sig ikke om noget uoverkom? meligt og vedvarende, men om et rimeligt Bidrag gennem 5 Aar. Det gælder en almindelig Mobilisering af Københavns Kirkes folk i videste Forstand. Vi henvender os til alle, som kan se, hvad Kirken betyder for Folk og By. Vi henvender os særligt til de mange, som hører til de gamle Kirker eller andre Steder, hvor man ikke har og ikke vil faa nogen Kirkesag. De som hører til Københavns Menigheder maa være med til at rejse Københavns Kirker. Det er det andet Punkt. Det vilde være fuldstændig urimeligt, om Byrden kun skulde hvile paa dem, der personligt trænger til en ny Kirke. Det vilde være en saa aabenbar Mangel — ja, vel egentlig paa almindeligt Borgersind — om de, som har den Forret at have en stor og god Kirke, som maaske aldrig har kostet dem en Øres frivillig Gave, og for hvem det ofte betyder mindst at være med i en saadan frivillig Selvbeskatning, om de vilde skubbe den fælles Byrde fra sig, saa den kom til at hvile alene paa dem, der i Reglen sidder smaat i det, og tit i Forvejen økonomisk er spændt for i Kirkens Arbejde, i en Grad, som Flertallet af Københavns Kirkefolk næp? pe aner. Der er ingen Fare, den tunge Ende skal nok falde der, hvor man skal have Kirkerne, og hvor de ydre Kaar gør den

14 KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE dobbelt følelig. Der kunde fortælles meget om, hvordan der gives af dem, for hvem Gaven er et Offer — det kan man jo roligt ka U de det, naar en Syerske giver 600 Kr. De maa ikke staa alene. Om alle, som virkeligt føler sig knyttede til deres Folks Kirke, vil være med, kan Maalet med Lethed naas, og mere end det, — i mangfoldige Tilfælde uden at det føles. Og skulde det unders tiden blive noget af et Offer, er Sagen Ofret værd. Vi beder derfor enhver, som kan se Sagens Betydning, tegne sig for et Bidrag, og da der i København sikkert maa regnes med, at ret store Kredse ikke vil være med, gælder det om, at de, som kan det, tegner sig for saa mange Portioner som muligt. * Men det er ikke blot Gaver, vi beder om. Det er Medarbejs dere, vi lyser efter — og nye Medarbejdere , ikke alene dem, som i Forvejen har begge Hænder fulde. Vi tror, Sagen er stor nok til at kalde dem frem. De, som ikke blot kan se det selvs indlysende i, at København maa give den anden Halvdel, naar Landet giver den første, og i, at Københavns Menigheder maa være med til at bygge Københavns Kirker — men hos hvem Kærligheden til den Kirke, de tilhører, og endnu mere: til den Herre, de vil tjene, giver Øjnene Sekraft, saa alt det med de mange Kirker og Kirkesagens Gennemførelse lukker sig op, og de begynder at skimte de gryende Muligheder bagved — ja, vi synes, de maa være underligt indrettede, om de saa ikke føler, det er værd at tage en Haand i med, om de blot kunde. Og det kan de, for det er saadanne, vi beder være vore Meds arbejdere. Det bliver man ganske simpelt ved at tage et Tegs ningshefte og deri hos sine Bekendte faa tegnet 10 Portioner paa 1 Kr. om Maaneden i 5 Aar — det er ikke indviklet og bliver dog til 600 Kr. Men det er kun Tegningen, vi beder om, Opkrævs ningen sker paa anden Maade. En frivillig Selvbeskatning, gens nemført af frivillige Medarbejdere, det er, hvad vi tænker os. Og kan noget af den megen bundne Kærlighed til vor Kirke udløses i Arbejde, vil man faa Lov at mærke noget af Arbejdets Fest — og Guds Velsignelse vil hvile over det! At faa Bidragyderne til Medarbejdere, det er det tredie Punkt. Og, for at det ikke skal blive ved de kønne Tanker og Følelser, er der sidst i dette Hefte en Blanket, baade for dem, der vil give deres Gave, og for dem, der vil give deres Arbejde.

15

KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE

Øjeblikket kunde synes underlig valgt til et saa stort Frem? stød — burde man i hvert Fald ikke vente, til Tiderne bedrede sig? Nej, vi tror, Tiden er inde, og det ikke blot, fordi Hjælpen fra Landet kræver, at København kommer med — men vi tror, at Hjælpen fra Landet er kommet netop nu, fordi det er det rette Øjeblik. Nu er der Betingelser for, at Kirkens Arbejde kan lykkes, om den faar de rette Arbejdsvilkaar. Kirkesagens Arbejde igen* nem en Menneskealder betyder en Vending i Befolkningens Stil? ling. Ikke saaledes, at de store Skarer staar i nær Forbindelse

16 KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE med Kirkens Liv, absolut ikke, men saadan, at tidligere Tiders skjulte Uvilje eller aabenbare Had gennemgaaende har veget Pladsen for en vis Velvilje, som i mange Tilfælde er mere end en velvillig Neutralitet. »I har taget fejl af os, vi har ogsaa taget fejl af Jer« er Ord, som hos mange dækker deres Følelser over? for Kirken. Med andre Ord: kommer der nu de Kirker og Præster, som er nødvendige for at der kan blive Tid til at komme i et per? sonligt Forhold til dem, man kommer i Forbindelse med, saa er der Mulighed for at naa langt videre end til en ydre Velvilje, fordi Tiden ikke i samme Grad som før skal bruges til at rive en Mur af Fordomme ned. Derfor kommer dette Arbejde i rette Tid. * Men der er mere end det. Ingen kan være blind for, at der gaar en religiøs Luftning gennem Sindene. Den mærkes i Bøger, i Dagblade, nær sagt overalt. Da Kirkesagen begyndte, var Be? folkningens Stilling en udpræget Bortvendthed. Da vi var halv? vejs fremme, blev dens Stilling karakteriseret ved, at den var begyndt at lytte. Nu er vi kommet dertil, hvor den er begyndt at spørge. Endnu er Spørgsmaalet uklart og famlende, ofte kun et træt og skuffet Hjertes urolige Spørgsmaal, om der er nogen, der véd Raad. Men der spørges, og det er en uhyre Forandring, Strøm? pilen peger i den rigtige Retning. Der er maaske endnu langt frem, til Spørgsmaalet faar den afgørende Form: Hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst? Maaske naar det aldrig dertil. Men om det skal naas, afhænger, saa vidt det staar til os, af, hvorledes vi udnytter Øjeblikket. Ja vist saa, kom den store Profet, hvis Røst naaede ud til den fjerneste Vraa, saa kunde han trække Læsset, og vi andre Smaafolk komme lettere fra det. Om han kommer, ved ingen — han kommer vel forøvrigt den Dag, der virkelig er Brug for ham — men vi andre har ikke Raad til at sidde med Hænderne i Skødet og vente paa ham. Forstaar vi lidt af, hvad Muligheder Tiden rækker os, vilde det vel egentlig ikke være mindre end en Forbrydelse, om vi gjorde det — og en Forbrydelse kan være lige skæbnesvanger, selv om den skyldes Tankeløshed. Forstaar vi, at vi staar overfor en spørgende og famlende

KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE 17 Slægt, og tror vi, det betyder noget, hvem der giver Svaret — for der er nok om Budet — tror vi, at det er Guds Menighed, som ene kan give det Svar, et Menneskehjerte trænger til — tror vi endelig, at det er det danske Folks Kirke, som bedst kan give det Svar i det danske Folk — saa maa vi sætte den i Stand til virkelig at naa ud med Svaret. For de kommer jo ikke løbende og staar i Kø for at høre, hvad der siges i Kirkerne. Nej, de sidder hjemme, ofte med syv Segl for Spørgsmaalet. De maa findes, og der maa Tid til, før Seglene bliver aabnede. Og det kan kun ventes at ske, om vi skaffer i hvert Fald de ydre Betingelser derfor. Der er andre og vigtigere Betingelser, men de skaffes ikke ad denne Vej. Vi staar overfor saa store Muligheder , som vi næppe har gjort i Mands Minde. Der staar vi, saa længe Spørgsmaalet lever i Hjerterne. Det gør det nu; det gjorde det ikke paa den Maade for ti Aar siden; det gør det maaske heller ikke om ti Aar. Thi et saadant Spørgsmaal kan dø, om det ikke faar Svar. I Øje? blikket lever det, derfor er det nu, det gælder; derfor er det nu den rette Tid for denne Sag — man kunde maaske ogsaa kalde det Guds Time. Vort Arbejde kan ikke fremtvinge, at Mulighederne bliver til Virkelighed, men vor Efterladenhed kan hindre det. Derfor kaldes der paa alle, som endnu regner med Gud. Forøvrigt er det jo saadan, naar det gælder Guds Rige, at ydre Vanskeligheder ofte giver de bedste Arbejdskaar. Saa hø? rer da, naar alt kommer til alt, maaske ogsaa de vanskelige Tider med til det rette Øjeblik, — Gullaschtiden, da Landet svømmede i Penge, var det ikke. Men nu er det der. Da vil det i dette Arbejde sikkert ogsaa vise sig i Køben? havn, som det har vist sig ellers i Landet, at det lykkes ikke, fordi Vanskelighederne kan være smaa, og det hindres ikke, for? di Vanskelighederne kan være store, men det lykkes, naar Men? nesker bliver varme for Sagen — det lykkes først og fremmest, naar Mennesker ser, at Herren har det behov. * Hvor mange af Tidens Muligheder, der skal blive til Virke? lighed, ved ingen. Men Vejen gaar altid fremad i Guds Rige, naar Mennesker vover at regne, ikke med hvad der er rimeligt

18 KIRKESAGENS GENNEMFØRELSE og sandsynligt, men med Guds Kraft, og saa stiller sig selv til Raadighed for ham. Vi trænger til megen Hjælp i denne Sag og takker hver, som vil være med. Men vi trænger mest til Mennesker, som prøver at gøre Alvor af at regne med Guds Kraft, og derfor ikke blot vil være med til at rejse Stenkirkerne, men som vil være med til at haabe og elske og tro den Kirke frem, som bygges af levende Sten, og hvis Herre og Frelser er J E S U S K R I S T U S , den samme i Gaar og i Dag og til evig Tid.

HVORFOR JEG VIL STØTTE KØBENHAVNS KIRKESAG. KORTE UDTALELSER AF FORSKELLIGE. Biskop, Dr. Valdemar Ammundsen: Da Halvfjerdsernes Ans greb paa Kristendommen kom, stod Kirken paafaldende svagt i Forsvaret. Der er ikke blevet tilovers fra den Tid et eneste Skrift til Forsvar for Kristendommen af blivende Betydning. Kirkens Svar paa Vantroens Angreb var Københavns Kirkesag. Dens Fortsættelse og Opbyggelsen af et virkeligt Menigheds? liv i alle Hovedstadens Kvarterer bør staa som den store Ind? bydelse til den nyvaagnende religiøse Længsel.

b h -' —v

Folketingsmand, Professor, Dr. J. Oskar Andersen: Da Atheis? men førte det store Ord i vort Folk og forjættede det en Lykke? tid, naar den gudløse, moderne Kultur og Moral sejrede, og

20 HVORFOR JEG VIL STØTTE Kristendommen blev manet ned som en Genganger fra en over? levet Tid, tog Menigheden frejdig fat paa den uhyre Opgave at erobre København tilbage, vis paa, at heller ikke det moderne Danmark kan leve Livet uden Gud. Store Ting er naaet, men Menighedens Offervillighed har dog ikke formaaet at holde Skridt med Byens rivende Væxt, og nu maner ikke mindst den moral* ske Nød efter Krigstidens Forvildelser til at fuldføre Værket: at skaffe de haardt tiltrængte Arbejdscentrer for Kirkens Betje* ning af Hovedstaden. Brandesianismens Lygtemænd havde dog en vis Idealismes Glans over sig. Dansen om Guldkalven, Langeliniepigerne og Danseboderne savner den ganske. Menigheden ude i Landet har forstaaet sin Pligt; kan Københavns Kristne, der ser den aande* lige Forvildelse og den moralsk*religiøse Død paa nærmeste Hold, forsvare at lade det Tidspunkt forpasse, da der fra Tu* sinder af Hjem spørges om Vejledning og aandelig Støtte? Vi har Ansvaret, som véd, hvor Hjælpen er at finde. Finansudvalgets Formand, Folketingsmand N . Andreasen: Jeg kan svare med en Henvisning til de kendte Linjer af Grundtvig: »Guds Ord det er vort Arvegods, det skal vort Afkoms være; Gud giv os i vor Grav den Ros, - vi holdt det højt i Ære!« Ledet paa rette Maade vil den Virksomhed, Kirkefondet ud* folder, kunne komme til at danne et ypperligt Grundlag for den Frikirke, der er mit Ideal. C Stiftsprovst Fr. BruunzRasmussen, Aarhus: Fordi Københavns Kirkesag forekommer mig selvfølgeligere end nogen anden Fæl* lessag i den danske Menigheds Hjemmearbejde. At undlade at skabe forsvarlige Rammer for Kirkens Arbejde i København er intet mindre end at svigte Folkekirkens Opgave

KØBENHAVNS KIRKESAG 21 i dennes Centrum: over for den Hovedstad, af hvis Stilling til Kristendom hele Landets Kirkeliv er afhængigt mere end i noget andet Land i Verden. Københavns Kirkesag er Udtryk for den danske Folkekirkes Selvopholdelsesdrift. Københavns Kirkesag er simpelthen Spørgsmaalet om Folke# kirkens Eksistens. Formand for Murerarbejdsmændenes Fagforening, V. Bærent* sen: Fordi jeg maa spørge mig selv: hvad var den synlige Grund til, at jeg fik Jesus at se som min Frelser. Der var maaske mange Grunde, men Hovedgrunden var den, at et stort Sogn blev delt; der blev plantet en ny Kirke med Præster og Menig# hed, og da Sognet nu var mindre, kunde de bedre naa ud til den enkelte, hvad de umuligt kan i de store Sogne. Fordi jeg ønsker alle Mennesker det bedste, Fred med Gud, vil jeg paa det varmeste anbefale Sagen. Fhv. Folketingsmand J. C. Christensen: »Hvad Danmark var, kan det atter blive, endnu er Fædrenes Aand i Live.« Det samme bør vel kunne siges om København. Vor første evan# geliske Biskop i Sjælland, Peder Palladius, siger om København: »Vi maa vel give Københavns Indbyggere det Ord, at de hø* rer saa gerne Guds Ord og søger saa samdrægteligen til Prædi# ken, som de gør udi nogen By udi Danmarks Rige, hver Købstad ufortalt.« Københavns Kirkesag kalder paa Fædrenes Aand.

22 HVORFOR JEG VIL STØTTE Oberst L. U. Dornonville de la Cour: — fordi det for mig som Kristen er magtpaaliggende, at der skabes Arbejdsvilkaar for det kirkelige Arbejde, som muliggør, at vor Hovedstad kan blive en kristen By, og — fordi jeg tror, at saadanne Arbejdsvilkaar bedst vil kunne opnaas ved Løsningen af den stillede Opgave — Sogne med 1 Kirke og 2 Præster for hver c. 10,000 Indbyggere — og endelig, — fordi jeg, efter de allerede opnaaede Resultater, ogsaa tror, at denne Opgave kan løses, hvis alle, der hører til Guds Menig? hed, for Alvor vil tage fat derpaa. Holmens Provst, Dr. theol. H. M. Fenger: Da jeg som ung hørte Frimodt i St. Johannes Kirken, vakte det min Interesse at se den ikke helt lille Skare af Amagere, som hver Søndag For? middag gik den lange Vej, undertiden fra Amagers Yderkanter til Nørrebro og holdt ud fra før Tjenesten, til Altergang, Dåb og Vielser var forbi. — Jeg beundrede både Frimodt, der kunde drage dem, og Amagerne, der lod sig drage — der var noget kønt at se! Men jeg har siden lært at se noget endnu kønnere — det er hvor en Kreds af Mennesker, der boer op ad hverandre, slår sig sammen og får rejst deres egen Kirke i deres egen Bydel. De samler og slider gennem År, og når Målet er nået, og et hyg? geligt og værdigt Guds Hus er rejst — så føler de alle deres An? del deri; det kendes på deres glade Blikke på Indvielsesdagen, på deres levende Deltagelse i Højtiden, deres Sang og deres var? me Håndtryk. Det er deres egen Kirke, de har rejst. Den Sag vil jeg gerne støtte.

Professor Eduard Geismar: Kristi Kærlighed tvinger. Jeg véd, min Frelser vil, at hans frelsende Evangelium skal bringes til alle i den store By; de er jo tilmed døbte til at tilhøre ham. Og af

KØBENHAVNS KIRKESAG 23 ydre Ting, der kan muliggøre det, er det det vigtigste, at Arbej* det bliver overkommeligt, og at derfor de store Sogne bliver slaaet i Stykker, og hvert Stykke faar sin Kirke. Jeg vil i dyb Taknemmelighed fortsætte det Arbejde, andre i en mere ond Tid havde Mod til at begynde. Kgl. Skuespiller P. Jerndorff: Hvorfor? Fordi jeg ønsker, at Menighederne i alle Sogne i Københavns Udkanter, ligesom vi herinde, maa eje et værdigt Gudshus at samles i, hvor selve Kirkerummet virker opløftende, og som ud* vendig hæver sig op over alle andre Huse, fryder Menighedens Øje, drager og kalder paa de søgende Sjæle og kan lokke endog de modstræbende indenfor, saa de der finder Fred og Frelse. Sognepræst Hans Koch: Spørgsmålet virker lidt besynderligt på mig. Omtrent vel som om man vilde spørge et barn, hvorfor det holder af sin moder. Jeg tænker barnet vilde svare: fordi jeg holder så meget af hende, og så vilde det slå sine arme om hen* des hals. Naturligvis holder vi, der var unge sammen med den køben* havnske kirkebevægelse, af kirkefondet, fordi det betød for os en inspiration, en åndelig fornyelse i en tør tid; fordi det betød en rejsning af det forsagte kirkefolk, et stød i basunen, der kaldte og vakte unge; fordi det kaldte præsterne til arbejde; fordi det rejste lægfolket til ansvarsfølelse. Fordi kirkefQndet gjorde dette og meget andet elsker jeg det; fordi jeg er forvisset om, at det endnu har en stor og hårdt til* trængt gerning i vor stad, derfor støtter jeg det, med glæde. Selvfølgelig.

24 HVORFOR JEG VIL STØTTE Højesteretsdommer V. Krarup: Et af Tegnene paa Kirkesagens Storhed er, at den har forenet Folkekirkens forskellige Retninger til godt Samarbejde. Grundtvigianere som Skat Rørdam, Jens Nørregaard, Fr. Nielsen og Emil Koch sad i Kirkefondets Besty* relse sammen med ledende Mænd fra Indre Mission og Centrum. For os, der har set Gud lade Sagen lykkes over Menneskers Forventning, staar det som en Ære at bidrage til dens Fremgang. Derigennem bringes vi ogsaa nærmere henimod det høje Maal: Danmarks Folk et Guds Folk! Fhv. Overbibliotekar, Dr. phil. H. O. Lange: Ikke mindst, for* di denne Sag er et af Herrens store Midler i denne Tid til at udvikle sin Menigheds Ansvarsfølelse og Selvstændighed. Me* nigheden trænger til at opleve, at den magter meget mere, end den selv troer. Kun en selvstændig, ansvarsbevidst og offervillig Menighed vil være i Stand til at løfte de kommende Tiders Op* gaver. — Hvis ikke Guds Rige magter Kampen i vor altfor store Hovedstad, vil vi opleve en Svækkelse af det aandelige og mo* ralske Liv i hele vort Folk. Forstanderinde for den indre Bys kristelig*socia!e Arbejde, Frk. Edel Liisberg: Vi lever i en Tid, hvor Mennesker har op* levet saa meget, at der er en voksende Erkendelse af, at en Kultur uden Gud og uden Kærlighed, en Kultur, hvor Egoisme og Materialisme og Penge er de herskende, betyder Undergang for et Folk. Derfor spørges der nu mere end før efter Gud. Derfor er Kirkens Opgave større og alvorligere end maaske nogensinde før, og derfor bør den paa enhver Maade sættes i Stand til at løse den, saa Guds Rige kommer iblandt os. Men dertil behøves her i København de levende Centrer for Menighedsarbejdet, selve Kirken; og derfor skal vi bygge disse nye Kirker, og lad os kun bygge dem store og skønne — og lad os bygge dem med Glæde.

KØBENHAVNS KIRKESAG 25 Dr. med. Svend Lomholi: Københavns Kirkefonds arbejde har altid haft min udelte beundring og sympati. Fjærnt fra al sød* laden romantik fremtræder det som nøgterne, handlekraftige mænds vurdering af de overhængende farer, der truer aandslivet hos mennesker, der er henvist til at leve livet under en moderne storstads unaturlige kaar, og som et rationelt forsøg paa at skabe visse elementære muligheder—for at bringe en hjælp. Det, som er udrettet i forrige slægtled, er intet mindre end en stordaad i dansk kirkes historie; det, som nu staar tilbage, burde ikke være uoverkommeligt for vort. ^ \ K A s j r f Biskop Chr. Ludwigs: Fordi jeg gennem mange års arbejde i hovedstaden er blevet overtydet om, at Gud har brugt den til stor velsignelse for vor hovedstad og derigennem for hele vort folk. Som al menneskelig gerning har den vel sine skrøbeligheder. Men i denne skrøbelighed er Guds kraft åbenbaret. Domprovst, Dr. H. MartensemLarsen: Fordi jeg ved, at Jesu , Kristi Evangelium er det eneste Lys, der virkelig kan lyse op med Liv og Varme i Følge, og fordi jeg under mine Brødre og Søstre i den store By det bedste. Kirkesagen er Stage for Lyset, der skal skinne for alle i Huset (Matth. 5,15). M / t * - /Jztyft, Professor, Dr. phil. Johs. Mollerup: Mange Mennesker forstaar, at vi ikke kan være lykkelige, naar vi ikke rækker en hjælpende Haand ud mod lidende Omgivelser, som ikke alene trænger til økonomisk Støtte, men til Trøst, Opmuntring og Vejledning. Men de mangler Forbindelsen. Denne Forbindelse skaffer Kir* kerne gennem den Menighed, hvis Hjem er Kirken. Vi udløser derfor vort Hjærtes Trang ved at være med i Kirkefondets Hjæl* peindsamling.

26 HVORFOR JEG VIL STØTTE Folketingsmand, Dr. phil. L. Moltesen: Fordi det er mit Haab og min Tro, at der fra disse Kirker vil udgaa et Vidnesbyrd om det, som den Enkelte for evigt trænger til, og som Stat og Sams fund slet ikke kan undvære. Før hed det: Hvor Herren bygger en Kirke, bygger Fanden en Kro. Lad os nu vende det om. Greve Joachim Moltke: Kjøbenhavns Kirkesag er i de forløbne Aar brugt til saa megen Velsignelse — ikke blot ved at forbedre de kirkelige Forhold ved Deling af de altfor store Sogne, men ved at vække aandeligt Liv og skabe Menighedsbevidsthed dér, hvor intet saadant fandtes — at der er al Grund til fremdeles at støtte den, ikke mindst for os, som lever under gunstige kirkelige Vilkaar i den gamle Del af Byen. Forstanderinde, Frk. Charlotte Munch, Bispebjerg Hospital: Jo mere jeg ser af den Verden, der ikke regner med Gud, jo fastere og klarere staar det for mig, at det er en stor og rig Vels signelse at høre til en Menighed. Kirken er Udgangspunktet for Menighedens Arbejde, derfra kaldes dér paa alle, der vil hjem til Gud. Den er Menighedens Hjem til Fornyelse og Hvile i Ors det og Sakramenterne. Derfor maa Københavns Kirkesag elskes og fremmes.^ Borgerrepræsentant, Frk. Gerda Mundt: Fra de Tusinder af smaa Hjem søger man ikke ind i Byens store gamle Kirker, men til den mindre Kirke tæt ved Hjemmet, som er knyttet til Familjes livets Højtider: Daab og Konfirmation, Bryllup og Begravelse. Se for Eksempel Nytaarsnat en af vore mange smaa Kirker stuvende fuld af Mennesker fra Istedgade eller Ryesgade. Dejligt ogsaa, at flere og flere af disse Kirker nu er aabne om Formidda* gen for en »stille Time«. Pastor Friis Hansen havde det strategiske Blik for, hvor de

KØBENHAVNS KIRKESAG 27 nye Kirker helst burde ligge. Nu staar vi ved et nyt Fremstød, lad saa dem, der med Trofasthed og Nidkærhed røgter Københavns Kirkefonds store Sag, erfare: Vi er mange i Følge, mange, der vil arbejde for gode Arbejdskaar i Kristi stridende Kirke ogsaa her i København!

Højesteretssagfører J. V. Møldrup: Fordi der i Kirkefondets Arbejde er noget af Saltets Kraft.

Biskop, Dr. H. Ostenfeld: 1. Fordi jeg ikke kan lade være. Guds Kald til Tjenesten, som er bleven mig betroet, er kommen til mig gjennem Kjøbenhavns Kirkesag. 2. Fordi det forekommer mig, at Gud har vist, at denne Sag vil han have fremmet i dette Slægtled, som jeg hører til og føler mig som Led af. Det vilde for mig være Ulydighed mod Gud, om jeg ikke vilde være med i Arbejdet her. 3. Fordi Kjøbenhavns Kirkesag har vist sig at have en sam* lende Betydning i den danske Menighed. 4. Fordi Arbejdet i Kjøbenhavns Kirkesag har hjulpet til en større gensidig Forstaaelse mellem Kirken med sit Budskab og den store Befolkning med sin Trang til Gud og sin ofte haarde Kamp for Tilværelsen. 5. Fordi »her er en aaben Dør og mange Modstandere«. Den aabne Dør og de mange Modstandere har altid fulgt med hin* anden.

Sognepræst Olfert Ricard: Fordi jeg elsker min By, og ingen kan gøre saameget for at bevare og forbedre min By som vor Kirke.

28 HVORFOR JEG VIL STØTTE Fordi Kirken maa have taalelige Arbejdskaar, om den skal kunne gøre sin Gerning i den store By. Fordi disse Arbejdskaar historisk har vist sig at være: en værdig Kirkebygning med 2 eller 3 ansatte Præster i et over* kommeligt Sogn, d.v.s. et Sogn, som ikke overskrider 10,000 Sjæle. Fordi dette kan virkelig naaes, dersom Menigheden i Dan* mark vil bringe det nødvendige Offer. Fordi dette Offer ikke er større, end at vi godt kan magte det, naar vi kun alle vil være med og give hver efter sin Evne, og Fordi denne Sag øjensynlig er af Herren. Grosserer Hans Pay Sundorph: Fordi Københavns Kirkesag ved Inddeling af den store By i mange mindre Sogne meget lettere kan faa den indifferente Del af Befolkningen i Tale og paavirke den enkelte ud fra de smaa Menighedssamfund og der? ved øve Barmhjertighed mod Sjæl og Legem og blive til Velsig? nelse for mange. Vice?Skoledirektør H. A. Svane: København er paa vandring, og København vokser; fra den indre by flytter befolkningen ud ad; ny, smukke, luftige bydele dannes. Det medfører stadige udvidelser i stadens forvaltning, i dens forsyninger og trafikforhold, i alle befolkningens offentlige an? liggender. Skolevæsenet maa saaledes følge med; det ene aar efter det andet har det været nødvendigt at opføre nye, store skoler. Ganske det samme gælder kirkerne: ogsaa de maa følge med, saa der stadig maa bygges nye. Men der er den væsentlige forskel paa skolernes og kirker? nes vilkaar, at skolerne bygges for byens midler, hvorimod mid? lerne til opførelse af nye kirker maa bringes frem gennem ga? ver, og meget maa der til; det ved man saa vist, naar man er kendt med, hvad det har kostet at forsyne de nye bydele med de nødvendige skoler.

KØBENHAVNS KIRKESAG 29 Der er saaledes det ene at gøre, at man lægger haanden paa ploven ved at tegne sig for bidrag, maanedlige eller aarlige, til Kirkefondets Hjælpeindsamling.

Stiftsprovst, Dr. H. Ussing: Mit Svar er ganske kort: Jeg kan ikke andet, »der paahviler mig en Nødvendighed«. For over 40 Aar siden brændte de Spørgsmaal sig ind i mit Hjerte, hvoraf »Kirkesagen« er udsprunget, og de brænder der endnu. Kirke? sagen kan siges at være to Ting, men de to er dog eet. Kirke? sagen er først og fremmest Guds Riges Komme i vor Hoved ? stad, Herrens Maal og hans Kirkes Maal: Gudslivet i vort Folk. Men skal der arbejdes maalbevidst derfor, har Herren vist os det tydeligt nok, at Vejen gaar frem gennem et nidkært Arbejde ad de gamle Kirkestier d.v.s. gennem et forsvarligt Sognearbejde, hvor en levende Menighed ud fra sin Kirke tager det aandelige Ansvar for et tilstrækkelig begrænset Sogn. Derfor maa Sog? nene deles og Kirker bygges. Maal og Midler, Livsindholdet og Livsvirksomhedens Form kan ikke skilles ad.

Direktør Georg Waidtløw: Fordi jeg har erfaret, 1) at jeg ikke kan leve uden Gud, 2) at Vejen til Gud gaar igennem Troen paa Jesus Kristus, 3) at jeg maa lære af Ham, 4) at jeg kun kan lære ved at høre om Ham.

Professor Jens Warming: Naar man bor i et Sogn, der indtil nylig havde 22000 Indbyggere, og naar man var begyndt at tvivle om Kirkefondets Evne til at skaffe Sognet den Kirke, uden hvil? ken Guds Gerning ikke kan gøres forsvarligt — og naar saa,

30 HVORFOR JEG VIL STØTTE først Kirkefondet og derefter Hjælpeindsamlingen, alligevel kom* mer og tilbyder Bistand — og naar man ser Byggearbejdet kom* me i Gang, Sognet blive delt og Præster blive udnævnt — og naar man, efter at de Penge, Sognet selv har indsamlet, er op* brugt, ser Hjælpeindsamlingen skaffe Pengene, efterhaanden som Regningerne kommer — saa takker man Gud for Kirkefondet og for Hjælpeindsamlingen og for en stor Oplevelse. Hvor er det dog forunderligt. Biskop C. Wegener: Af 3 Grunde: 1. For Københavns Skyld, at vor Hovedstad ej skal blive af* kristnet. Den var stærkt paa Vej dertil, da Kirkesagen begyndte sit Arbejde. 2. For det danske Folks Skyld , at det ej igennem en afkristnet Hovedstad selv skal blive afkristnet. Det vilde paa Grund af Kø* benhavns uforholdsmæssige Størrelse kunne ske. 3. For den danske Folkekirkes Skyld. Ved Kirkesagens Ar* bejde er det blevet vist, at vor Folkekirke i sig gemmer store Fornyelsesmuligheder, naar de kun bliver udnyttede. Sognepræst Chr. Welding: At der i København stadig maa bygges nye Kirker, er der sikkert ikke et eneste Medlem af Folkekirken, der vil nægte. Vist er det ogsaa, at Opførelse af Kirker i de senere Aar ikke har holdt Skridt med Befolknings* tilvæksten, saa der nu er Brug for en Del. Jeg opfordrer derfor Folkekirkens Medlemmer i København til med al Iver at være med til en Selvbeskatning i dette Øjemed.

Professor, Dr. polit. Harald Westergaard: Som en af dem, der i 90erne tog Københavns Kirkesag op, kan jeg sige, at jeg i den saa Samlingspunktet i Bestræbelserne for at styrke Folkekirken og

KØBENHAVNS KIRKESAG 31 samle Menigheden til gensidig Støtte for dens Medlemmer og til Arbejde for Guds Rige blandt de mange, der havde vendt Kri* stendommen Ryggen og betragtede Kirken som en afmægtig, forældet Institution. Der har hvilet en underlig Velsignelse over denne Sag, baade udadtil, ved de mange nye Kirker, og indadtil. Mistilliden er mange Steder slaaet om i sin Modsætning, der er en længe ukendt Villighed til at høre. Øjeblikket er gunstigt for et kraftigt Fremstød. Provst Chr. Winther: Som et blivende Indtryk fra min første Præstegerning i København staar den Indsats i Tro og Gerning for at løse Kirkesagens Opgave, der ydedes af de Mænd, der begyndte, og hvis Arbejde jeg kunde følge. Denne Sag har stedse staaet for mig som en af de store; den har muliggjort et folkekirkeligt Arbejde i København. Som andre store Sager har den haft Evne til at forene og kalde paa Fælles* følelsen; maatte den fremdeles kunne dettel Og maatte dette Fremstød give den Vækst overfor den betydningsfulde Nutids* opgave: »Kirken og den enkelte«, det enkelte Hjem og det en* kelte Menneske med dets aandelige Trang!

E n nærmere Redegørelse for de Forhold og Syns? punkter som ligger bagved Hjælpeindsamlingen, findes i P. H elweg ?L arsen : »Københavns Kirkesag, skal den gaa frem eller tilbage? Et Spørgsmaal til den danske Menighed«. (50 Øre). En Oversigt over de enkelte Sognes Kirkeopgaver findes i C harles N ielsen : De nye Kirker i Køben? havn. (25 Øre). Disse Skrifter (i Kommission hos O. Lohse) faas i enhver Boghandel og paa Kirkefondets Kontor Vendersgade 28 (Telf. Byen 4812).

' '■

.