TheatermuseetVedChristiansborg_25aar

T H E A T E R M U S E E T v e d C H R I S T I A N S B O R G i Ord og Billeder

G E N N E M 25 A A R

D E T K O N G E L I G E H O F T H E A T E R

Vej ledning F O R M U S E E T S B E S Ø G E N D E Det anbefales Museets Besøgende først at gennemgaa Holbergs Heibergs Udstillingen i Forsalen, den tidligere Foyer, for derefter ad Midtergangen og den tilstødende Gang langs Vinduerne mod Ridebanen at træde ind i Til* skuersalen. Paa Vejen mod Scenen passerer man bl. a. Mantziuss Herold s Afdelingerne og C. Hostrups Pult, og man bør, naar Vejret er godt, nyde Udsigten fra Hofs theatrets Balkon. Naar Seværdighederne paa Scenen og de tilstødende Mindeværelser og Vægge for bl. a. Caroline MathildesStruensee og Emil og Olaf Poulsen samt Johs. Poulsen er taget i Øjesyn, gaar man ad Trappen til højre enten ned til BalletsAfdelingen eller op gennem Christian den Ottendes Loge for at naa hen til Grevinde Danners og Frederik den Syvendes Loger og Kabinet. Derfra bes søges PrivattheatersAfdelingerne, som ligger bag Theatrets Balkon mod Ridebanen, samt Anna Larssens Værelse. Ved Udgangen findes Forstadsscenernes Rum, bl. a. med Sca= las, Carl Alstrups og Frederik Jensens Mindeplads. Forklarende Tekst er anbragt overalt ved de udstillede Billeder og Genstande.

ROBERT N E I I E NDAM y THEAT ERMU S E ET VE D C H R I S T I A N S B O R G i Ord og Billeder G E N N E M 25 A A R

M E D R E S U M É P AA F R A N S K , E N G E L S K O G T Y S K

5. f o r ø g e d e U d g a v e

D E T K O N G E L I G E H O F T H E A T E R 1 9 4 7

»— the museum has taken its place as one of the unique theatre museums of the world.« Dr. George Freedley i »Theatre Collections in Libraries and Museums«. London 1936.

E n O k to b e rd a g 1911, da »Selskabet for d an sk Theaterhisto- rie« blev stiftet i D e t kgl. Th eaters Skuespillerfoyer, bl. a. i Næ rvæ relse af D r. Carl Jacobsen, tog Fo rfattere n til denne Bog O rd e t for det tidligere Ho fth e ate rs Anvendelse som thea- terhistorisk Museum . D e t var en Idé, der havde levet i h am siden h an s første Besøg i det gamle Rum i A a re t 1904. G an sk e vist var T h eatret da en Ruin, men dette svækkede ikke hans Begejstring for Idéen, som næ redes af V ide n om meget af det, der var sket inden for disse Vægge. Siden Barneaarene havde h a n samlet paa theaterhistoriske Breve, Billeder og P lakater — ligesom and re D re n g e samler paa F rimærker. O g n u tænk te h an sig Samlingen anb rag t i disse Omgivelser; den skulde b aade levendegøre Rumm et og forskønn e det. Men Planen v and t ingen Tilslutning, fordi Selskabets første Fo rmand , Dr. Karl Mantzius, troede at vide, at Slotsfløjen skulde indrettes til Boliger for det overo rdnede Ho fp ersona le — det var paa den T id Meningen, at Kongen skulde bo paa Christiansborg, n a a r Slottet blev færdigt. »D e n Idé k an vi altsaa skrinlægge med det samme«, sagde Dr. Man tziu s i en Tone, der ikke ind ­ bød til Diskussion. D e t nystiftede Selskab næ re de dog andre Planer, som blev aabenbaret, da Pub likum fra 1912 og de føl­ gende Somre fik gratis A d g a n g til en Samling, hovedsagelig

5

H oftheatret som Pulterkammer. 1922.

Tilskuersalen med Kongelogerne set fra Scenen. 1947.

tilvejebragt af fhv. Operasang er, B ibliotekar Edva rd Ag erho lm , i den lille, tidligere militære V a g tby g n ing (d e r n u beny ttes af Fængselsvæsenet) mellem R igsarkivet og D e t kgl. Bibliotek. Set udefra ejer dette H u s , navnlig ved A ften tid , en egen G o e th e ’sk Stemning, men P lad sfo rho ldene ind en fo r i de to Stuer viste sig s n a rt at være uegnede, og da H u s e t savnede V ar- meind læg og elektrisk Lys, rugede M ø rk e t derinde, og F u g tig ­ hed skadede de udstillede Billeder og G en sta nd e. Om nogen Udvidelse af Samlingen, som især bestod af Fotografier, k u n d e der ikke blive Tale. D e t hele var en M arch paa Stedet. T a n ­ ken om at erhverve H o fth e a tre t blev derfo r atter taget frem til Overvejelse ind en for Selskabets Bestyrelse, og det var med Realisation af denne Idé for Øje, at fhv. H and elsm in iste r, G e ­ n eralkonsu l J oha n H a n s e n 1919 paa O p fo rd rin g tiltraad te F o r­ mand sp lad sen, som D r. Man tziu s efter eget Ø n s k e forlod. I de mellemliggende A a r havde Ø k sen ligget ved H o fth e a tre ts Rod; en Plan, som skyldtes Slotsarkitekt Tho rv a ld Jørgensen, gik u d paa at indrette Bygningen til S tatskon to rer, men da den var særdeles bekostelig, blev den ikke g o dk e n d t af F in a n s ­ udvalget, hvorefter Selskabets T ilbud om at overtage Rumm e t til M u s e um sb ru g ud en Bekostning for Staten blev aktuelt og i stigende G r a d v a n d t Au to ritetern es Interesse. H a n s M aje stæ t Kong Christian, der var en afgørende Faktor, medens T h e a tre t e n d n u sorterede u n d e r Ho fmarskallatet, omfattede P lanen med u dmæ rk e t Forstaaelse, og de vekslende Inden rigsm in istre Ove Rode, Sigurd Berg og D r. O lu f Krag afventede k u n den sam ­ lede Ch ristia n sb o rg -O rd n in g for at give T a n k e n deres T ilslu t­ ning. B randvæ senets Betænkeligheder bo rtfaldt, da der ikke var Tale om at opføre Forestillinger, og To b a k s ry g n in g selv­ følgelig vilde blive strengt fo rbudt. Endelig i Ap ril 1922 faldt Finansudvalg ets Afgørelse, der gik u d paa at følge In d e n rig s ­ m inisterens Forslag om ud en Ved erlag at overlade H o fth e a tre t

Hjørne a f Scenen med Statuer af Oehlenschlager og Baggesen og Billeder og Plakater fra det kgl. Theater. Under Thorvaldsens Portræt hænger det Sæde, paa hvilket han døde i det kgl. Theater den 24. Marts 1844.

til Selskabet, mod at dette afho ldt U d g ifte rn e til Rummets Istandsæ ttelse og Museets Ind retn ing . Idéens første T alsm and blev valgt til at være M inisteriets fremtidige T ilsynshavende. D a nm a rk s theaterhistoriske M u s e um b egynd te sin udvided e V irk som h e d u n d e r heldige yd re Om stænd igh ed er. En bedre A n le dn in g til at arrang ere en retrospektiv Ud stilling end 200- A aret for den danske Sku ep lad s’ G rundlæggelse, den første nationale i N o rd e n , k u nd e næppe tænkes. Med en s D e t kgl. T eater forb ered te sin Ho lberg-Uge, laante Museets Bestyrelse hos private og offentlige Samlinger, og da særlig paa F re d e rik s ­ borg, det nødvendige Billedstof, navnlig Portræ tmalerier, thi man raad ed e e n d n u langt fra over et tilstrækkeligt Materiale. Baade indadtil og udad til gjaldt det at m inde om, at D a n s k e var de første i N o rd e n , som anvend te Mod ersm aalet i M e n n e ­ skefremstillingens T jeneste. V i var ogsaa de første, der d a n ­ nede et Theatermu seum , som skulde bevare M in d e t om den flygtigste af alle Kunstarter. Siden fulgte Sverige og N o rg e Eksemplet. I 1919 g rundlagd e Sigvald Joha nn e s s e n et n o rsk Th e a te rm u s e um i Bergens gamle Skuespilhus, N o r g e s første nationale Scene; Samlingen omfattede især M in d e r fra Ibsens og B jørnsons U n gdom , men den blev ødelagt i O k to b e r 1944 sammen med Bygningen af en Bombe, som ogsaa d ræb te G ru n d læ g g e re n og h an s H u s tru . Paa Initiativ af Professor, D r. Agn e Beijer blev 1922 D ro ttn ingho lm -Sam lingen ved Stockholm offentligt tilgængelig — den er enestaaende ved sine fu ld s tæ n ­ digt bevarede D ek o ratio n er fra G u s ta f den T redies T id — og i 1939, netop da V e rd en sk rig en b rød ud, aabnede In te n d a n t J. P. Buli Oslos Th e a te rmu se um i Byens æ ldste H u s i Raadhu s- gate. Og saa i »D e n gamle By« i A a rh u s h a r m a n an lag t en Samling, især omfattende P o rtræ tte r fra Provinsscenerne. Med betydelig privat Bekostning blev H o fth e a tre ts Scene og de tilstødende Værelser, som var væ rst medtaget, istandsat, og

10

Ludvig H o lb e rg * A fdelingen i Forsalen, den tidligere Foyer. Paa Væggen: Plakater fra Holbergs første Theater samt Linjer fra hans Haand. I H jørnet: J. Borjesons Statue, som er rejst i Holbergs Fødeby Bergen og opstillet i Kungl. dram. teaterns Foyer, Stockholm.

efter at det store Ophæn g n in g sa rb e jd e var tilendebragt, k u nd e Mu see t aabnes ved en Indvielsesfest den 4. Juli 1922. U d s til­ lingen blev smuk t mod taget fra alle Sider og besøgtes i J u b i­ læum ssomm eren af ca. 6000 Menne sk er. Paa selve Festdagen den 23. September samledes K un stn ere fra alle købe nh avn sk e Scener til en M ind ehø jtid , ved hvilken Mu seets Leder ho ld t Festtalen, og kgl. Kammermu siku s Pe de r Møller spillede. D e n levende N u ti d sattes paa det historiske Sted i K o n ta k t med Fo rtid en til Ihukommelse af den fælles Oprindelse. M e n da E fteraaret kom, og de laante Fjer var afleveret, fo re­ stod et stort A rb e jd e for at muliggøre Museets fortsatte Eksi­ stens. U d e n Ofre, særlig fra G e n e ra lk o n su l J oha n Flansen, vilde det ikke være lykkedes i V in tere n s Løb at indsam le saa mange Billeder og G e n s ta nd e af historisk Interesse, som var nødvendige, for at de Besøgende i F rem tide n k u n d e faa et nog e n lund e fyldigt In d try k af vore T h eatres Ud v ik lin g g e n ­ nem Tiderne. M e n Æ r e n stiger med Van skeligh ederne, og da Museet blev g en aabnet i Maj 1923, v ar Resu ltatet G e n s ta n d for almindelig Anerk endelse. T ak k et være Billedgaver fra kgl. Ho ffo to g ra f Elfelt og F røken Inger Kliiver v ar Sam lingen v o k ­ set til en allerede anselig Størrelse og dens O rd n in g i let over­ skuelige A fd eling er paabegyndt. I de følgende A a r fortsattes dette A rb e jd e i Forbindelse med Lokalets Istandsæ ttelse, h v o r­ til en kæ rk omm en Pengegave fra Carlsb erg fond et via D e t nationalhistoriske Mu se um paa F red eriksbo rg paa afgørende Vis bidrog. D e t lykkedes ogsaa at faa B randvæ senets T illa­ delse til at indlægge elektrisk Lys de Steder i Museet, hvor M ø rk e t rugede, men paa den ufravigelige Betingelse, at Thea- tret aldrig maatte benyttes til offentlige Forestillinger. V e d testa­ mentariske Bestemmelser voksede Malerisam lingen hurtigere, end det k u n d e være sket, hvis Bestyrelsen alene havde været henvist til at foretage Forøgelser ved Køb. D e Midler, man

12

i

Dalen

V r r A f .

Vilhelm Herolds Mindevæg i Opera-Afdelingen med N. Hansen Jacobsens Buste, Axel Lochers Statue af Canio og P. S. Krøyers farvelagte Tegning af Romeo. I Baggrunden: Peter Schrams Montre og til venstre: M inder om N .J . Simonsen med Fru Carl Nielsens Buste.

raad ed e over, var meget begrænsede. D e t var ikke A dm in is tra ­ tionen, som slugte Pengene, thi den var u lønn et indtil 1929, og siden er Ud g ifte rn e til den meget beskedne. H jæ lp fra Statens Filmsfond h a r i de senere A a r muliggjort forskellige Indkøb sam t Re stau rering af R umm e t og Konservering af Museets Ejendele. Staten h a r siden 1939 yd et et aarligt H o n o r a r paa Kr. 2400 til Lederen, hvem det ogsaa er lykkedes at skabe en u r ø r ­ lig Fond, hvis Re n ter skal konsolidere Samlingen i Frem tiden. D e n rumm e r n u c. 30.000 Billeder og G en sta nd e. Særlig Væ g t er lagt paa Op rind elsen til scenisk K u n st i N o rd e n , Ludvig Ho lb erg s første Theatre, den besk edne Begyndelse 1722 i Lille G rø n n e g a d e (N y A d elg a de ), hvo rom nogle meget sjæ ldne G a d e p la k a te r fortæller, og den varige Fortsæ ttelse i Komediehuset paa Kongens N y to rv , d er aabnedes 1748, og som u n d e r fo rand red e Fo rho ld eksisterer den D a g i D a g med Stæ rekassen som Anneksscene. I denne A fd eling vil m a n finde vore ældste Skuesp illerpo rtræ tter og de eneste bevarede Linjer fra Ho lb erg s H a a n d ved rø rende Theatret, en Gag eanv isn ing fra 1752, da h a n en ko rt T id havde det daglige T ilsyn med Komediehuset. D e t vil føre for vidt at beskrive alle de E n ke lt­ heder, Samlingen rummer. N o k er det at fortælle, at alle b e ­ tydelige Scenekun stnere helt ned til vore Dag e h a r deres Plads, P rovinsbyernes Skuespillere indbefattet; ogsaa de k ø b e n h a v n ­ ske Forstadsscener, for Eks. de forskellige M o rsk ab sthe atre og N ø rre b ro s Scene, h a r deres A fd eling med F red erik Jensen i Spidsen. Katalog findes ikke — det træ tte r den Besøgende bestand ig at maatte »slaa op« og Samlingen udvides stadigt. Tilegnelsen er lettere, n a a r de udstillede G e n s ta n d e er forsynet med oplysende Sedler. A fd eling sfo rmen og den kronologiske Rækkefølge er valgt; D eko ration sudk asten e har, fra P e de r C r a ­ mer til Ove Ch ristian Pedersen for Eks., deres Afdeling , der rumm e r meget smukke og sjæ ldne Tegn inger fra det attende

14

B etty H ennings' Mindevæg. I Baggrunden: Den norske A fdeling med Stephan Sindings Skulpturer.

A a rh u n d r e d e (udgivet af T o rb e n K rogh ). F ra den romantiske Periode er Edvard Lehmann s Scenebilleder særdeles væ rd i­ fulde, navnlig v ed rø rende Operaop fø relserne. S tand ser den Besøgende for Eks. ved Betty H e n n in g s ’ A fd eling , kan m a n følge hend e fra lille Balletpige til berøm t Kun stn erinde . H u n var V erd en s første N o r a i »E t Du k k e h jem « , og ingen d an sk Skuespillerinde h a r i sin U n g d om mod tag et en hjerteligere sk andin av isk H y ld e s t end hun. M alerne G rev Rosen og Oscar Bjorck tegnede, A le x a n d e r Kielland og A u g u s t S trindberg dig ­ tede, og G u n n a r W e n n e rb e rg og Edvard G rie g kompon ered e til h endes Æ re . A l denne Elæder er n u samlet omk ring Leis Schielderups store Portræ t. D e Personer, som interesserer P ub likum mest, er Joha nn e Luise Heiberg, O laf og J o h a nn e s Poulsen sam t A n n a Larssen. M emo irevæ rke t »E t Liv genoplevet i E rind ring en« ho lder saaledes stadig F ru H eib erg s N a v n friskt b la nd t de mange, medens den enkelte, som ved, hvilken rig d ram atisk L itteratu r hendes sammensatte Personlighed fremkaldte, stu d ere r hendes skæ lmsk-tungsindige An sig t i de Roller, der e n d n u kendes. Samlingen v ed rø rend e hende er overordentlig righoldig; den omfatter h e nd es Liv fra Dy re h a v s b a kk e n til Sam fund ets T in ­ der. D e t Po rtræ t, som Heib erg ho ld t mest af, er F ru Jerichaus Billede fra 1852; det h ang over h an s Skrivebord paa Søkvæst- h u set og viser F ru H eiberg skøn og ind tag end e med de blaa- g raa Ø jne i mørk, orientalsk In d fa tn in g og med en spillende M u n d ; men mere interessant er M aleren H u n æ u s Portræ t, som gengiver den beregnende Side af hendes Væsen, medens C. W e i s ’ sødmefyldte Tegn ing viser hende, som det store Pub likum helst vilde se hende. Samlingen ind eho ld er iøvrigt mange Rollebilleder og Kuriositeter, der kaster Strejflys over hendes bevægede Liv, og dens Motto er H e n rik Ibsens m o n u ­ mentale O r d fra Rimbrevet i h an s eget M a n u sk rip t:

16

F R A T H E A T E R M U S E E T S P O R T R Æ T S A M L I N G

Johanne Luise Heiberg, 1833, malet af A . H . H unxus.

Johanne Luise Heiberg, Ungdomsbillede, tegnet af C. M. Weis.

Johanne Luise Heiberg, ca. 35 A ar gi., tegnet af Edv. Lehmann.

2

Johanne Luise Heiberg, 40 Aar gi., 1852, malet af Fru Jerichau=Baumann.

c i ^

^

\ 0*3/?y

V n .CS sV,

NoiJb-^-V, CX-5(^ A/W^ ^ CLJUNAi N-O bV. 1

t f r v ^ J o i^ h J^ ^ U X V , V a X ^ OOv\«W\ C3fcJv^i/ W v c l A

iV o u %x> K / -b^L^c^V Ov. i o — y -

^5 va/vi-^JlV V \V - Qyvx/ CWOcl~ « cfe

w /v v x ^ x X . j

va^w ^LaJ'—- cvv»-»-'V'Vx

I j v v _

,

h L o v O ^

Henrik Ibsens monumentale Ord fra Rimbrevet til Fru Heiberg

D e æ ldre Brød re Poulsen, Emil og O l a f , h a r hver sin M ind estue ; den ældste, som talte det skønneste D a n s k i L a n ­ det, var især k n y tte t til Ibsens og D ra c hm a n n s Væ rke r, den yngre til Ho lb erg s og H o s tru p s Komedier fo ru d en til sin Sam ­ tids Lystspil — han rep ræ sen terede i sin Person N a tio n a l­ scenens Komik g ennem et halvt H u n d r e d e Aar. I disse M in d e ­ stuer k an den besøgende følge de store Kun stn eres Liv i H o v e d træ k fra Un g dom sd a g e n e til G raven. O g til M in d e t om dem k n y tte r sig n u E rind ring en om Sønn en og Nevøen , J o h a n ­ nes Poulsen, den store M a s k e kun stn er, der i 1938 altfor tidligt forlod denne Verd en . Eftertiden vil næppe tro, at alle disse Ansigter, der d a n n e r h a n s M indevæg, tilhørte ét Menneske. Hv ilk en b roget Mang fo ld igh ed fra det skønne Ungdom sb illed e

18

Johannes Poulsens Mindevæg. I Forgrunden hans Sminkebord. I Baggrunden hans Selvportræt, Lochers Buste og Instruktørstolen, en Gave fra Charlie Chaplin.

Anna Larssens Sminkebord med Rollebilleder. Sminkekassen blev siden brugt ved Kollekt.

Anna Larssen, 1911, malet af Einar Hein.

som D a g i »Renæssance« til Juliu s Cæ s a r og G ro sse rer Levin i » In d e n fo r Mu ren e« , fra Peer G y n ts d reng ek aad e Spænd stig ­ hed til H alv g u d e n D a rd u s e s fede Vom. Nog le Billeder af A d am Poulsen omk ring han s Buste, u d fø rt i klassisk Stil af B illedhugger C. J. Bonnesen, afslu tter Samlingen v ed rø rende Dyn astiet Poulsen, der var h jemm ehø rend e paa vor N a tio n a l­ scene i c. 70 Aar. ★ A n n a Larssen h a r ogsaa sin egen Stue. M a n følger hendes Kunstnerliv gennem Billeder og G e n s ta n d e med Sm inkebo rdet fra D a gm a rth e a tre t som M id tp un k t. G u d e rn e havde ikke alene givet hend e Skønhed, men ogsaa erotisk Fantasi og k a ra k te ri­ serende Evne. En »Stjerne« var h u n ikke, men et Mennesk e med dybe Perspektiver i sin Kunst. Helge Rode k a ra k te ri­ serede h end e eng ang med O rd e n e »En Skal af Krystal, fuld af sød Poesi«, en Ded ikation , som ved Siden af H e rm a n Bangs H y ld e s t til hende i samme M on tre viser det Ind tryk , hendes K u n st gjorde paa Samtidens Digtere. Ak , h u n blev kun 34 A a r i scenisk Forstand. Saa sagde h u n Farvel til T h e a tre t og til Kollegerne i det baade vemodige og fo rtrø st­ ning sfu lde Brev, som hæng er paa Vægg en og n u læses af den Un g dom , der k u n k en d er hende som P ræd ika n tinde . M ed ét lyd er h endes klare Stemme g ennem Rummet: D e t er ikke læ n ­ gere en lille span sk Vise, h u n synger, men en aandelig Sang om at sige V e rd e n Farvel: »Engang leved jeg for Verden,

men nu lever jeg for Gud, aldrig, aldrig har jeg angret, at jeg adlød Jesu Bud!«

Stemmen lyder fra Museets skjulte Hø jttaleran læg , der har givet N . V. Gad es O rd om den ypperlige A k u stik i Hof- th e atret Ak tualitet. Ingen N u a n c e r gaar tabt, hv erken af Carl

22

Nogle af A xel Lochers Statuetter af den nyere Tids Scenekunstnere.

A lstru p s V ise fored rag eller af F ru H e n n in g s »Skæ rmydsler«- Plade eller af Sigrid Neiie nd am s D ik tion som G ed s k e K lok ­ kers. I Op era-A fd eling e n er V ilhelm H e ro ld H o v e dm a n d e n . D e t er forbavsende, saa meget de gamle P lader h a r bevaret af h an s skønne Stemme og Fo re d rag skun st. Lyslevende træ d e r h an frem i al sin d ramatiske Formaaen, ogsaa g ennem P. S. Krøyers legemsstore Billeder, og gennem Axel Lochers Statue af Canio i »Bajadser«, som H e ro ld sang over det halve Europa. B illedhugger Lochers Statuetter er Museets Specialitet; de er en levende Protest mod Schillers berømte O rd i Prologen til »Wallen stein« : »D em M imen flicht die N a c hw e lt keine Kran- ze«. E ftertiden vil tvæ rtimod b eu n d re den fyldige K a rak teri­ stik, som kommer til U d tr y k i d enne K leinkunst, og netop d erigennem »flette« Skuespillerne nye Kranse. Axel Lochers Evne til at se det typiske h a r navnlig i Gengivelsen af O laf Poulsens berøm te Figurer, f. Eks. Faldsmaal og Per Degn, fund et levende U d tryk , baade i alvorlig og komisk Forstand. Overbevisende h a r h an ogsaa ram t det Z a h r tm a n n ’ske i F ru T e n n a Krafts Personlighed som Leonora Ch ristin a og det monume ntale i F ru Bodil Ipsens F rem træ d e n som D ro n n in g Elisabeth i »Maria Stuart«. T rod s Statuetten s lille Fo rm er ikke blot Kostymet, men Floldningen og U d tr y k k e t i nøje O v e re n s ­ stemmelse med Kun stn ernes In ten tioner — det er netop det lykkelige ved Lochers A rb ejd er, at de er historisk paalidelige. H e n v e d h u n d re d e Skikkelser h a r han formet, nogle mere vel­ lykkede end and re; Materialet er enten Bronze, Porcelæn eller farvet Gips. Bronzen er tungere, end den lille Fo rm kan taale, og i Porcelæn kan det hænde, at Karak teristikken forvitres; bedst v irker den farvede Gips. J oha nn es Poulsens stolte Rejs­ n ing i »D e t gamle Spil« h a r Locher foréviget med samme Sikkerhed som Vielgeschreys stundesløse Væsen, og i deres H elh ed vil Statuetterne give Eftertiden Forstaaelsen af, at det

24

Sophus Neumanns Mindevæg , der ogsaa rummer Billeder af hans Søster Mathilde Nielsen.

Privattheatrenes A fdeling med Peter Fjelstrups Buste ved hans Mindevæg. 1 den første Montre opbevares M anuskriptet til H . C. Andersens Eventyrkomedie »Ole Lukøje «, opført 1850 paa Casino, den første Privatscene inden for Voldene i København.

M inder om Betty Nansen, bl. a. den Kjole, hun bar som Dronning Elisabeth. Viften er en Gave fra Gabrielle Réjane, Sølvkransen en H yldest fra svenske Skuespillere i Helsingfors.

v ar Karak teristikken , ikke Lyriken, som var det bæ re nd e i d an sk Skuesp ilkun st i Begyndelsen af det tyvend e A a rh u n - drede. Fremmed e fængsles især af F red erik Jen sen s Micawber, som de synes giver et mo rsom t intern ation a lt U d t r y k for den berømte Figur. Lo cher’s D ø d i 1941 betød et Tab for dan sk Theaterhistorie. ★ Komiske eller alvorlige — kyniske eller godmodige An sig ter titter frem overalt fra de gamle rødmalede Vægge, Billeder, der ofte bedre end O rd giver N u tid e n et Begreb om K u n s t­ n ernes Personlighed, hvad enten de viser h am privat eller i en Rolle. »Skuespilleren er T idens K rønike i ko rt Begreb«, siger H am let. B landt G en sta nd e, som bl. a. fanger Interessen, er Saksen, hvormed »Lyse-Accomodeu ren« i det attende A arhun - drede »snød« Rampen s osende Tæ llepraase — hvis det var nødvendigt, endog midt u n d e r Spillet. Tho rva ld sen døde i det kgl. Theater. Sædet fra h an s Plads fortæller om beskedne F o r ­ hold i Fy rre rn e s Ho fp ark et. I O rk e s tre t staar et gammelt K la­ ver med D irigen tpu lt, som i henved h u n d re d e A a r var M id t ­ p u n k te t i det kgl. Kapel. D e t h a r oplevet Syngespillets og Op eraen s H isto rie i D a nm a rk gennem tre Gen eratione r. Fra det dirigerede C laus Schall »D o n Ju an«, medens Mozarts Enke sad i Parkettet, og fra det slog h an an til O u v e rtu re n til »Jæg erb rud en« — et friskt Nod eh efte, Ca rl M aria von W e b e r havde haft med i sin Kuffert, da han gav Koncert i Kjøben- havn, og som h a n her hørte et O rk e s te r spille for første Gang. D e t gamle In s trum e n t er A asted et for meget af den nationale Musik, der siden blev Folkeeje og n u lyder ind i Dag lig stuen gennem Radioen. Et andet Sted i Museet ligger den første Deko ration , som blev givet til en Skuespiller, ikke alene i D a nm a rk , men i V erden . N ap o le on deko rerede ikke sin Ven, Talma. M en F rederik den Sjette tildelte 1809 kgl. Skuespiller

28

Frederik Jensens M indevæ g; ved Siden Ferd. Schm idt og W illiam Gerner.

H . C. K nud sen D a n n e b ro g smæ n d e n e s Hæ d e rste g n for h an s »patriotiske H and ling er« . H a n indsam lede i Krigens Tid, da E ng læ nd ern e bomb ard ere de K jøb enhavn og tog vor Flaade, hen imod en Million K roner i vore D ages Pe ngevæ rdi til de Kvæstede og de Faldnes Efterladte. Forøvrigt fik h a n ogsaa som T a k Fæ rg em an de n s Bestilling ved Ov e rfa rte n til Jægerspris, hvilket kan opfattes som D atid en s Fo rm for en Biografbevil­ ling. K n u d s e n s direkte E fterkomm er er den no rske Theater- d irek tø r og Skuespiller H a n s Jacob N ilsen, hvis Billede h æ n ­ ger i H am let-A fd eling en . Fo ran D a gm a rth e a tre t stod to Ko lossalstatuer forestillende J. F. H eib erg og H e n rik H ertz, formet af B illedhugger Rohl- Smith. Faa lagde Mæ rk e til dem, fordi de var a n b ra g t højt oppe paa Facaden. N u ho ld er de V a g t ved Mu seets Indgang. Paa dets Balkon er Privatscenerne repræsen teret, ikke alene de n edlagte D agm a rth ea tret, Casino og Scala, men ogsaa de be- staaende, Fo lk etheatret og D e t ny Theater. U dmæ rk e d e K u n s t­ nere hø rte h jemme dér, f. Eks. Sophu s N e um a n n , Peter Fjel- s trup og Ho lg er Reenberg, som alle h a r deres M indevægge ingen, der saa dem, h a r glemt N e um a n n i »D e n indb ild t Syge« eller Fjelstrup i »Faderen« eller Reenberg som Cop eau i » F a ld ­ g ruben«. I 1943 døde F ru Betty N a n s e n efter at have fejret det sjæ ldne 25 A a rs Jubilæum som Th eaterd irek tø r. H e n d e s Scene ude i A lleen var lille af Om fang, men den havde en bevæget Historie. Fred eriksberg Morsk ab sthe ate r, engang Sommerrevyernes Eldorado, blev — via Operettescene og H jem s te d for Strindbergs » In tim a teatern« — i 1917 til Betty N a n s e n s Komediehus, hvor der skabtes mange u fo rg lemm e­ lige Forestillinger, derib land t Kaj M u n k s »O rd et« . F ru N a n ­ sen gav her D igtere n Op rejsn ing for den Tort, E inar C h r i­ stiansen havde tilføjet h am ved at afvise Stykket. Om hendes

30

Minder om Scala og Carl Alstrup.

In d sats v idner et stort A n ta l Billeder. Sc en ein struk tø r H e r ­ man Bang erindres ogsaa, og da U n g d omm e n k en d er han s D igtn ing , er M o n tre n med de mang e Billeder af den ejen­ dommelige M a n d stadig G e n s ta n d for Interesse. En Model af Scala-Theatret fører T a n k e n hen paa Pengerigeligheden u n d e r den første Verd en sk rig . Samlingen derfra er anb rag t vis å vis M in d e r fra N ø rre b ro s Theater, to Sider af Forlystelseslivet, den aristofaniske Revy k o n tra U d s ty rsrevy en , personificeret i D ire k tø rn a v n e n e Vilh. Petersen og Frede Skaarup. Mere in­ teressan t er dog Billedet af disse Sceners Forgænger, V e s te r­ bros T h e a te r ved F rihedsstøtten, n ed revet 1875, fordi det er det eneste, som kendes. D u k k e th e a tre n e har ogsaa deres A f d e ­ ling. D e n b egynder med Mester Jakel paa D y re h a v s b a kk e n omk ring 1800 og slu tter med en modern e Drejescene-Model, en Udv ik ling fra N aiv itet til Raffinement, og man mød er paa Vejen D igtere n Heibergs og M ale ren Kon stan tin H a n s e n s Barndom stheatre. M in d er om P rovinsernes fare nd e Folk og de sta tsund erstø tte de Scener i A a r h u s og Od e n se findes ogsaa. M e n Museets nationale K a rak ter betinger, at Fedelsen maa være varsom med at optage Kun stn ere fra and re F a nd e, kun saad anne, der h a r gjort varigt In d try k ved deres O p træ d e n i K jøbenhavn, faar Plads i Gæstesp il-A fd eling en , f. Eks. Sarah Bernha rd t, Coquelin ainé og Pavlova, hvis Gavo tte- og Pier- rette-Kostume Museet modtog som Gave fra h endes M a n d . Og da Shakespeares H am le t er Prins af D a nm a rk , og Traged ien fo regaar paa K ronbo rg ved Helsingør, er denne verd en sk end te D a n s k e r gengivet i mange U d g a v e r fra Stockholm til Tokio. Flest Relationer h ar Museet til vore N a b o la nd e , Sverige og No rge, der hver h ar sin Afdeling. I den no rske tro n e r bl. a. B jørnstjerne B jø rn son i S tephan Sindings U d k a s t til Statuen foran N a tio n a lth e a tre t i Oslo; m ind re k e n d t er Sindings Buste af Johan Svendsen, og b la nd t Svenskerne ind tag er J enny Find,

32

Den svenske A fdeling med Vallgrens Buste af A ugust Strindberg. Plakaten paa Soklen angiver, at Digteren læste op foran Uropførelsen a f » Faderen « paa Casino 1887.

Kristina N ilsson og A u g u s t S trindberg Hæ d ersp lad sen . A f h am fa n d t en D a n s k for nogle A a r siden en Buste i Paris, signeret Ville Vallgren, 1883; F ind eren h jemb rag te den og gav den til Mu see t til M in d e om, at »F aderen« h avde sin Fø rste­ opførelse i K jøbenhavn, hvor S trindberg allerede i 1888 fo r­ gæves søgte at gennem fø re et intimt Theater. P lak aten fra »Faderen« med en Op læ sn ing af Fo rfattere n i T ilgift er nu a n b ra g t u n d e r Busten. O g fra Vægg en titter mange svenske Scenekunstnere, som v a n d t Popu laritet i den d an ske H o v e d ­ stad, T ilskueren i Møde. Bedst k e n d t af N u tid e n er John Forsell og Go sta Ekman. ^ Besæ ttelsesaarene var ogsaa for Mu see t en drøj T id at komme igennem. R ideban en blev ofte af »militære G ru n d e « afspæ rret og dermed Adg a n g e n til Samlingen. D e t hænd te, at end ikke Lederen k u nd e komme ind. Samlingen h ar i de fo r­ løbne A a r væ ret stæ rk t benyttet af d an ske Sk riben ter til deres Bøger. D e t gæ lder ogsaa Museets theaterh isto risk e Brevsamling. U d la a n er ikke tilladt, men enhver h a r Ret til at fotografere. D e r springes i Museet fra Rokoko til Empire, fra Roman tik til Realisme. D e t k an sammenlignes med de brogede Æ s k e r fra det gamle Kina, hvori man bestand ig kan finde nye Rum, der lukk er op for Fantasien. H o fth e a tre t er et M u s e um i et M useum . D e t kan aldrig blive færdigt, thi hvad der var den mest levende i N u ti d i G aar, er maaske H isto rie i Morgen. Fo rlæng st er den T id forbi, da Samlingen paa G r u n d af V in te r ­ ku ld e k u n k u nd e holdes aaben i Sommerhalvaaret. Ligesom mange af de smukke Billeder er G a v e r — ogsaa fra N y Carls- b erg fondet — saaledes skænkede en V e ly n d e r det fo rnødne Centralvarmean læg , hvortil Staten yd er V arm efo rb rug et. Sam­ lingen er offentlig tilgængelig hele A a re t hver Søndag og O n s d a g sam t alle Dag e i Paasken, Pinsen og Julen. Ø n s k e r

34

Fra Det kgl. Theaters Forestillinger 1898 — 1907. Efter Originaltegninger af Rasmus Christiansen.

Fo reninger eller Skoler A d g a n g paa and re T ider, kan det ske efter Aftale. T rod s Pengenes forringede Væ rd i er En treen den samme som for 25 A a r siden. A llerskønn est er Rumm e t en V in teraften, n a a r Lysene tæ n ­ des som til Fest, medens Sneen fyger over Ch ristian sbo rg s R idebane og lægger sig blødt paa Tag e og Taarn e.

A xel Locher: O laf Poulsens Løjtnant v. BuddingenMaske.

F O R T I D E N D en, der vil give N u tid e n et Indblik i det kgl. H o fthe ate rs Fortid, bliver let kaotisk i sin Fortællen. D en gamle Scene h a r nem lig ingen samm enhæng end e Historie. Meden s Casino, som aabnedes 82 A a r senere, havde sin egen Saga, bygget op af Fo lkekomedier og Operetter, og medens Folke- theatret endnu er et H jem sted for borgerlige Lystspil og Komedier, der dog efter D a gm a rth e a tre ts Fald ligger paa et højere Plan, lad er der sig ikke ud af Ho fthe atre ts bevægede Historie sammen fatte et typisk Begreb eller Billede. Ingen Kun start er fortrinsvis dy rk et dér. Dets Scene h a r givet Plads for en farverig Række af fremmede Kunstnere, der lig T ræ k ­ fugle kom til N o rd e n . F rank rig og Italien var de hyppigst repræsenterede N atio n er, og der findes næppe den G re n af Forlystelsernes T ræ , som ikke h a r blomstret inden fo r dets Vægge til G læd e for K jøbenhavnerne. I Ho fth e atre ts Flistorie lyser enkelte glimrende Episoder, der kun h ar Kortvarigheden tilfælles; gennem mere end et Sekulum var Scenen en S tart­ plads for mangfoldige Begyndere, som siden v and t N a v n ­ kund ighed — ogsaa ud en fo r Theatrets Verd en ; Rummet var paa én G a n g Biscene til N atio n a lth e a tre t og Hoved stad en s fornemste Koncertlokale i Smag med vore Dages O d d Fellow- Palæ, og det var dertil Byens mest elegante Maskeradesal, snart for la h au te volée og sn art for Borgerskabet. Festlige

37

Farver, Lys og M u sik var dets Sfære, et Samlingssted for sorg løs Un g dom , ligefra den, som bar P a ryk og Silkesko over gylden Læst i det attende A a rh u n d r e d e , og n ed til de æ steti­ serende Epigoner af de H o s tru p ske Stud en ter, som e n dnu omk ring 1880 fa n d t Plads for deres lystige Ind fald i dette ynd e fu ld e Rum . E ng a ng var Forsalen (Foy eren ) Lokale for Tallotteriet, og ma ng en Spiller h a r her ventet spæ n d t paa et Smil fra Lykkens G u d ind e. V e d en senere Lejlighed blev Bissens Landsoldat og Jerichau s T h o r udstillet til offentlig Bedømmelse, og her fand t den A fstemn ing Sted, der gjorde Bissens V æ r k til det nationale M in d esmæ rk e for vor sejrrige Krig. D e t kgl. T h eaters stæ rk t besøgte Loge auktione r a fh o ld ­ tes i H alv tre d sern e her, medens Au g u stso len bagede. D e n 3. Septbr. 1843 stiftede Ole Syversen det første europæ iske » A f ­ holdenhed sselsk ab« og g rundlagde dermed den siden mægtige A f holdsbevægelse i dette Rum , hvor A fh o ld e n h e d fra Livets G læ d e r og Fester stred mod T rad itionerne. O g atter skifter Billedet: Fo r fu ldt A lvo r foreslog F in an sm in ister Sponneck i Maj 1849 at benytte T h eatret til Lokale for den unge Rigsdag. Vel v ar der drevet Politik inden fo r de gamle Vægge, men man blev dog sn art klar over, at Folkets nyvalgte R e p ræ s e n ­ ta n te r maatte have et mere velegnet Rum til F rem tide ns Lov­ givningsarbejde. E n d n u saa sent som i 1880 blev det foreslaaet at anvende F loftheatret til selskabelige Samm enkom ster for Rigsdagens Medlemmer, da det gamle Ch ristian sbo rg savnede Lokaler til dette Brug. »Fæd relandet« mente, at s aad an n e G æ ­ stebud vilde være nyttige, og at H o fth e a tre t »ikke k u nd e faa en mere hensigtsmæssig Anvendelse«. Forslaget var dog ikke g ennem fø rt inden S lotsbranden 1884, der i mange A a r tvang R igsdagen bo rt fra Ch ristiansborg. M en h v o rda n var H o fth e a tre ts O p rind e ls e ? D e t er et Spørgsmaal, som den Besøgende af i D a g ofte fremsætter.

38

Kong Christian den VII, H oftheatrets Grundlægger. Efter Maleri af Erik Pauelsen.

Allerede medens Ludvig Ho lberg levede, p aa tæn k te Kong Frederik den Femte at indrette et fran sk Th eater i en af Side­ b ygningerne ved Ch ristian sbo rg Slot, som var rejst 1742, og som Barokpoeten C. F. W a d s k iæ r besang, men P lanen blev ikke realiseret. V o rt H o fth e a te r skabtes først nogle A a r senere i et af den sindssvage Kong Ch ristian den Syvendes Luner. Idéen dertil blev sikkert indgivet h am af han s Yndling, C rev C o n ra d Holck, som derved smigrede M ajestæ ten s F o rfæ n g e ­ lighed og opnaaede at blive »D irecteu r des spectacles«, h v o r­ ved han til sine øvrige Amu sem en ts k u nd e føje et H a rem af franske Ak tricer og italienske Sangerinder, som var afhængige af han s Vilje. D a Frederik den Store nylig havde rejst et fransk H o fth e a te r paa G e n d a rm e nm a rk t i Berlin, og G u s ta f den T r e ­ dies Foræ ldre havde fulgt Eksemplet og ladet Lheatret ved D ro ttn in gh o lm indrette, var det en let Sag for G rev H o lc k at indbilde Kongen, at h an kom paa H ø jd e med Forbilledet ved ogsaa at smykke det danske Flof med Skuespillere fra Ver- sailles’ Periferi. D é r var A rn este d e t for den hele europæ iske Iioftheater-Bevægelse. Og desuden h avde Kongen en dybere Hensigt, som endnu kun hans næ rmeste kend te: H a n vilde selv være Ak tø r. D en n e T rang var et Led af han s Sygdoms U d ­ vikling. I Sommeren 1766 fik A rk itek ten , Professor Jard in O rd re til at omdann e »det kgl. particulære Ru stk amm er« s Rum over Christiansborgs søndre Stald til det Theater, der n u i en fo r­ and ret Skikkelse d anner Rammen om det dan ske Theater- mu seums Samlinger. Rummet begyndte sin T ilværelse som en Sal for Selskabelighed, m indre for Kunst, et D u k k e th e a te r i blaa, hvide og gule Farver, oplyst af en matgy lden Tone fra Voksflammerne i fem bøhm iske Lysekroner, hvoraf de tre h ang foran Scenen. Loftet bares af 22 joniske Søjler; Prosce­ niet var perlefarvet og inddelt i Felter ved forgyldte Lister med

40

Dronning Caroline M athilde. Christian den VII s Gemalinde. Efter Maleri af Peder A ls.

en gylden Roset foroven og E lefan thoveder i H jø rn e rn e . O r ­ kestret, hvor Sarti var Kapelmester og Jo h a n H a r tm a n n N æ s t ­ komm ande rend e, blev ved en B rystn ing skilt fra Parterret, det vi n u k alde r O rch estre fauteuil, som bestod af 36 Sæd erækk er med rød t Betræk. Bag disse laa Am fith e a tre t og paa Siderne de blaa Loger, der kaldtes Pa rte rre noble. D e rin d e og i E ta­ gernes Loger fordelte det fo rnemme Selskab sig efter Rang; S tand sp erson er havde i Begyndelsen gratis A d g a n g ; Tæpp er og Portierer dæmpede Samtalen, saa at man ret k u n d e give sig Næ s te n s Rygte og Intrigen i Vold. Dog hæ n d te det, at en b o r­ gerlig Person slap ind; en A fte n s a a ’ K ab inetssek retæ r Rever- dil til sin Forargelse Kongens Frille, Støvlet-Kathrine, give Ku r lige overfor Majestæ ten s Loge, hvor just D r o n n in g Caroline Math ilde sad. M ed sine røde Fløjelsdraperier og Gu ld k v a ste r lignede Kongens Loge en af Babylons hæ ng end e H a v e r; den var a n b rag t paa højre Side mod R id ebanen h enn e ved det rosen røde Fortæppe, og dens gyldne Brystn ing var buet s tæ r­ kere u d end de øvrige Logers og p rydet med et (e n d n u b ev a­ ret) fo rgyldt Løvehoved med R ing i M u n d e n , G u irla n d e r og gyldne Palmegrene. Inde i Logen mod Vægg enes hvide Paneler og blinde D ø re stod en højrød Stol, større end de øvrige: D é r sad »H e rre n s Salvede«, D a nm a rk s og N o rg e s enevældige Konge, og pintes af sin syge Fantasi; med alle Tegn paa sjæ le­ lig U ro ledte denne syttenaarige Svækling efter seks »usaar- lige, moralske Blinde«, imaginære Væsener, som h a n kaldte »comme ?a« og haab ede at finde b la nd t de franske Skuespil­ lere eller italienske Sangere. Saavidt han s Omgivelser forstod, skulde disse Fa n tasifigu rer besidde en legemlig H a a r d h e d og sjælelig Ra ahed u d en G ræn ser, og der kan ikke være nogen Tvivl om, at h an s Forbindelse med et k a a d t D y r som Støvlet- Kath rin e netop var betinget af disse forrykte Forestillinger. Fo rho ldet v ar ikke nogen Solstraalefortælling, som senere

42

Plan af Christian V IIs Hoftheater 1766.

T ]

= # =

= = # =

= # = =

= ® =

;! j ! i j j i 11 • m 111 1 1 1 1 1 1 1 1 ' ' I I I I I !

Skrib en ter h a r villet gøre det til. V ed sin Side i Logen havde Kongen »G o u rm a n d « , Ynd ling shund en , som saa paa Ballet­ terne og lyttede til Komedien med et U d tr y k af A n d a g t, der gjorde Pub likum bristefæ rdigt af Latter. Men n a a r H e lte frem ­ stilleren, H e n ry de la Tour, fik Be rsæ rkergang i de V o lta ire ’- ske Tragedier, hylede den. V istnok ikke med U rette. Thi den franske T rup , der med personelle F o ra nd rin g e r efter Kongens eller hans Omgivelsers Luner blev her i seks Aar, havde k u n ét Fo rtrin fremfor Skuespillerne paa Kongens Ny to rv , nemlig at komme fra V erd en s toneang iv ende Land. A k tø re rn e talte et Sprog, som blev anset for at være langt finere end det hjemlige. Men deres Fremstillinger næ redes ikke af selve Livet; det opfordrede de ensartede Helte- eller Heltindero ller ikke til. Opgaven var at fremføre Fo rfatterens Sprogblomster saa velklingende som muligt. A k tø re rn e s G a n g var afmaalt; Stolthed og Foragt stod at læse i T y ra n n e n s eller den k rænk ed e Elskers Ansigt, medens E lskerinderne klagede og klynkede, hvad enten de skulde u d try k k e G læ d e eller Sorg. Ho fth e a tre ts Læge, C lemens Tode, sammenlignede D e la Tour med den romerske G lad iato r i Kongens H av e: »D e n øverste Del af Kroppen og det venstre Been havde en vertikal Direc- tion, det høire Been stod perpendiculair; han s Person forestilte altsaa i visse Maader, helst n a a r Hæ n d e rn e laa paa Kors over Brystet, en B rønd paa Landet eller en Slagbom, n a a r den staar aaben«. Rimeligvis agerede de mere menneskeligt i Synge- stykkerne, og det er muligt, at de danske Skuespillere kan have haft G avn af at se deres galliske Lethed, men i T rag ed ie­ spillet satte de daarlige Spor, og T id en s første Kritiker, Rosenstand-Goiske, advarede de unge dan ske T alen ter mod at kopiere deres Klagetoner, Svulst og stereotype Manerer. Et M inde om denne Form for scenisk A k tio n lever endnu, komisk belyst, i »Kærlighed uden Strømper«, som blev skrevet,

44

F R A T H E A T E R M U S E E T S P O R T R Æ T S A M L I N G

J. C. C am radt: Komponisten Otto Zinck, (1746- — 1832), Syngemester ved det gi. Theater, ca. 1790.

E. Bærentzen: Kgl. Kammersangerinde Felicita Fereon i i » Elskovsdrikken«, ca. 1843.

Tegning af P. Cramer. Caroline Walter i »Det talende Skilderi«. H oftheatret 1779.

C. A . Lorentzen: A . G. Gielstrup. (Privatbillede).

da F r a n skmæ n d e n e havde hu se ret paa H o fth e a tre t i fem Aar. Deres U n a t u r stemte J o h a n H e rm a n W essels Lune. M a n til­ lægger h am nu i Skolerne ud e lu k k e n d e litteræ re Forbilleder, som h a n h ar villet revse. M e n det tu rd e dog være et Spørgs- maal, om h a n ikke blot h a r villet more. W essels N a t u r egnede sig ikke til at ringe D omm ed ag ind, og A le x a n d rin e re n i den franske Tragedie døde ikke af h an s Satire. H a n s geniale V ittigh ed svæ rk maa være skrevet con amore, og det fremførtes da ogsaa først af unge D ilettan te r i Selskabet »D e t Skiønnes m u n tre Dy rk ere« , D atid en s Studenterskuespillere, ligesom »G en b oe rne « mange A a r senere. Fø rst da Kom ikk en havde staaet sin Prøve i Rampelyset b la nd t de Unge, slap den ind paa Nation alscenen . Skønt Satiren er tidsbestemt, h a r den ved sin komiske Kraft overlevet den Gen re, den parodierer. Wessel vilde, at S tykket skulde spilles med komisk A lvor; de »høje« Steder i Stykket skulde udføres højtragisk, de kæ lne smeltende, og de lave med lavt Mæ le — altsaa netop som F ra n s km æ n ­ dene spillede Komedie paa Ho fthe atre t. D e n n e Ba gg rund for Mestervæ rk ets Tilblivelse bør ikke overses i fremtidige norske og danske Skoleudgaver af »Kæ rlighed uden Strømper«. D e r er ogsaa noget karakteristisk i, at S tykket fremkom just i det Aar, da F remm edh erredømm et blev træ n g t tilbage ved Struen- sees Fald. Wessels Lune rensede Luften. Vi var igen paa vort eget. D e franske A k tø re r skulde være H o ffe t til »Z iir og Hon - neur«. D e t kostede mange Penge, alene i 1767 30.000 Rdlr., medens M ajestæ ten s U d g ift samme A a r til Skuepladsen paa Kongens N y to rv k u n var 7000 Rdlr. F r a n skmæ n d e n e fo rrin ­ gede A ristok ratie ts Interesse for den hjemlige Scene, hvor man ganske vist spillede b edre Komedie, men k u n talte »det gemene Sprog«, som Jean de France siger, og ikke havde Raad til at iføre sig de F ranskes elegante Rokokoklæder. N a a r de

46

P. Rosenstand=Goiske, Danmarks første Teaterkritiker. Efter Tegning af Paul Ipsen.

erfarede, at deres danske Kolleger fo rberedte en fra F ran sk oversat N y h e d , kastede de sig med Iver over Ind stud eringe n af O riginalen og naaede derved til Skade for de D an ske at faa Premiere først. Meget karakteristisk for T id en var det, at den fran ske Boghand ler Philibert saa sin Fordel ved at udgive Repertoiret i fjorten p rag tfu lde Bind u nde r Fæ lles­ titlen »Théatre Royal de Dannemarc« , som h an solgte »avec Permission du Roi«. M an lod altsaa, som om den danske Skue­ plads ikke var g ru n d lag t af Ludvig Flolberg, hvis Komedier dengang v ar nede i en Bølgedal. Majestæ ten optog Skuespillerne i sin Omg an g sk red s og gjorde sine sk iftende Yndlinge til »chef du spectacle«. Ikke uden B itterhed skrev Kammerh erre G reg ers Juel i et Brev fra Marts 1767: »D e t er god Tone n u til D ag s at tilbringe seks til otte Timer, ja tidt endog hele Dag en med Skuespillere og Skuespillerinder«. H a n k u nd e have tilføjet: O g N a tte n med,

47

thi paa Vo g nm an d en s Regninger findes ofte en Bemæ rkning om, at Kusken har »haalt ved Slottet fra 12 til 4 Slæt om M aarn ing en« . A k tø re rn e blev fritaget for at betale Skat, og Dr. Clemens Tode skulde yde dem gratis Lægehjælp. Det fremgaar af Regnskabsbilag, at han ordin ered e en Mængd e Laksativ — de smaa Ak trice r satte nødig deres kokette Fødder paa de københ avn sk e Brosten. D e t var en Hemmeligh ed , som alle vidste, at Selskabets H e lt i T raged ien og første E lsker i Komedien, De la Tour, stod i Fo rho ld til Caroline Mathildes Kammerfrøk en Marie Elisabeth v. Eyben, men i drillende Tone kaldte Kongen h am »l’am an t de la Reine«. A k tø re rn e beskæftigede han s syge Fantasi; dersom Folket gjorde Op stand , naar han havde afskaffet Conseillet og regerede despotisk, vilde h an gifte sig med en fran sk Aktrice, samle sig en Ho b en Penge og leve med hende en particulier i Frankrig . H a n tog dem med i Sommeren 1767 paa sin Rejse i Holsten, hvor de op traad te r u n d t omkring paa Slottene, og viste dem sin farlige Fo rtrolighed; den var i Reglen efterfulgt af M isund else og førte let til deres Afskedigelse. Thi at lade sine Omgivelser »gøre Springet« var en af Kongens bedste Fornøjelser. H a n s O p træ d e n i Logen kund e være højst uværdig. Jarlen af Pem- b roke saa ham en A ften i H o fth e a tre t fare ind til sin Plads i M id ten med Hovedet fremad, idet h an drejede det fra den ene Side til den anden og rullede med Ø jne ne » sna rt op, snart ned og ru n d t i Logen«. Og Skuespiller Schwarz fortalte T h o ­ mas Overskou, at h an i et A n fa ld af Lede raabte fra Logen: »Flolzerne Kerls! Geziertes Zeug! Amiisieren doch die drol- ligen D a n e n weit besser!« En Dag kastede h a n i sp on tan t u d ­ løst Raseri, som var et af hans Sygdoms Kendetegn, Møbler ned i Hov ed et paa dem fra Christian sbo rg s A ltan . F ran skmæn d en es Repertoire var meget righoldigt; Tragedier, Lystspil og komiske Syngestykker vekslede efter Kon trakten s

48

Ordlyd. Ved A abn ing s- forestillingen d en 30. Januar 1767 fremsagdes en Prolog af dens F o r­ fatter, Skuespiller Des- champs, og derefter opførtes »Le Roi et le Fermier«, Komedie i 3 Akter af Sedaine; Mu- siken af Mon signy , samt en Hy ldestballet til Kongen. I Løbet af k un en Maaned gaves ikke mindre end sy v fo rsk e l­ lige Forestillinger, d e ri­ blandt »M isan trop en« og»Tartuffe«, men K o n ­ gen reserverede sig for sin egen M u n d den da mest ynde de af alle Vol- tairesTragedier »Zaire«. Thi i Sultan O ro sman s Rolle vilde han im p o ­ nere sine Omgivelser

Karikatur a f Enevold Brandt med en Kurv franske Skuespillerinder paa Ryggen. Efter Tegning af Wiedewelt.

med Egenskaber, som h a n ingen lunde ejede i Livet, saa- som M and sm od , Retfærdighedsfølelse, Højsind. A d denne blinde G ad e vilde h an frem paa sin tænk te Vej mod Fu ldkomme n ­ heden. Omg ivet af en Kreds af Adelige, h vo rib land t var Ly kk e ­ jægeren G rev En evold Brandt, der 1770 blev Holcks Efterfølger som Direktør, op traad te Konge n den 26. Ja n u a r 1768 som Sul­ tan O ro sman paa Ho ftheatret. D igteren Klopstock var blandt Tilskuerne ved h in enestaaende Begivenhed i vor Theater-

historie. H a n fortæ ller i et Brev, at han havde Plads i Amfi- theatret, »hvor E ta tsraa d e rn e vare de sidste«, men om T il­ skuernes Stemning er h a n desværre tavs. D o g vilde h a n sige til Kongen, at selv om h a n spillede smukt, maatte h a n dog hellere ikke spille. Imidlertid fortæller senere Breve intet om, hvorvidt h a n fik givet Kongen d enne tvivlsomme Kompliment; det er ikke sandsynligt. M en Ho ffets Lykkejægere følte det som Dagen s Parole at ud sp re de h an s Ry som Ak tø r. D a Grev Ho lc k indbildte ham, at Kab inetssek retæ r Reverdil ansaa sig selv for at være en bedre Skuespiller end sin H e rre , lod han strak s den fo rtjenstfulde M a n d »gøre Springet«. In d e n Døgnet var til Ende, skulde h a n være ude af Byen. O rd re n leder, selv om den er i mind re Format, T a n k e n h en paa Kejser Nero , der lod en Skuespiller dræbe, fordi Folket tiljublede h am Bifald ved Kejserens Side. Ch ristian den Syvendes F remstilling af Sultan O ro sm a n blev k aldt »mesterlig«, og det blev i H isto rien h a n s tragikom iske Lod k u n at høste Ros for denne for en Enevoldsherre unægtelig noget begrænsede Gern ing . En Røst i Samtiden, Overp ræ sid en t U . A. Holsteins, giver os O p ly s ­ n ing om, hvorledes h an egentlig spillede. H a n skriver, at Kon ­ gen agerede som »en god, gammel Skuespiller«. D e t vil med and re O rd sige, at hans Spil v ar uden personligt In dho ld ; han efterabede blot sine F ran skmæn d s stereotype M an ér, deres gravitetiske Parykstil, som m indede om de ku n stig t klippede T ræ e r og Hæ k k e i T idens Haveanlæg. Paa en Skammel i første Kulisse sad Rollens egentlige Fremstiller, D e la Tour, og sufflerede, og da Kongen talte u dmæ rk e t F ra n sk og ejede et vist Imitationstalent, er det sandsynligt, at h an s Spil har haft den V irkning, man yndede. H v id og rød med sin K rum ­ sabel draget til Mandsmod ets Pris h a r h a n lignet en commédia dell’arte-Statuette af Meissenerporcelæn. T ilskuersalens Gu lv ku nd e hæves i H ø jd e med det skraa

50

eneste bevarede Adgangstegn til Maskeraden mellem 16.=17. Januar 1772.

Det

Scenegulv, hvorved hele Ih e a t e r -R um m e t blev fo rand ret til én stor Sal, som u dmæ rk e t egnede sig til Maske rad e for c. 800 Deltagere. U n d e r Skæ ret fra K ry stalk ron er ovre fra Slottet fejrede Rokokoens Fo rmg læde Trium fer. Kulisserne skjultes under store Læ rred er malet i samme antike Stil som T ilskuer­ salen, og Logerne blev omd a n n e t til smaa Kabinetter, hvor man spillede H a s a rd , og hvor Støvlet-Kathrine, efter hvad Øjenvidnet Professor Suhm fortæller, demaskeret spillede Pharao med Kongen og lærte h am »brav at drikke Punch«. En interessant K a rik a tu r af hende, den eneste, som findes, tegnet af W iedewelt, er n u et M ind e herom. M id t i Hvirvelen blev her det næstsidste Kapitel af G rev Struensees fyrstelige Eventyr udspillet. Bag disse dagligdags Linjer i »Ad resse­ avisen« fra 1772 sk ju ler sig hans Skæbnes Besegling, hans Fængsling efter M a ske rad en , og derigennem A fslu tn ingen paa et farverigt Kapitel i D a nm a rk s og N o rg es Historie: »Paa T o rsdag den 16. J a n u a r bliver paa det Kongelige Hof- Theater holdet Bal M asqu é paré en Dom ino for alle 9 Classer af Rangen«.

51