KøbenhavnsHistorieOgTopografi_I

A B S A L O N S B O R G O G BY

Et Tiaars Kampe med vekslende Vaabenheld imellem de tre Kongsemner bragtes til en foreløbig Afslutning ved det laalandske Forlig i de første Dage af August 1157 . Ved dette deltes Riget. Valdemar fik Jylland som sin Part, me­ dens Svend tog Skaane, og Knu d fik Resten, Sjælland, Fyn og tilliggende Øer.1 ) Freden besegledes derved, at Kong Knud indbød sine Medkonger til Gilde i Kongsgaarden i Roskilde. Men Svend, Erik Emunes altid svigefulde Søn, var ikke til Sinds at overholde Freden. Han mødte frem med et stort, væbnet Følge, og paa Gildets anden Aften, 9 . August, forlod han Gildehallen og lod sine Mænd drage Sværd mod de to andre Konger, Knud og Valdemar. Kong Valdemar sprang op, slukkede Lysene og afbødede Huggene mod sit Hoved ved at løfte Haanden, der var indsvøbt i Kappen. Han blev kastet omkuld og fik samtidig et dybt Saar i Laaret, men rejste sig hurtigt og forsvandt ud i Mørket. Kong Knud fik Hovedet kløvet ved et Sværdhug, og Absalon tog den døende Mand i sine Arme i den Tro, at det var Kong Valdemar. Da Knud var død, opdagede Absalon sin Fejltagelse og ilede saa gennem den fjendtlige Skare bort fra Kongsgaarden. Han vandrede i Nattens Mørke ud til Ramsø Torp, hvor Bryden Aslak modtog ham og overlod ham en Hest, saa at han kunde ride først til sin Søster Ingefred og dernæst til sin Moder paa Fædregaarden i Fjenneslev. Kong Valdemar, der havde faaet to af sine Mænd med sig, bevægede sig paa Grund af sit Saar kun med Besvær, men blev senere ved sine Svendes Hjælp sat op paa en Hest og naaede tilfældig til Bryden i Ramsø Torp, hvor Absalon kort i Forvejen havde været, og han fulgte saa dennes Vej til Fjen­ neslev, hvor han fik sit Saar plejet og forbundet. Forgæves eftersøgte Kong Svend Valdemar, og han bød, at der skulde hugges Hul i alle Snækker paa Sjælland, for at han ikke skulde undslippe. Valdemar sneg sig forsigtigt gennem Landet med kun tre Følgesvende, ikke i tæt Skov eller Vildmose, men helst gennem de smaa Lunde, hvor han følte sig x) Jø rg en O lrik. Saxo I I p. 163 ffg.