KøbenhavnsHistorieOgTopografi_I

S t r i d i g h e d e r

119

Nummer efter Størrelsen

Skat

Antal Helgaarde

2 7

N æ stved ............................................ Skelskør ............................................ Slagelse ............................................. K a lu n d b o rg .................................... K ø b en h a vn ...................................... Søborg ................................................ N akskov ............................................ N y købing ......................................... S axkøbing ........................................ H ø g ek ø b in g (ved S kjo ldnæ s­ h o lm ) .......................................

40 13 18 33 28

M k. P en ge

320 104 144 264 224

5 3 4

12 13 11 15

6

48 42

5 7 , 7 7 s

6 1 7 a

32

4

36

14

4 7 ,

Herefter er Roskilde langt den største By paa Øgruppen. Derefter følger Næstved, Kalundborg og saa København som Nummer 4 efterfulgt af Slagelse. Abels kortvarige Regering ■— han blev dræbt paa Krigstogt i Frisland i 1252 — gav vel kun Impulser paa de Omraader, han beskæftigede sig med, men de synes at have haft en Del Varighed og Følger i de kommende Aar, skønt Rigets indre Forhold i lange Tider ingenlunde var gunstige for Samfundslivets rolige Udvikling. Abel efterfulgtes som Konge af sin Broder Christopher I, som ikke overtog Tronen under de fredeligste Auspicier. Først maatte han tage Kampen op mod sine Brodersønner, der ikke havde faaet Part i Riget. Han led i 1253 et Neder­ lag mod deres haandgangne Mand Henrik Emmeltorp ved Skelskør, og da han flygtede tværs gennem Sjælland, lukkede Jakob Erlandssøn, som endnu var Biskop i Roskilde, Københavns Porte for Kongen. Det lykkedes dog siden Kongen at fordrive Henrik Emmeltorp, men der var fremdeles indre Ufred i Riget. De smaa Bønder og Husmænd, de saakaldte Kotkarle, var, som Rydaarbogen udtrykker det, „alle galne med Køller“ , og de rejste sig i 1256 rundt om i Riget mod Kongen og Herremændene. Det Sindelag, som laa til Grund for Jakob Erlandssøns Optræden i 1253 kom snart til klart Udbrud og udviklede sig til en skarp Strid mellem Kongen og Ærkebiskoppen. Denne sidste havde straks efter sin Tiltræden paa udfor­ drende Vis søgt at hævde Kirkens Ret, og hvor Lovgivningen, f. Eks. i den skaanske Kirkelov, paa visse Punkter afveg fra den kanoniske Kirkeret, vilde han gennemføre Ændringer, som stred mod Folkets Sæd og Skik. Han vilde gribe ind i Kongens hævdvundne Myndighedsomraade, nægtede Kongens Ret til at udskrive Bispernes Mænd til Leding, krævede verdslig Doms­ magt og Ret til Bøder og Sagefald, Ret til at opføre Borge og bygge Køb