292563493

MINDESKRIFT Y> VED KØBENHAVNS HØJSKOLEFORENINGS

302 AARSDAG

D E N 13. A P R I L 1 9 0 8

KØBENHAVN TRYKT HOS C. C. PETERSEN . STUDIESTRÆDE 13 1908

4

M \t>

H K ■

$ 0 %

I Februar blev der ved et af Højskoleforeningens Bestyrelse nedsat Udvalg udsendt nedenstaaende Opfordring til 185 gamle Medlemmer af Foreningen: Den 13. April 1908 er det 30 Aar siden Køben­ havns Højskoleforening blev stiftet Dengang For­ eningen i 1903 fejrede sin 25. Aarsdag , skete det ander Trykket af, at dens mangeaarige Formand var død kort forinden. Der raadede stor Bekymring for , hvor­ ledes Foreningens Fremtid vilde forme sig, men Arbejdet for dens Fremme blev taget op med en levende For- staaelse af, at der vilde blive et Savn og en tom Plads , hvis Højskoleforeningen lodes i Stikken. Den kom i god Vækst og har nu, efter at der er bleven bedre Kuar for Foredragsvirksomheden , et Antal a f over 900 Medlemmer. De a f Højskoleforeningens gamle Medlemmer , der var med at stifte den eller som unge levede med i dens første 10—20 Aar , er nu spredte i Landets for­ skellige Egne. De staar i deres fulde Manddomsger­ ning og vil kunne overse , hvilken Betydning deres Deltagelse i Højskoleforeningens Liv har haft for dem.

De vil kunne vurdere Minderne, de har medbragt fra denne deres Ungdomstid. Højskoleforeningens Bestyrelse har ment, at der nu ved Foreningens 30. Aarsdag var en god Anledning til at kalde nogle a f disse Minder frem , og har op­ fordret os til at sætte dette i Værk. Vi henvender os derfor til Dem som gammelt Medlem for at bede Dem tilsende os en Udtalelse om , hvilken Betydning De mener, Højskoleforeningen har haft baade for Dem personlig og i det hele for den Ungdom fra Landets forskellige Egne, for hvilken den har været Samlings­ stedet i København. Hvis der har været Forhold eller Begivenheder, hvortil der for Dem knytter sig særlige Minder, beder vi Dem om at fremdrage disse. De Svar, som vi maatte faa paa vor Henvendelse, paatænkes det at lade trykke, saa at de kan blive tilgængelige for tidligere og nuværende Medlemmer a f Foreningen. Herpaa er indkommet efterfølgende Svar.

Johanne Alstrup, Pensionatsbestyrerinde, Frederiksberg.

1“ \ et er mig en stor Glæde at benytte denne Lejlighed ^ til at udtale mig lidt om Højskoleforeningen. Naar jeg tidligere har hørt Højskoleforeningens Stiftere, særlig Harald Holm, tale om, hvorledes og med hvilket Formaal Højskoleforeningen blev stiftet, er det min Overbevisning, at Foreningen gennem Tiderne fuldkommen har svaret til sit Navn. Og at den Kreds af unge Mænd, som stiftede Højskolefore­ ningen, fuldtud har naaet det Formaal, de havde sat sig: at danne en Forening, hvor Venner af Højskolen, særlig de unge Mennesker, der kom her ind fra Landet, kunde føle sig hjemme og samles med andre unge Mennesker, med hvem de kunde drøfte forskellige Spørgsmaal. Særlig var det gennem gode Foredrag, Foreningen skulde øve sin Indflydelse paa den Ungdom, der interesserede sig for Højskoleforeningen. Og fra den Aarrække, hvor Foreningen har virket, har vi mange Vidnesbyrd om, at Højskoleforeningen stadig har været det rette Samlingssted for Venner af Højskolen. Og sikkert er det, at for mange unge

6 Mennesker har Højskoleforeningen været det bedste og kæreste Sted, de kunde tilbringe deres Fritid. Jeg følte det som en stor Lykke, at jeg blev Med­ lem af Foreningen, da jeg kom her til København uden at have jævnaldrende Venner eller Bekendte. For mig var det et Hjem. hvor der herskede samme Aand og Tone, som jeg har kendt fra mit Barndoms­ hjem, og hvor Foredragene var en Fortsættelse af, hvad jeg som Barn havde lært i en af de grundtvigske Friskoler paa Landet og senere paa Højskolen. Det var Højskoleforeningen alene, der hjalp mig til at overvinde den Ensomhed, som vi, der er fødte paa Landet, vel alle uden Undtagelse lider under, naar vi kommer her til København og ikke har noget egent­ lig Hjem at søge til. Vi gamle Medlemmer har jo lidt svært ved nu, efter at Højskoleforeningen har vokset sig stor, at kende den som vor egen Forening. Trods det, at Foreningen ledes i samme Retning som tidligere, og Foredragene væsentlig omfatter de samme Emner, er Tonen i Højskoleforeningen vel nu bleven lidt for ungdommelig. Vi maa vel trøste os med, at selv om de gamle Medlemmer ikke er fuldt saa glade ved Foreningen, er der til Gengæld saa mange flere, der nu nyder godt af den. Johanne Alstrup.

7

P. Andresen, Højskolelærer, Ryslinge,

J eg havde været Medlem af Københavns Højskole- ^ forening i nogen Tid, før jeg blev valgt ind i Bestyrelsen. Det var saare meget bevægede Dage — den begyndende Provisorietid. I Bestyrelsen sad den Gang bl. andre afdøde Folketingsmand Harald Holm, Borgmester Marstrand, Trafikminister Svend Høgsbro og Grosserer Hans Nielsen. Disse Mænd var højt interesserede i det offentlige Liv, og Bestyrelsesmøderne gik ikke af, uden at vi altid indgaaende drøftede Tidens mange Sager, og det var ikke Smaating, der var fremme den Gang. Holm var altid ladet som en Leydnerflaske, der ved den mindste Berøring gnistrede med stærkt Blus. Marstrand og Høgsbro var lige saa oppe, men de tog roligere paa Tingene, de var sikkert allerede den Gang optagne af Livets mangehaande praktiske Foretagender og tog Standpunkter ud fra disse Forhold. Dette gav vore Møder et godt Indhold. Vi var enige, hver gav sit Bidrag, og det var paa Tider, hvor man trængte til at mødes. „Politiken", „Den ny Tid“ og „Tidens Strøm* udkom samtidig. Store Plakater var klinet op hele Byen igennem. Foreningen fik en pragtfuld Silkefane, som blev indviet en dejlig Sommerdag i Geels Skov. Den liberale Vælgerforening var bleven stiftet. Vi indmeldte os alle og stod under vor nye Fane paa Grundlovs­ dagen opstillet bag Tivoli — hvor nu den nye Bane- gaard bygges — og gik med i Processionen ud til Eksercerpladsen under Frederiksberg Bakke, hvor bl. andre Hørup og Holm talte. Vi var mange under vor

8 Farie, det imponerede Københavnerne noget; men ellers var Processionen ret ubetydelig. Valget — Som­ meren 1884 — hvor Trier blev valgt i 1. Kreds, Hage i 7., Hørdum i 9. og Holm i 5. Kreds, var en stor Begivenhed. Vi fik Telegrammer fra Studentersamfun­ det, jeg bragte dem op i Foreningen og læste selv et af de sidste op, som meddelte flere Venstresejre og Ministeriet Sverdrups Udnævnelse. Begejstringen var stor. Det er de Hovedbegivenheder, som i stærke Bøl­ ger bevægede Foreningens Medlemmer i de Dage. Jeg var Bibliotekar, købte en Mængde, fik megen Indsigt i den boglige Verden, skrev i Forslagsbogen om Renlighed og arbejdede for, at Foreningen skulde bygge. Jeg mindes disse stærkt bevægede Dage. Et rigt Liv indadtil i Foreningen, ofte med Rivninger, som dog altid blev ordnede i Mindelighed; — og dertil et stærkt pulserende Folkeliv uden for i Byen og Landet over med Sprængstof og Knaldsats. Oh! I Guder! det var skønne Tider! P. Andresen.

Hans Bendixen, Snedker, Bredsten ved Vejle.

Q om 19 Aar gammel Snedkersvend kom jeg i 1888 ^ til København. Jeg kom fra Flensborg, hvor jeg om Vinteren havde arbejdet, og det var mig en sand Fryd at høre dansk Tale rundt omkring mig i Stedet

9 for det fremmede Plattysk, mens jeg paa Lykke og Fromme vandrede af Sted fra Banegaarden ud i den ukendte Hovedstad. Da det var faa Dage før Udstillingens Aabning, havde jeg en Del Besvær med at finde Plads for Nat­ ten, men havnede dog omsider paa et lille Hotel i Vestergade. Et Par Dage efter fik jeg Arbejde, og da et Værelse var lejet og Kuffertens Indhold pakket ud, begyndte jeg saa smaat at føle mig hjemme mellem de Femetages Huse. Nogle Kendinge havde jeg ogsaa, hos hvem jeg straks var bleven meget venlig modta­ get, men jeg savnede alligevel et Sted, hvor jeg med Glæde og Udbytte kunde tilbringe min rigelige Fritid. Da jeg derfor en Dag fik Brev hjemme fra, og Moder deri anbefalede mig at søge ud i Højskoleforeningen, Helgolandsgade 14, var jeg ikke sen til at følge Anvis­ ningen. Som jeg nu der oppe paa 1. Sal ringede paa til venstre ved Højskoleforeningens Dørplade, aabnedes Døren til højre ind til Formanden, Folketingsmand Harald Holm, og dette lærte jeg snart var Reglen. Men som det var med Dørene, var det i anden For­ stand for den, der søgte at komme ind i Foreningslivet der. Han fandt samtidig Vejen til Holm personlig og til hans gode hyggelige Hjem. Vel kunde det for en fremmed Fyr som jeg, uden Forbindelser og Bekendt­ skaber have sine Vanskeligheder at komme i Kast med de ældre, hjemmevante Medlemmer. Men Holm gjorde sit yderste for at hjælpe paa dette Forhold og var navnlig ked af, hvis der inden for den gamle Stok dannede sig Kliker. Gang paa Gang opfordrede han paa forskellige Maader nye og ældre Medlemmer til

10 gaa i Lag med hinanden, og for mig og min Færd i de gamle Foreningslokaler, i de Aar jeg havde Tilhold der, fik et Foredrag af Holm om Kristen Kold stor Betydning. I dette Foredrag fortalte Holm nemlig om, hvordan Kold engang svarede en Mand, der i en Sam­ tale beklagede sig over, at der var saa lidt Menneske­ kærlighed i Verden: „Det er jo din egen Skyld Hans Bentsen", sagde Kold, „se der gaar nu din Kone ude i Gaarden og slæber paa en Spand Vand, og du ved, hun er saa skrøbelig; hvis du nu gik ud og bar Span­ den for hende, saa var der saa meget mere Menneske­ kærlighed i Verden." Dette syntes jeg var som sagt til mig, og i Stedet for at klage over det fattige Sam­ liv, der maaske kunde synes at være i Højskolefore­ ningen, gik jeg løs paa at leve med, det bedste jeg kunde. Koids Raad har jeg for Resten altid siden fulgt, saa godt jeg har forstaaet, under Livets forskel­ lige Forhold, og det forekommer mig, det overalt har staaet sin Prøve, og i hvert Fald ved jeg, at det hjalp mig til at faa nogle rige og glade Ungdomsaar i Københavns Højskoleforening. Den Saavel i Livsstillinger som i Væsen og Karak­ ter saa forskellige Ungdom, der her samlede sig, frem­ mede paa mange Maader min JJdvikling. Unge vor­ dende Kunstnere lærte mig med lidt Forstaaelse at se paa Maleres og Billedhuggeres Arbejde, og belæste Folk med Færdighed i Penneføring hjalp mig baade ved Ros og Revselse at indse saa nogenlunde, hvad jeg evnede i den Retning. Aldrig skal jeg heller glemme Betydningen af de mange udmærkede Foredrag, som navnlig om Vinteren samlede os. De var mig en god Forberedelse til mine senere Ophold paa Askov

11 Højskole, og mangt og meget fra dem er mig til stadig til Glæde og Gavn. Men frem for alt anser jeg det for en Lykke, at jeg kom i et meget nært Forhold til en saa ypperlig Mand som Harald Holm, og jeg er ikke i Tvivl om, at han er den Mand, der har haft størst Indflydelse paa mit Livs Retning og Vandel. Hans trofaste Venskab og store Hjælpsomhed over for mig paa mange Maader lige til det sidste vil jeg altid være inderlig taknemmelig for, og jeg vil lære mine Børn at elske hans Minde og ære hans Navn mellem Danmarks gode Navne. Harald Holms Gerning i Københavns Højskolefore­ ning fortsættes jo nu af andre Mænd, og med Glæde læser jeg de smaa Meddelelser, som X af og til gen­ nem Højskelebladet udsender om Virksomheden under de nye Forhold. Jeg kan kun ønske at flere og flere af Hovedstadens unge Mænd og Kvinder maa samles i denne Forening, og at alle derinde maa kappes om at „tage ved Spanden", naar og hvor det gøres nødigt. Maa jeg til Slutning sende en venlig Hilsen til alle gamle Venner fra Helgolandsgade, der mulig læser disse Linier. „ D ,. 7 Hans Benaixen.

Birgitte Berg Nielsen, Statskonsulent for Husholdningsundervisning, Frederiksberg.

L J ø js k o l e f o r e n in g e n har i flere Aar været mig et lyst 1 * og lykkeligt Ungdomshjem. Novbr. 1880—82 læste jeg til Eksamen i København. Det var vist i Forsom

12 meren 1881, jeg første Gang kom i Højskoleforeningen, og den første Aften, jeg var der, vil jeg altid huske. Det var i Fiolstræde. Svend Høgsbro holdt Foredrag om gift Kvindes Retsstilling; der var ingen Talerstol i Avisstuen, hvor Foredraget blev holdt, men Høgsbro stod frit paa Gulvet og gik af og til frem og tilbage, mens han talte. Hver af hans Bevægelser, Foredragets Indhold som Helhed, ja mange enkelte Sætninger ganske ordret husker jeg endnu, men allermest Tonen, den underlig dystre, til Tider vemodige Grundtone for hele Fremstillingen, der især gjorde Indtryk paa mig. Fore­ draget var rent oplysende, ikke direkte agitatorisk; og Oplysningen samlede sig om dette: „Gift Kvinde har •ikke Raadighed over Formue af nogensomhelst Art; hvad hun ejede, før hun blev gift og er Medejer af som Hustru, raader Manden ene over, og han kan gøre med det, hvad han vil. Gift Kvinde raader heller ikke over sine Børn, Manden alene har Raadig­ hed over Børnene, deres Opdragelse, Skolegang o. s v.“ Det var mit første Møde med Kvindesagen. Det næste, jeg husker fra Højskoleforeningen, var en Udflugt til Frederiksborg og Fredensborg i øsende Regnvejr, hvor Harald Holm førte an med et saa straalende Humør, at det smittede hele Flokken; vi blev vist om i Kirken og paa Slottet, derefter gikvi til Fredensborg; vi sang, snakkede, spøgte og lo og var enige om, at det havde været en udmærket Dag, trods den graa Himmel. Jeg havde nu stiftet Bekendtskab baade med Alvor og^ Gammen i Højskoleforeningen og var hjemme der med det samme. Da Højskoleforeningen Efteraaret 1889 flyttede til Rømersgade, kom jeg til at bo der, og der var godt

13 at være. Da jeg var paa Seminariet Kl. 4—9, hørte jeg saa godt som aldrig Foredrag i Højskoleforeningen, men jeg kom gærne hjem tids nok til at faa den sidste Sang med, og saa morede vi os og havde det for­ nøjeligt en Times Tid derefter for saa endelig at slutte med en Aftensang til Klavermusik i Margrethes lille Dagligstue; jeg tror nok, at de fleste af vi unge var inderlig taknemlige for den hjemlige Hygge, vi fik Lov at leve med i. Margrethe sad hver Dag i Dagligstuen mellem de unge og læste Bladene og fandt saa Lej­ lighed til at tale med en og anden om, hvad der leves for, og hun lod de unge Piger, hun havde som Hjæl­ pere i Huset, gøre det samme. „Vi maa komme ind hos dem, saa faar de Mod til at komme ind hos os, og saa faar vi det hjemligt", sagde hun. Jeg husker en Aften, vi haVde snakket og sunget til Klokken var over 11 og Porten lukket, saa vi maatte følge Gæsterne ned og lukke dem ud — en hel Del af dem var Sol­ dater. Da jeg gav Haanden til Farvel, var der en af Soldaterne, som sagde: „Farvel og Tak.u „Hvad tak­ ker du for", svarede jeg lidt overrasket. „For meget mere end du tror; Højskoleforeningen er det eneste Sted i København, hvor vi bliver regnet for Mennesker, alle andre Steder er en Soldat kun et Nummer, derfor er vi glade for at være her." Jeg kunde se, at de andre Soldater tænkte som han, der havde talt. Det lille Ord Tak blev ved at følge mig med en egen stille Glæde, ja næsten som Højtid. Vi unge Piger, det var Kristiane og Emma foruden mig, som boede hos Margrethe, glædede os altid til den Aftentime, da vi, efter at Ar­ bejdet var endt, kunde være sammen med de unge Mænd og Kvinder i Højskoleforeningen; vi havde

14 næppe en Tanke for, at vi skulde yde noget; vi nød Tilværelsen at være unge mellem de unge, tale og synge alvorlig eller skæmtende, som det nu kunde falde sig, og nu forstod vi, at vi uden selv at have gjort noget derfor var med i et Arbejde, der gav Glæde for andre. Fra den Aften omfattede jeg Soldaterne i Højskoleforeningen med særlig Interesse; kunde jeg komme til at virke lidt godt for dem, da var det en Glæde, jeg ikke vilde undvære; jeg vidste af egen Erfaring, hvor svært det kunde være at føle sig ene. Foreningen var ikke større, end at jeg, som boede der, kendte omtrent alle, som kom der. Kom der saa ny Folk, særlig Soldater, søgte jeg at faa dem i Tale og faa dem draget med ind i vor Kreds, enten det nu gjaldt Læsning, Leg eller Udflugter. Ofte ledede jeg Museumsbesøg om Søndagen. Dette førte en Dag til en pudsig Scene paa Seminariet. En Søndag, da jeg gik med en Flok Soldater, vel 12—14, fra Rømersgade til Krystalgade for at vise dem Zoologisk Museum, havde min Historielærer, Hr. Bohr, der boede der i Kvarteret, lagt Mærke til os. Dagen efter siger han paa Klassen: „De bor i Rømersgade, Frk. Berg." „Ja", svarede jeg. „De tager Dem af Ungdommens Opdra­ gelse." „Ja, jeg gør saa, jeg viser de unge Landboere vore Museer". „Hm, hm“, og saa var der ikke mere Snak om det. Efter Timen siger en af Kammeraterne: „Forstod De da slet ikke, at Hr. Bohr ikke syntes om, at De gik med Soldaterne paa Museerne?" „Nej da, jeg tog Hr. Bohrs Udtalelser som en Kompliment, han maa da synes om, at jeg hjælper de unge til at faa deres Fritid vel anvendt." Hun saa lidt forbauset

15 paa mig og blev vist ikke rigtig klog af, hvor meget jeg havde forstaaet eller ikke havde forstaaet. Om Sommeren og naar Vejret var nogenlunde, var vi næsten hver Søndag paa Udflugt; vi tog i Sønder­ marken eller Frederiksberg Have, hvor vi legede og sang, og jævnlig kom vi til Emdrupborg eller Grundt­ vigs Højskole Søndag Eftermiddag til Foredrag. Vi var gerne 50—60 i Følge og vandrede ud af Byen ved 2—3 Tiden; saa hørte vi Forelæsning og Sang Kl. 4 —6 eller saa omtrent; som oftest blev derefter hele Flokken indbudt til Aftensmad; vi morede os derefter sammen med Eleverne et Par Timers Tid og vandrede saa glade og friske i Sind hjem den lyse Sommeraften. Hvor var det dog velgørende for os, der var fra Lan­ det, at komme lidt bort fra de høje Huse og de kede­ lige Brosten. Vi glædede os over de gulnende Korn­ marker og det grønne Græs, over at høre Køerne brøle og Hundene gø — for det er jo det mærkelige ved de københavnske Hunde, at de er stumme, naar de færdes paa Gaden. Det var det gode ved disse Udflugter, at de ikke kostede en eneste Øre, saa ingen behøvede at blive hjemme, fordi han manglede Lomme­ penge. Én Gang var det ellers lige ved at trække op til Uvejr med Hensyn til det økonomiske. Vi havde været i Søndermarken en Søndag Eftermiddag og gik derfra Kl. 6—7 med den Aftale at mødes i Højskole­ foreningen Kl. 8; men da vi kom til Marienlyst eller maaske var det Alléenberg, var der nogen, som fandt paa, at vi skulde derind at drikke Kaffe. Jeg var mel­ lem de sidste i Flokken og blev lidt forbauset over at se omtrent alle forsvinde i Beværtningshaven; en lille Flok Soldater stod just ved Indgangen raadvilde

*

16 med, om de vilde ind eller ej. „Gaar du med ind?“ spurgte de. „Nej, jeg gaarhjem“, svarede jeg, og det vist ret bestemt, „vil I ikke med mig?“ „Jo, lad os hellere det", svarede de, og saa gik vi i Rømersgade. Om Aftenen forestillede jeg de unge Piger, at det slet ikke kunde gaa an, at vi sluttede en Udflugt paa den Maade, for det vilde føre til, at de Mænd, som ikke havde Raad til saadan Ekstraudgift til Kaffe, vilde blive borte fra vore Udflugter, og det vilde især gaa ud over Soldaterne, som havde det knappest med Lomme­ penge, men som trængte mest til lidt Søndagsfornøjelse sammen med os, da de ikke havde Hjem eller Venner her i Byen; desuden fandt jeg det urigtigt, at Pigerne vilde lade sig traktere i Flok, da de ikke havde Lej­ lighed til at gøre Gengæld. Der var vel nok dem, der mente, jeg tog for tungt paa den Historie, men det blev dog sidste Gang, at vore Udflugter af den Art sluttede med Kaffegilde. Havde vi derimod Heldags­ udgifter som Turen til Malmø og Lund, til Kulien eller til Kongelunden, da havde vi Piger Madkurve med, og Mændene betalte Drikkevarer, saa kunde det saa nogenlunde gaa lige op. At den økonomiske Van­ skelighed kunde være løst ved, at hver betalte for sig, faldt ingen ind; dertil var Kvinderne den Gang altfor underordnede og — alt for lavt lønnede Personer. Da jeg en Gang, det var 3—4 Aar senere, paa en længere Udflugt kom med et Forslag om, at vi skulde selv betale Kaffen, sagde Frederik Hansen meget bestemt, om end hviskende: „Ti stille med det, ellers kan Pi­ gerne jo aldrig komme med paa Udflugter, hvad skal deres Smule Fortjeneste vel kunne give til Fornøjelser!" Til vore kæreste Fornøjelser hørte ogsaa Sejlture i

17 Sundet eller i Kalveboderne. Vi lejede Sejl- eller Ro- baade ved Frederiksholms Kanal. Jeg holdt mest af Robaadene, de var saa rart ufarlige; og mangen en Søndag Eftermiddag har jeg styret en lille grønmalet Baad omkring paa det stille blanke Vand, mens vi nød den lune lyse Sommerdags Fred saa nær ved Byens Larm og dog saa fjærn, som kom Larmen os slet ikke ved. Vi var saa stilfærdige, naar vi var til Søs; Tale eller Sang lød dæmpet, og ofte sad vi ganske tavse og nød Stilhedens Harmoni. En Gang var jeg med til en lille Revolution i Høj­ skoleforeningen. Vi havde en Bestyrelse paa 5 Med­ lemmer. Hvem de to var, husker jeg ikke, men de 3 var Johannes Schrøder, Harald Holm og Svend Høgs­ bro. Disse tre betragtedes som den konservative Del af Bestyrelsen, og der blev nu arbejdet paa at gøre dem til Mindretal ved at lade en af dem falde til Be­ styrelsesvalget og faa en Repræsentant for Ungdommen ind i Stedet. Det Valgudvalg, der ledede Agitationen for at skaffe Ungdommen Flertal i Bestyrelsen, spurgte mig, om jeg vilde hjælpe dem ved at samle Stemmer mellem de unge Piger. Det mente jeg ikke, vilde be­ tyde nogét, for de fleste af Kvinderne havde ikke Stemmeret, de var nemlig Medlemmer paa Maaneds- kort til halv Pris — 50 Øre pr. Maaned —, og den Slags Medlemmer havde ikke Stemmeret; men jeg tænkte mig Muligheden af at samle Stemmer fra anden Kant, nemlig blandt mine gode Venner Soldaterne. Jeg talte med en Mand eller to af hver Vaabenart af dem, jeg kendte bedst, og de talte saa igen med Kam­ meraterne om Sagen. Vilde nogen have spurgt os, hvad vi havde mod Bestyrelsen, vilde vi næppe have

18 nævnt noget bestemt Ankepunkt, for de styrede vist nok Foreningens Sager udmærket; men de var os lidt for „faderlige"; vi var klare over, at de gærne vilde gøre alt det, de kunde, for at gøre det godt for os; men vi mente, de ikke til fulde skønnede, at vi var voksne nok til selv at have et afgørende Ord med i Laget. Svend Høgsbro blev udset som Offer, for Ha­ rald Holm var vi klar over, at vi ikke kunde undvære, og vi betragtede Johannes Schrøder med en vis stil­ færdig Ærbødighed, der sikrede ham mod Angreb. Høgsbro faldt. Høgsbro, der selv læste Stemmesedlerne op, tog det med godt Humør og morede sig vist egentlig over, at Højskoleforeningens Ungdom var ble­ vet saa frisindet, at han ikke var dem frisindet nok,, men skulde kasseres som værende for konservativ. Dette Valgarbejde, hvor hver kæmpede for sit og maatte bekende Kulør, gjorde en Del til, at vi yngre i Foreningen kom til at tale sammen og lære hinanden bedre at kende. Vi havde stadig Samtaler om Dagens Spørgsmaal — ikke Diskussionsmøder med en Indleder paa en Talerstol, Ordstyrer o. s. v., det vilde vist ingen af os have haft Mod til, men vi sad i Flok, 10—20 eller flere, som det kunde træffe sig; ofte var Samtale­ emnet nye Bøger, der just var anskaffet, eller nye Bøger, som Bestyrelsen ikke kunde købe, fordi de ikke fandtes at være sunde for Ungdommen (Niels Lyhne). Da Hostrups Eva udkom, blev den drøftet i det uendelige, og vi fik i den Anledning rig Lejlighed til at repetere Høgsbros Foredrag om gift Kvindes Rets­ stilling. Vi lærte meget af disse Forhandlinger, og vi lærte hinanden at kende; det var ikke Forhandling mellem Mænd og Kvinder, der stod fjendtlige mod

19 hinanden, og af hvilke enhver for enhver Pris vilde have Ret, men mellem Mænd og Kvinder, som havde noget tilovers for hinanden og havde Tillid til hinan­ dens gode Vilje, og som ved fælles Hjælp søgte at finde ud af, hvad der var Ret, eller hvad der burde være Ret. Det var ikke Forhandlinger, som de føres paa et Agitationsmøde, men som de føres i en Fami­ lies Dagligstue. Vi gik ogsaa meget flittig paa Maleri­ udstillingen paa Christiansborg Slot og paa Thorvald­ sens Museum. Der kom flere unge Kunstnere i Høj­ skoleforeningen, og det gjorde vel sit til at vække vor Interesse for Kunst. Da Rasmus Andersen fik sit første Arbejde, en badende Dreng, antaget paa Charlotten- borg, følte vi os alle meget hædrede og skulde natur­ ligvis i Flok og Følge hen at se Rasmus Andersens Dreng. Vi var vist ikke langt fra at mene, at den Guld- medaille, han fik for sit Arbejde, kastede lidt Glans over hele Vennekredsen. — Den Gang dig, en anden Gang mig, — vi drømte vel nok om at blive til noget allesammen, hver i sit Arbejde. Det var en rig Tid; vi modtog Indtryk, som havde Værd; og den enkelte gik ikke ene og tumlede med sit, men havde Lejlighed til at drøfte sine Interesser med Kammerater med nogenlunde samme Udvikling; det gav Glæde, og det gav Grøde. Der blev sluttet Venskaber den Gang, som har varet ved indtil nu, og som vil vare Livet ud. Fra November 1882—84 var jeg paa Landet som Lærerinde og kom saa igen tilbage til København og til Højskoleforeningen, der nu boede i Colbjørnsens- gade og havde faaet Sofie til Værtinde. Jeg kom der daglig og var vedblivende glad for at være der; men 2*

20 det er vist bedst jeg slutter nu, at det ikke skal blive en hel Bog i Stedet for et lille Blad til Minde. Tak til hver Ven fra de unge Dage, som endnu med Glæde mindes, hvad godt og glædeligt vi var fælles om, og Tak til Højskoleforeningen, mit lyse, gode Hjem gennem de mange Aar. Birgitte Berg Nielsen.

Herman Biem, < Bestyrer for Bornholms Maskinfabrik og Bornholms Telefonselskab, Renne.

I Efteraaret 1878 kom jeg til København for at gaa i * Teknisk Skole, der den Gang havde Lokaler i Udstil­ lingsbygningen. Nuværende Pastor August Christensen, der var min Højskolekammerat fra Vallekilde, boede den Gang i Højskoleforeningen, hvilket var Anledning til, at jeg straks søgte derhen. For mig havde Højskoleforenin­ gen stor Betydning, og den Tid, jeg havde tilovers fra Skolen, søgte jeg der hen; man følte sig hjemme, kunde læse Blade og Bøger samt faa en lille Passiar med de til­ stedeværende, som man snart lærte at kende, da Med­ lemsantallet ikke var større, end det kunde overses. Folketingsmand Harald Holm var en udmærket Formand for Foreningen, og de Erindringer, jeg har om hans Virksomhed, Samtaler og Foredrag, vil vedblive at staa for mig, saa længe jeg lever, som noget af det mest tiltalende; det gik de andre Medlemmer som mig, at hans Foredrag passede vi paa at overvære og fik

21 altid godt Udbytte deraf. Skolebestyrer Jacobsen erin­ drer jeg ogsaa som en af de ældre, der paa sin jævne Maade søgte at faa Ungdommen i Tale, han kaldte mig altid for „Emblem", og jeg tror næsten, han havde saadanne Kælenavne til andre ogsaa. Der var ikke saa faa af Foreningens Medlemmer, der med mere eller mindre Held forsøgte sig som Foredragsholdere og deltog flittig i Diskussioner, det var dog særlig Studen­ terne; men der var forholdsvis godt besøgt ved disse Foredrag, da det Liv og den Interesse fra baade Taler­ nes og Tilhørernes Side gav det sit Præg. Mathilde Petersen var en dygtig Værtinde, der paa en sjælden god Maade udfyldte sin Plads; min Hustru Frida Muller, var den Gang hendes Kokkepige, og hun var ogsaa glad ved at tjene hende, uagtet der ikke var saa lidt at bestille. „Mathilde" var næsten som en Moder for de unge Mennesker, og vi fik altid Vejledning og gode Raad, naar vi betroede os til hende. H. Biem.

f Engelbrecht, Toldforvalter i Sæby.

I eg har været Medlem af Københavns Højskoleforening fra 1879 til 1891, hvilket sidste Aar, jeg blev ansat ved Toldvæsenet i Aalborg som Aspirant. Jeg er nu Toldforvalter i Sæby. — Jeg kom til København 1878 som ungt Menneske, og var saa heldig allerede Aaret efter at blive Medlem af Foreningen. Dette var en stor Lykke for mig, jeg har i den levet den lykkeligste Tid

22 af mit Liv blandt unge fremadstræbende Mennesker og tillige været i Berøring med en hel Del ædle og varmtfølende Mænd, hvoraf jeg først og fremmest maa nævne afdøde Harald Holm og nuværende Trafikmini­ ster Svend Høgsbro. — Dette bevirkede, at jeg, der af Natur var tungsindig, blev mere retlinet og fik et lyst og frejdigt Syn paa Livet, som har lagt Grund­ volden til min senere Fremgang i Livet, og jeg tæn­ ker, at mange af de unge Mennesker, som er kommet der, maa sige det samme for deres Vedkommende. — Jeg kan nu fuldt ud forstaa, hvad Holm var for os unge, og hvilket varmt Hjærte han havde. Skal Højskoleforeningens Historie engang skrives, da bør den have til Overskrift „Harald Holm“ og „Svend Høgsbro". Engelbrecht.

H. P. H. Gjevnøe, Sognepræst i Grevinge.

p\ET er iaar 20 Aar, siden jeg blev Student, og fra ^ den Tid stammer mia Deltagelse i Højskolefore­ ningens Liv, idet den varede det meste af min Studen­ tertid, indtil Eksamenslæsning lagde Beslag paa al min Tid. Studenterforeningen forekom mig og mine Venner for konservativ og indholdløs, Studentersamfundet var os for radikalt; men i Højskoleforeningen fandt vi, hvad vi savnede: Et Samlingssted for sundt og frisk Ungdomsliv, et Midtpunkt for god og folkelig Oplys-

23 ning, og Underholdning og et Hjem for den Ungdom, der i den store By trængte til at føle sig værnet og beriget af det gode Hjems gode Aand, og jeg er den Dag i Dag afdøde Harald Holm og hans Hustru tak­ nemlig for, hvad de vilde og kunde yde os i den Retning. Navnlig staar der for mig endnu Festglans over de Stunder, naar Holm kunde lægge sin Travlhed fil Side og sætte sig som en ældre Ven og Broder iblandt os og drøfte Folkets og Menighedens Sager med os. Da lyttede v i! Jeg tør tro, at denne Lytten for mit Vedkommende ikke var helt forgæves. Foruden det ovennævnte havde vi Højskoleforenings-Studenter, „Bon­ destudenter", som de fleste af os var, den store For­ del, at vi i Højskoleforeningen fandt den folkelige Jordbund, hvor vi sundt og naturligt kunde fæste Rod, ikke behøvede at skamme os over vor Bondefødsel og ikke blev fristede til det forlorne Studenterovermod, fordi vi dér færdedes mellem jævnaldrende i alle Fag og Stillinger og lærte at skatte dem som Kammerater, hvad siden har været os en stor Vinding. Jeg har saa­ ledes meget at være Højskoleforeningen taknemligjor, og JeS bringer den 30-aarige Jubilar som mit bedste Ønåke for dens Fremtid, at den fremdeles maa være et Sted, hvor al sund Ungdom, og ikke mindst den studerende, maa finde Hjælp til god Udrustning til Manddommens Liv og Strid. H. P. H. Gjevnøe.

24

J. Høgild. Dj-rlæge, Stubbekøbing.

T ^ er er sikkert faa af Foreningens daværende Med- lemmer (fra først i 90’erne) der husker mig; thi jeg hørte til den „tause Stok". Men ikke desto mindre gjorde jeg mine Iagttagelser og fik Indtryk, som præ­ gede sig i Sindet. Det var en Gæringstid for mig. Jeg var som en Akkumulator, der optog den ene Ladning „Aand og Vid" og „Vrøvl" efter den anden. Men da jeg var dygtig kantet den Gang, saa sivede Ladnin­ gerne omtrent ud igen, der fremkom derfor ingen større Ophobninger, hvorved Faren for en stærk Udladning ved tilfældig Berøring eller — en Kortslutning ude­ lukkedes. Jeg beholdt kun til Husbehov. Højskoleforeningen var et elektrisk Værksted, hvor der produceredes en Masse Elektricitet — baade po­ sitiv og negativ. Og naar der saa skete Udladninger ved mere eller mindre højtidelige Lejligheder. Ih, du fredsens! Der var over kvarterlange Straaler sommetider. Det var Mad for Mogens. Men Foreningen kan ogsaa lignes ved en Slags Serumanstalt, hvor man kunde faa Indpodninger, mod alt det giftige Kryb, som vilde „Livet" tillivs. Og det var maaske ikke dens mindste Virksomhed. Jeg var som Regel en sikker Tilhører, naar der var Foredrag og Diskussion. Ved en saadan Lejlighed mindes jeg en Mand, der var en fænomenal Hurtig­ taler. Saa vidt jeg husker, var han cand. theol., og bestandig var han Opponent mod de traditionelle Anskuelser. Denne Aften blev der mod Slutningen vedtaget, at enhver kun maatte faa 5 Minutter til at

25 tale i. Kandidatens Paastande blev angrebne fra flere Sider. Endelig fik han Ordet. Og hvad han fik sagt i 5 Minutter, forbausede mig. Han fik gendrevet alle sine Modstanderes Argumenter, og fremsatte ny Hy- pothesei. Hvad det hele drejede sig om, det har jeg glemt. Men derimod glemmer jeg aldrig den eminente Ordflom. Han tog ligefrem Vejret fra sine Tilhørere. Og naar han fik mange med sig, saa var det saamænd ikke altid i Kraft af Logikken i sin Tale, men p. Gr. af Veltalenhed. Han tog Folk med Vold, kun faa kunde faa Tid til at øve Kritik. Og det er en Fare ved Vel­ talenheden. Der er vist mange gamle Medlemmer, der med Glæde mindes de Aftener, hvor de blev inviterede hjem til Foreningens bedrestillede Medlemmer. Det var jo særlig de unge, Indbydelsen gjaldt. Jeg kan ganske vist ikke tale med derom, thi jeg naaede aldrig at komme med, og jeg har senere ærgret mig derover; men den Gang — nej, jeg kunde aldrig bekvemme mig dertil. Min Tilbageholdenhed var stærkere end min Lyst. Nu forekommer det mig i hvert Fald, at det var en god og praktisk Maade at give Foreningens unge ‘ en Adspredelse paa. Thi det kunde blive mere end en Adspredelse. Det kom jo an paa de enkelte Hjem. Hvis saadanne Indbydelser endnu fremkommer, saa vil jeg anbefale alle de tilbageholdne unge ikke at gøre som jeg, men benytte Indbydelsen. Thi selv om man ikke morer sig, saa kunde der altid være Iagt­ tagelser at gøre, som senere kan komme En til Nytte. Der er selvfølgelig andre Begivenheder, som jeg mindes, men som jeg ikke kan komme ind paa her,

26 da det saa blev alt for langt, Minder, som har gjort sit til at præge mit Syn paa Mennesker. Alt i alt mindes jeg Højskoleforeningen som et Sted, hvor jeg var glad ved at komme; thi der brødes An­ skuelserne, der var Liv. Og det trængte min Natur til. Den var — og er forhaabentlig endnu — de gode In­ teressers Arnested. Og naar jeg ønsker til Lykke i Da­ gens Anledning, saa er det med det Haab, at Højskole­ foreningen ogsaa i Fremtiden maa høre til de Steder, hvor Livets Pulsslag føles stærkt og sundt. J. Høgild.

Signe Høgsbro, Bestyrerinde paa Buddes-Minde ved Juelsminde.

/'■'I ertrud M adsen og jeg dvæler sommetider og gerne ^ ved Minder fra Højskoleforeningen, og vi er enige om, at det er egentlig den eneste Tid, vi rigtig har faaet Lov til at være unge, unge i Leg og Sang og unge i Meningsudveksling. Vi har kun lyse Minder at se tilbage paa der. Senere har det mange Gange trø­ stet os at tænke paa, at vi der havde set en Kreds unge Mennesker, der kunde leve et naturligt og rent Ung­ domsliv sammen „med Øjet som det skabtes himmel­ vendt, lysvaagent for alt stort og skønt herneden", i Stue som i fri Luft. Signe Høgsbro.

27

Svend Høgsbro, Trafikminister, København.

f^\A Højskoleforeningen blev stiftet, var jeg allerede ude over den første Ungdom, 22 Aar gammel og juridisk Kandidat. Min Studentertid havde jeg nydt i Studenterforeningen og gik egentlig nærmest med her for at tjene en Sag, gavne og glæde andre med mig selv. Men det gik anderledes. Jeg fik selv min store Part af Glæden ved Foreningen og dens Liv, ikke blot i de Par Aar, jeg endnu var Ungkarl, men ogsaa efter at jeg selv havde stiftet Hjem. Det var ikke det dag­ lige Liv i Foreningen, jeg nød, men Lørdagaftenerne — dengang var vi ikke naaede videre end til Samling en Gang om Ugen, Generalforsamlinger i Begyndel­ sen 1 Gang maanedlig — vore Foredrag og Forhand­ linger, vore Fester og vore Udflugter, større og mindre. Hvad kan sammenlignes med vore 3 Rejser til Born­ holm i 1883, 1889 og 1897? Der var et Liv, en Fart, en Deltagelse i dem saa rig, saa kraftig, at de blev en Del af min Tilværelse, som jeg ikke godt kan tænke mig foruden. I Modsæt­ ning til Studenterforeningslivet mødtes jeg her med Folkets forskelligste Lag, Haandværkere, Soldater, Land­ brugere o. s. v., desuden Kvinder Saavel som Mænd, allerede det gav vort Samliv en Alsidighed, en Rigdom, som jeg har haft godt af siden. Men dertil kom, at der — takket være hele „Menigheden", men først og fremmest Harald Holm — hvilede en Luftning af Ide­ alitet af de store Tanker over hele Foreningslivet, som stod i en saa skærende Modsætning til det for alt

28 sligt fuldstændig blottede Liv i Studenterforeningen i min Tid. Har saaledes Højskoleforeningen været en af mine egne egne Livskilder — dobbelt værdifuld herinde i det ellers i mange Henseender saa tørre og ensidige Københavnerliv — saa har jeg haft ikke mindre Glæde af den for mine Børns Skyld. For dem har den — særlig naturligvis fordi de gennem Holms og min Sø­ sters Hjem gik ud og ind der som i et andet Hjem — været Glædens Kilde som intet andet Sted her i Byen udenfor deres eget Hjem. Dens aarlige Fester, særlig Komedierne med det tilhørende „store Bal“,var for dem Aarets største Begivenhed, dens Udilugter deres største Sommerglæder, dens Gimleballer og Lege­ stuer deres første Ungdoms straalende Tumleplads. Navnlig disse Gimleballer med deres 2 mere eller mindre „gebræklige", men mageløs indøvede og af alle Deltagerne saa vel kendte Musikanter, den tilhø­ rende Kop Kaffe + to 5 Øreskager og forresten kun det Humør, man selv bragte med — dem glemmer de aldrig. Kan Højskoleforeningen for andre Københavnere blot faa tilnærmelsesvis den Betydning som for mig og mine, da fylder den en Plads i vort Folkeliv her­ inde, som man ikke kan sætte for højt. Svend Høgsbro.

29

Asger Højmark, Valgmenighedspræst, Aarhus.

J eg var Medlem af Københwns Højskoleforening fra ^ 1881 til 1891 med en kortere Afbrydelse i 1886—87. Ved at færdes i min Ungdomstid dels i Højskole­ foreningen, dels i Studenterkredse (Studentersamfundet) og andre Steder i Hovedstaden vandt jeg gennem lang Tids Erfaring og Sammenligning det gode Resultat, at der intet Sted var saa frit, hjemligt og godt at være som i Højskoleforeningen. Der var en god Blanding af de mest forskellige Slags Mennesker, der var størst Forbindelse med det øvrige Land, og i Virkeligheden var der langt mere Frisind og Ungdomsglæde end i Studentersamfundet. Størst Betydning har Københavns Højskoleforening haft for unge fra Landet, der af forskellige Grunde le­ vede nogle Aar i Hovedstaden, den har givet den gode Forbindelse mellem Fortid og Nutid og en sund Bag­ grund for et værdifuldt Udbytte af Opholdet i Køben­ havn. Der var megen Kritik indenfor Foreningen de nævnte Aar, mén den kunde taale den og være værdifuld for mange endda. Asger Højmark.

P. Jakobsen, Sognepræst, Gamborg.

1 \ eri sætter jeg Højskoleforeningens største Betydning, at den blev et godt Tilflugtssted. De unge Men­ nesker, som fra Landets forskellige Egne skal opholde

30 sig i København en længere Tid, er ofte meget ilde stillet. Har de ikke nære. Bekendte eller Slægtninge i Byen, er de hjemløse. De er udsatte for den store Bys Fristelser og for at komme i slet Selskab. Slet Selskab byder sig altid til. Og har den unge end som jeg personlig den Lykke at faa Adgang til gode københavnske Hjem, føler Lands­ bybarnet sig dog som en fremmed. Der er saa stor Forskel i Væsen og Tankesæt hos Landsbybarnet og Københavneren, at de vanskelig kommer i ret For- staaelse. Det livlige og spillende, som findes hos Kø­ benhavneren, om han saa er et bundalvorligt Menneske, vil af Landsbybarnet let blive anset for Overfladiskhed. Og Københavneren anser Alvorsmanden paa 16—17 Aar for en Særling eller en komisk Person. Det var en god Tanke af Harald Holm at faa Sam­ ling paa en Del af disse unge Mennesker i Højskole­ foreningen. Og jeg henregner det til det meget for­ tjenstfulde i H. Holms Virksomhed. Han havde mange Betingelser for at kunne sætte denne Sag i Gang. Han, den indfødte Københavner, havde Kærlighed til disse hjemløse unge. Hans livfulde og interesserede Natur var her til stor Nytte. Og hans Forbindelse med mange gode Mænd i Højskoleverdenen og i Forfatterkredse skaffede en Del gode Talere til de beskedne Lokaler i Fiolstræde. , Ved Siden af H. Holm skal nævnes Højskolefor­ eningens første Husmoder, Mathilde Petersen, nu Fru Jensen Klint. Hun var fortrinlig egnet til Stillingen. En god Kvinde, hos hvem Alvor og Livlighed var for­ enet. ' Ved Højskoleforeningens Oprettelse fandt den væ

31 sentlig Støtte fra Familier, der var indvandrede fra Pro« vinserne og nu var bosiddende i København. Disse „Landsbykøbenhavnere" havde tidligere vist deres Kær­ lighed til den Slags unge, som Talen her om, ved at aabne deres Hjem for dem, for saa vidt de lærte dem at kende. Men det blev jo i alle Tilfælde kun et lille Tal. Men Sagen fandt ogsaa Støtte hos andre, særlig fra Københavnere, der tilhørte Vartov Menigheden. Blandt dem var der adskillige, som saa med en sær­ egen Velvilje paa de unge, der kom fra Landets grundt­ vigske Kredse; hvad enten de kom til København som Studenter eller for at søge anden Uddannelse. De ven­ tede sig noget særligt af dem i Fremtidens Danmark- Jeg er ikke vis paa, at de ikke under Tiden er bleven skuffede. Jeg mindes et lille Træk. I Højskoleforeningen havde der været et ret bevæget Møde, hvor dels radikale, dels mistrøstige Udtalelser angaaende Danmarks Frem­ tid var fremkomne. — Paa Vejen fra Mødet fulgtes den grundtvigske Menneskeven Kandidat William Ja­ cobsen med en af disse ,unge, som han havde fattet Godhed for. W. J. siger da: Jeg havde ventet, at du var staaet op i Aften og havde slaaet i Bordet og sagt ligesom Oehlenschlåger i sin Tid: „Det skal F. g. m. blive bedre". Den unge Mand, en Vestjyde, svarede: »Nej, det var da godt, at det ikke skete. Det er slemt at springe op som Løve og falde ned som Lam". — Ak ja; adskillige af disse lovende unge Mennesker er vist bleven skikkelige Embedsmænd og agtværdige Borgére, Men Oehlenschlågere blev de ikke. Et andet Punkt jeg kunde have Lyst til at frem

32 hæve er, at i Højskoleforeningen mødtes Studenter, Haandværkere, Bønder, der laa inde som Soldater o. s. v. Standsforskellen var udslettet. Det vilde den Gang sige mere, end det gør nu. Betydningen af, at unge fra Landets forskellige Egne, Fynbo, Jyde og Sællands­ far, og i vidt forskellig Stilling kan mødes i fælles In­ teresser og til fælles Drøftelse af Spørgsmaal, der op­ tager Sindet, er ikke let at udmaale. Jeg glæder mig over ethvert ærligt og alvorligt Ar­ bejde, der gaar ud paa at hjælpe de unge frem ad i, hvad godt er. -- Derfor synes jeg godt om, hvad der, nu paatænkes i „Grundtvigs Hus% og om den store Virksomhed, som udfoldes i Kristelig Forening for unge Mænd og K. F. U. K., om Soldaterhjemmene m. fl. Men Højskoleforeningen har den Fortjeneste at høre til Fortropperne med Hensyn til dette Arbejde i Kø­ benhavn. Derfor til Lykke med de 30 Aar! Det er jo ingen Alder. Den maa jo have Fremtiden for sig! P. Jakobsen .

Jens Kirkegaard, Snedkermester, Thisted.

P oreningen ønsker Udtalelser fra ældre Medlemmer, * det skal være mig en Fornøjelse. I 1879 kom jeg, som Jyde, til København og skulde være Soldat. Jeg var Falkenstjernes Sidemand ved Garden. Det er jo næsten en Menneskealder siden, og naar jeg tænker

33 tilbage paa den Tid, da staar i Mindet: Fiolstræde 17, med vor Værtinde Frk. Mathilde Petersen, som mit Fristed i København. Mathilde Petersen var som en kærlig Moder for os, hun delte vore Kyllingesorger og Glæder, og under hendes Myndighed var Livet sundt, rent og frit i dette vort midlertidige Hjem. Det var i min fagre Ungdom, men nu i Femti Alderen staar disse Minder rosenrøde. Det er mig en Glæde at udtale dette, for i Københavns Højskoleforening „der var godt at være". Jens Kirkegaard.

N. K. A. Kongstrup, Gaardejer, Essendrup ved Laurbjerg St.

J ^ aar De beder mig udtale mig om Københavns Høj­ skoleforenings Betydning, dels i Almindelighed og dels den Betydning, som den har haft for mig under mit Ophold i København, først som Soldat og senere som Studerende, da maa jeg dertil svare følgende: Betydningen i Almindelighed for de unge og idet hele taget for dens Medlemmer var sikkert langt større, end den daglig føltes og mærkedes. Man kan jo ikke saadan maale Betydningen med noget justeret Maal, hverken i Dybde, Længde eller Bredde, men det er dog, som om Kubikindholdet om­ fatter en dejlig rislende Kilde, man tit og ofte lader Tankerne gøre et Ophold ved. Vi unge kunde under­ tiden slaa Gækken lidt løs, mange mindes sikkert

34 „Majoren" s Serpentinedans; dog var de populære Fore­ drag og de gode Aftenunderholdninger jo det, som foranledigede vort jevnlige Besøg. Skal jeg nævne en Begivenhed, der for mit eget Vedkommende betragtes med særlig Glæde og Tak­ nemlighed, da maa jeg nævne Udflugten til Bornholm. Havde Københavns Højskoleforening ikke været til„ da vilde København for mig tit og ofte været et meget trivielt Opholdssted. Derfor nu til Slut en hjærtelig Tak til disse Mænd, som ledede og forestod Forenin­ gen; Harald Holm mindes med Taknemlighed. Gid Foreningen længe maa leve, kraftig og sundt. N. K A. Kongstrup.

J. P. Kristensen Randers, Højskoleforstander, OUerup.

C o m Soldat kom jeg i Aaret 1880 til „Københavns Højskoleforening". Jeg var glad ved at kunne til­ bringe en god Del af min Fritid i Foreningens Lokaler. En Aften, da „Gamle Høgsbro" fortalte Erindringer fra Sønderjylland, staar for mig som en særlig hyggelig og god dansk Aften. Og Foreningens store Udflugt til Furesøen, en dejlig Sommerdag, vil jeg altid mindes, som en meget stor Ungdomsoplevelse, ikke mindst, fordi jeg da fik Lejlighed til at se og høre Digterea C. Hostrup. J. P. Kristensen Randers.

35

A. E. Kæmpegaard, Lægo, Skive.

r^ET er med Taknemlighed, jeg tænker tilbage paa Københavns Højskoleforening og de Timer, jeg har tilbragt der. — I en voksen Alder kom jeg fra Vest­ jylland til København for at studere. Da jeg ikke hav­ de Spor af Familieforbindelser i København, holdt Byens Hjem sig ganske naturlig lukkede for mig. Hvem der derimod slog sine Porte paa vid Gab var Teatre og Varitéer, og særlig de sidste har gode Betingelser for at fange den hjemløse Ungdom; men det er ingen god Paavirkning, der faas, og det er tit Vejen til at gaa Bunds i Københavnerlivet. Det var derfor for mig og ligestillede af overor­ dentlig stor Betydning, at vi i Højskoleforeningen havde et Sted, hvor vi følte os hjemme, hvor vi kunde gøre gode Bekendtskaber, og hvor vi kunde paavirkes af det Liv, som førtes der. Naar vi unge befandt os saa vel i Højskolefore­ ningen, saa skyldes det i en ikke ringe Grad Harald Holms fortrinlige Egenskaber som Formand. Han havde i en forbåusende Grad Evnen til at gøre sig ung med de unge. A. E. Kcempegaard.

3 *

36

L. J. Laursen, Valgmenighedspræst, Vejstrup.

P ) A jeg for over 20 Aar siden som ganske ung kom til København, var Højskoleforeningen det eneste Sted derovre, hvor man kunde gaa hen og høre folke­ lige Foredrag i grundtvigsk Aand. Og vi unge fra grundtvigske Kredse paa Landet mødte her det hjem­ lig kendte. Jeg erindrer saaledes, hvor glad jeg blev ved at se Koids Billede paa Væggen i Højskolefor­ eningen. Jeg skrev det straks hjem. Begge mine For­ ældre var nemlig hans Elever. Som forhenværende Formand for „Studenterkredsen" maa jeg særlig fremhæve den Betydning, som Højskole­ foreningen har haft for en Mængde grundtvigske Stu­ denter ved, at den gennem mange Aar saa gæstfrit har givet Plads for Studenterkredsens Møder. Og at Stu­ denterkredsens i en vis kritisk Periode ikke blev op­ løst, skyldes for en ikke ringe Del den Støtte, som blev ydet af Højskoleforeningen og dens daværende Formand Harald Holm. — Omkring i danske Præste- gaarde sidder mange gamle Medlemmer af Studenter­ kredsen, som med Glæde og Tak mindes Sammen­ komsterne under Højskoleforeningens Tag — Helgo- landsgade 14. L. J. Laursen .

37

Chr. Lorentzen, Krigsassessor, Kbhvn.

1 Aaret 1880 blev jeg indmeldt i Højskoleforeningen 1 af Skolebestyrer H. Gregersen — i hvis Skole jeg underviste i Gymnastik — da han mente, at jeg na­ turligt hørte hjemme der. Jeg kan med Sandhed sige, at de af mine Ungdomsaar, hvori jeg særlig deltog i Højskoleforeningens Liv, hører til mine rigeste. Jeg var ung, stærk af Helbred, lysten efter at høre et godt Ord og trængte til Venner, med hvem jeg kunde udveksle Tanker og Meninger; og alt, hvad jeg trængte til i disse Retninger, fandt jeg der. Ofte har jeg i de gamle Lokaler i Fiolstræde følt mig begejstret og gjort varm for en Sag ved Foredrag af Mænd som Hostrup, Schrøder, Nutzhorn, la Cour, Harald Holm o. m. a., og her fandt jeg Venner, med hvem jeg knyttede Ven- skabsbaand saa stærke, at de holder endnu; og hvor følte vi os hjemme i de gamle Stuer i Baghuset! — Et Medlem, der nu er en stor og mægtig Mand, viste sig endog til Tider i Slobrok og med lang Pibe i Munden; — jeg fkunde ikke blive borte derfra nogen Dag, jeg indtog mine Maaltider der og var ogsaa lige ved at skulle bo der, hvilket dog blev opgivet, da vor Vært­ inde, Mathilde Petersen, paa Grund af sit Giftermaal flyttede fra os. Hun efterlod et stort Savn, da hun drog bort; thi vistnok kun faa Kvinder havde den Evne til at lede og regere de unge som hun. Ja egentlig mærkede vi slet ikke, at vi blev regerede, men dog fik hun os til at gøre, som hun vilde, og saa forstod hun at berolige vort Sind, naar vi blev for heftige, og det skete tit, thi vi var urige og opbrusende, Menings-

*

38 forskellene kunde være store, og Bølgerne gik under­ tiden højt i Højskoleforeningen. Vor Formand, Harald Holm, udtalte ofte, at vi var et uroligt Folkefærd, og at vi gjorde ham mange Bryderier; men lad mig til­ føje, at han var Mand for at rydde dem til Side. Enden paa Kampene blev altid, at han vandt Sejr, dog har jeg hørt ham sige, at disse Smaafægtninger gød frisk Blod ind i Foreningen og holdt Interessen for den vedlige. I de Tider kom der adskillige Studenter, som boede paa Regensen, i Højskoleforeningen, og det kunde godt ske, at vore Debatter en Gang imellem forlagdes til den gamle Studentergaard i Kannikestræde. Jeg vil ligeledes omtale, at mange Soldater fandt et godt Hjem i vor Forening, og jeg, der selv var i Tje­ nesten, hørte ofte Udtalelser om, hvor glade de var ved dette Tilholdssted. ■ Til mine kæreste Minder fra den Tid hører ogsaa den Maade, hvorpaa vi tilbragte Søndagene. Søndag Morgen mødtes adskillige af os i Foreningen og fulg­ tes saa ad til Vartov Kirke, hvor dengang Pastor Brandt prædikede. Efter Kirketid gik Kostgængerne til­ bage til Fiolstræde for at spise til Middag, og lidt senere hen paa Eftermiddagen samledes de unge Med­ lemmer, der kunde komme til Stede, i Lokalerne, hvor der da blev talt, diskuteret eller læst højt, og fremfor alt blev der sunget, og det gode Sange med Marv og Kraft i. Vi benyttede Højskolesangbogen, og særlig maatte Kæmpeviserne holde for. Hvor ofte har vi ikke frydet os over saadanne Viser som „Den skuffede Brud­ gom, der ikke turde ride sin Mø i Møde, fordi det reg­ nede", eller „Roselil og hendes Moder" o. m. a. Ikke sjældent endte Søndag Aften med Leg, og det kunde