292563493

67 mig og forsikrede siden, at den ubehagelige Hændelse netop havde sat mig i dette illuderende Tragediehumør. . Mest Fornøjelse havde vi dog ubetinget, da vi første Gang opførte Wessels „Kærlighed uden Strømper", dette Sørgespil, hvor Melpomenes Dolk var et Skohorn, dette vidunderlige Drama, der blev os en Guldgrube af Glæde og kostelige Indfald, og som imod Forvent­ ning indbragte saa megen Ros, at vi naaede Opfyldelsen af alle Dilettanters Ønske og Haab: Opfordring og Lejlighed til at gentage Forestillingen. — Længe efter disse Komedier haglede det med Repliker, som de uindviede fandt kedelige, men Aktørerne selv uud­ tømmelige. Som et særlig morsomt Minde for mig staar ogsaa den Generalforsamling, da Sofus Madsen Mygdal havde faaet vore Forslag om Styrelsesvalg sat paa Vers, som vort Parti midt under Mødet istemte til Klaverledsagelse. Man vilde da afspærre os med en lukket Dør, men vi holdt paa den aabne Dørs Politik, og efter nogen Tummel løftede vi Døren af Hængsel. At vore Kandi­ dater dumpede, generede os ikke. Vi holdt alligevel Skovtur med dem et Par Dage efter, hvor vi interpel­ lerede dem, om mange forskellige Spørgsmaal, særlig deres Stilling til Ganderups i Bibliotheket malplacerede Klædeskab. Men ogsaa Modgangstider for Foreningen har jeg oplevet, da Holm pludselig gik bort, og alt syntes at skulle staa stille for vor dengang lille og fattige For­ ening. Da var det Svend Høgsbro, som havde været med at stifte den, der hjalp den over dens vanskeligste Tid, og da han trak sig tilbage, kunde han overgive en voksende Forening i et nyt og smukt Hus til den 5*