292563493

19 hinanden, og af hvilke enhver for enhver Pris vilde have Ret, men mellem Mænd og Kvinder, som havde noget tilovers for hinanden og havde Tillid til hinan­ dens gode Vilje, og som ved fælles Hjælp søgte at finde ud af, hvad der var Ret, eller hvad der burde være Ret. Det var ikke Forhandlinger, som de føres paa et Agitationsmøde, men som de føres i en Fami­ lies Dagligstue. Vi gik ogsaa meget flittig paa Maleri­ udstillingen paa Christiansborg Slot og paa Thorvald­ sens Museum. Der kom flere unge Kunstnere i Høj­ skoleforeningen, og det gjorde vel sit til at vække vor Interesse for Kunst. Da Rasmus Andersen fik sit første Arbejde, en badende Dreng, antaget paa Charlotten- borg, følte vi os alle meget hædrede og skulde natur­ ligvis i Flok og Følge hen at se Rasmus Andersens Dreng. Vi var vist ikke langt fra at mene, at den Guld- medaille, han fik for sit Arbejde, kastede lidt Glans over hele Vennekredsen. — Den Gang dig, en anden Gang mig, — vi drømte vel nok om at blive til noget allesammen, hver i sit Arbejde. Det var en rig Tid; vi modtog Indtryk, som havde Værd; og den enkelte gik ikke ene og tumlede med sit, men havde Lejlighed til at drøfte sine Interesser med Kammerater med nogenlunde samme Udvikling; det gav Glæde, og det gav Grøde. Der blev sluttet Venskaber den Gang, som har varet ved indtil nu, og som vil vare Livet ud. Fra November 1882—84 var jeg paa Landet som Lærerinde og kom saa igen tilbage til København og til Højskoleforeningen, der nu boede i Colbjørnsens- gade og havde faaet Sofie til Værtinde. Jeg kom der daglig og var vedblivende glad for at være der; men 2*