KøbenhavnsHistorieOgTopografi_I

H a n d e l o g K ø b s t a d i O l d t i d e n 71 Borgerskabet udnævnte i den ældste Tid indtil 4 Oldermænd, Seniorer eller Senatorer, en fra hver af Byens 4 Fjerdinger, som sammen med Fogeden varetog den daglige Forvaltning af Byens Anliggender. Borgerskabet var ingenlunde det samme som Byens Indbyggere. Borgerens Husstand tilhørte ikke communitas. Husstanden omfattede foruden hans Hustru og umyndige Børn ogsaa Købsvende og Haandværkssvende i hans Brød. De Smaafolk, der boede i lejede Boder, var kun Bymænd, som var undergivet Byens Lov og Ting, men ikke Borgere. Ej heller indgik Kongens Tjenere, Adel og Gejstlighed og deres Tjenere i Borgernes Tal, thi disse var end ikke Byen og Tinget underlagt, men havde deres eget Værneting. Fremmed Nationalitet var ingen Hindring for at blive Borger eller Bymand, naar den paagældende medbragte Bevis paa ægte Fødsel og hæderlig Vandel fra sit Hjemsted og aflagde Troskabseden til Kongen eller til Byens Herre. Men at alle Vanskeligheder ikke i Praxis var bortryddede dermed, viser de før om­ talte Begivenheder i Roskilde, hvor de indfødte i Borgergildet og de fremmede var i Strid. Borgergildets Folk og de tilrejsende Købmænd var vel, da Købstaden blev til, ofte af samme Oprindelse, men idet Borgergildet var blevet omformet fra det rejsende til det bosatte Købmandsgilde, som sikrede sig visse Monopoler for sin Handel, opstod der et Konkurrenceforhold til de øvrige tilrejsende Køb­ mænd, og det gjaldt nu for Borgergildet om at begrænse disses Virksomhed det mest mulige. Dette var saa meget mere magtpaaliggende, som det lokale Borgerskab nærmest bestod af mellemhandlende Smaakøbmænd og Haandvær- kere, som alle var lidet kapitalstærke, og selv om der hist og her i Byerne var danske Købmænd, som selv ejede og førte deres Skib, var det i Middel­ alderen, navnlig i de mindste Købstæder meget sjældent at finde Købmænd i Borgerskabet, som magtede Rhederivirksomhed og en gros Handel i større Stil.18) De fremmede Købmænd, de saakaldte Gæster, var i Virkeligheden en Livs­ betingelse for Købstadens Trivsel, thi de var de egentlige en-Gros Handlende baade som Importører af de fremmede Varer og som Exportører af Landets Produkter. De opholdt sig i Byen under Aarsmarkedet, men vilde de fortsætte Handelen udover Markedstiden, maatte de tage Ophold i en Borgers Hus som Liggere, betale henholdsvis Sommerlav eller Vinterlav og udrede Skatter og anden Byens Tynge lige med Borgerne. De fik da ogsaa for en begrænset Tids­ frist omtrent lige Handelsret med Borgerne,19) men der var ned gennem Tiderne en stedse stigende Tendens til at begrænse Liggervæsnet og til at indsnævre

1S) L. M . B ååth. H älsingborgs histo ria I I — I p. 83. 19) K old eru p R osenvinge. GI. d. Love V p. 71 ffg.