KjøbenhavnHistori_2_4_1536-1660

Vandtsnidere.

174

det højeste Lav og det derfor burde holdes med al Skikkelig­ hed baade med Køb og Salg, skulde Oldermanden, Stols- broderen og 4 af de ældste Brødre 2 Gange om Aaret over­ veje al deres Købmandskab med Indkøb af Klæde, Korn og andet, „saa intet daarligt Køb begyndes den menige Mand til Skade“ . De maatte ikke indfalde i Kræmmernes Handel og disse maatte ikke sælge Klæde, paa det der ingen Ulempe skulde komme imellem dem, men hver at blive ved sin Handel og Vandel, som det sig burde. Ej heller maatte Fremmede ligge i deres Herberg og sælge Klæde, lige saa lidt som Skrædere maatte sælge andet fra deres Vindue eller i deres Hus end de Klæder, de selv havde syt, og Skræderne maatte alene købe deres Klæde hos Stadens Vandtsnidere. Kom der nogen fremmed Købmand til Staden med Klæde, skulde han først tilbyde det til Oldermanden, Stolsbroderen eller nogen af Brødrene, og hvis de da ikke kunde komme overens, maatte han sælge det til en anden bosiddende Borger i hele og halve Stykker og skulde give Kongen sin Told og fare i Fred. Ingen Vandtsnider maatte lade nogen have Udsalg af Klæde i Alenvis i Maskepi med sig. Hvis nogen kom i Armod eller Ulykke paa Grund af Alderdom eller anden „Guds Ris“ , og det ikke var paa Grund af uærlige Sager, skulde alle hans Medbrødre være pligtige til at underholde ham, saa han ikke skulde gaa omkring og tigge1). Et Aar efter mistede Vandtsniderne deres Eneret til Klædehandel. Der var nemlig kommet adskillige Klagemaal for Kongen baade fra hans Undersaatter af Adel og fra mange andre, at Vandtsniderne ikke alene „paa det dyreste og højere end det nogen Tid tilforn har været brugeligt, sælge, hvis Klæde de have, men og ikke føre og holde fal saa meget Klæde, som vore Undersaatter til adskillig deres Lejlighed og Nødtørft kunde behøve“ . Derfor tillod Kongen

’) K. D. II 461—66.