292563493

16 med, om de vilde ind eller ej. „Gaar du med ind?“ spurgte de. „Nej, jeg gaarhjem“, svarede jeg, og det vist ret bestemt, „vil I ikke med mig?“ „Jo, lad os hellere det", svarede de, og saa gik vi i Rømersgade. Om Aftenen forestillede jeg de unge Piger, at det slet ikke kunde gaa an, at vi sluttede en Udflugt paa den Maade, for det vilde føre til, at de Mænd, som ikke havde Raad til saadan Ekstraudgift til Kaffe, vilde blive borte fra vore Udflugter, og det vilde især gaa ud over Soldaterne, som havde det knappest med Lomme­ penge, men som trængte mest til lidt Søndagsfornøjelse sammen med os, da de ikke havde Hjem eller Venner her i Byen; desuden fandt jeg det urigtigt, at Pigerne vilde lade sig traktere i Flok, da de ikke havde Lej­ lighed til at gøre Gengæld. Der var vel nok dem, der mente, jeg tog for tungt paa den Historie, men det blev dog sidste Gang, at vore Udflugter af den Art sluttede med Kaffegilde. Havde vi derimod Heldags­ udgifter som Turen til Malmø og Lund, til Kulien eller til Kongelunden, da havde vi Piger Madkurve med, og Mændene betalte Drikkevarer, saa kunde det saa nogenlunde gaa lige op. At den økonomiske Van­ skelighed kunde være løst ved, at hver betalte for sig, faldt ingen ind; dertil var Kvinderne den Gang altfor underordnede og — alt for lavt lønnede Personer. Da jeg en Gang, det var 3—4 Aar senere, paa en længere Udflugt kom med et Forslag om, at vi skulde selv betale Kaffen, sagde Frederik Hansen meget bestemt, om end hviskende: „Ti stille med det, ellers kan Pi­ gerne jo aldrig komme med paa Udflugter, hvad skal deres Smule Fortjeneste vel kunne give til Fornøjelser!" Til vore kæreste Fornøjelser hørte ogsaa Sejlture i