292563493

45

Vilhelm Møller, Ekspeditionssekretær i Kbhvns. Magistrat.

pøDT paa Jyllands Hede erindrer jeg de endeløse, A snorlige Veje gennem Lyng, Sand og folketomme Egne. Mil efter Mil, til Fods henad disse en varm Som­ merdag, hvor Solen brændte, og Ganen blev tør, hvad var da den eneste Tanke, det eneste Ønske? En Kro! Hvile og Skygge, Lindring for Sult og Tørst. Men ak den Kro, den laa saa fjærnt. Første Gang jeg — aandelig talt — stødte paa en Kro, var jeg omkring de 20 Aar. Uventet stod den der ved Vejen, og forbløffet blev jeg, thi jeg kendte den knapt af Navn. Det var Københavns Højskolefor­ ening. Skønt af Naturen ensom, følte jeg mig dog hurtig hjemme — saa hjemme, at jeg i næsten 25 Aar blev en hyppig Gæst paa Kroen. Personlig Betydning, særlige Minder, spørges der. Ja hvor begynde, hvor ende? Højskoleforeningen blev for mig „et andet Hjem“. Et godt og rigt Hjem, hvor­ fra jeg kun mindes Liv og Lys, og enhver Skygge, hvis der'var nogen, er glemt. Minder? Jo mit første Indtryk stammer fra den Af­ ten i Fiolstræde Nr. 17, 1. Sal o. G., da Bjørnson talte, nej improviserede om Republiken, „der skulde komme saa stille som et Brev med Posten“. Hostrup ved Oehlenschlægerfesten, og Ernst Trier, der ikke vilde tale men gaa rundt og snakke lidt med hver især, som havde noget paa Hjerte. Saa var der af de mange muntre Udflugter særlig dem til Kulien og Lund- Hvilan — og alle de friske og ejendommelige Men