292563493

43 været harmløsere end ved den Lejlighed. Stridens Genstand — om Ganderup, med Piben og Listeskoene, maatte sige Du efter Forgodtbefindende — var godt egnet til at fremkalde en spøgefuld Afslutning. Hans Bendixen og jeg, der hørte til den „demokratiske" Fløj, skulde begge have været fældet. For os to tabte Stri­ den dog noget af sin Spænding, fordi vi begge trak os tilbage af andre Grunde. Senere hen, da jeg paany var Medlem af Bestyrel­ sen, var Stridighederne undertiden mere end bitre nok; jeg mindes dem med dyb Vemod. Da randt der „Harm af Roser røde". Af særlige Minder maa jeg nævne Bornholmsturen i 1889, hvor jeg allerede første Dag sang mig aldeles hæs, men forresten „sprang som gal"; jeg klatrede op paa Helligdomsklippen ved Rø, lagde mig ned og kiggede ud over Klippekanten ned paa det hele Selskab, hvor vor Fører, Direktør Brodersen, ved dette Syn slog Hænderne sammen af Forskrækkelse og udbrød: „Gud give, at vi var vel hjemme igen!" Harald Holm var altid taknemlig og glad, naar nogen vilde give lidt Musik eller Sang, efter at Fore­ dragene var forbi, og man gik og passiarede omkring i Stuerne. Her var Sofus Madsen Mygdal gerne til Rede. Hans Stemme, der gik saa dybt, „saa det dundrede", satte derved mig i Stand til at synge Magisterens Parti i „Gluntarne". Senere maatte jeg — sammen med Anders Dalsgaard og med Johannes Vinther — slaa mig paa „Glunten". Jeg har altid bagefter været glad over at kunne være med til at yde disse smaa Bidrag som Tak for alt det, jeg selv modtog i Fore­ ningen, men jeg krympede mig dog hver Gang lige