KjøbenhavnHistori_2_4_1536-1660

Præstekaldelse.

28

men, som det ses af Forordningen af 16. Nov. 1619, ogsaa Løsgængere. 27. Juli 1621 er der en Befaling til fra Norge at sende ældre Lediggængere og Dagdrivere til Bremerholm, men Ungdommen til Tugthuset1). Herom siger J. L. W o lf:2) „Her findes og paa denne Bremerholm for alle ulydige og skalkagtige, ja udædiske og Løsgængere en StraffeBted med Lænker og Jærn om Benene, Livet og Halsen indslagen, af hvilke en Part maa gaa der al deres Levetid og somme paa nogle visse Aars Tid, ligesom deres Forseelse og grove skalk­ agtige Gærninger været har, hvilke maa saa der gaa og ar­ bejde for Klæder og Føden. “

II.

Kirkevæsen.

Ved Kjøbenhavns Overgivelse til Kristian III 1536 blev Menighedens Ret til selv at kalde sin Præst, hvilken havde bestaaet i de foregaaende Gæringsaar, indskrænket til, at Kaldelsen ikke var gyldig uden kgl. Stadfæstelse. Ved Kirke- ordinansen 1539 henlagdes i Købstæderne P r æ s t e r n e s Ka l ­ d e l s e til Magistraten, der her i Kjøbenhavn altsaa fik Pa- tronatsret til Helligaands og S. Nikolaj Kirker, medens Vor Frue Kirke hørte under Universitetet. Det hedder dog i Magistratens Kaldsbreve, at Borgmestere og Raadmænd „med menige Sognemænd næst Guds Paakaldelse saa og efter Kon­ gens naadigste Vilje og Kirkeordinansens Indhold“ , var blevne „til ens“ om at kalde Vedkommende. Det siges ogsaa i Kaldsbrevet, at Præsten aarlig skulde oppebære sin Løn ved 2 af Sognemændene, hvem han betrode til at indkræve den Mikkels- og Paaskedag, eftersom Kjøbenhavns Menighed

*) Norske Rigsregistranter V 158. _2) Encomion regni Dan. S. 160. 3) Se 3. Del S. 18.