LivetIKjøbenhavn

109

garen — denne nutildags saa uundværlige Følge­ svend — rnaatte i hine Guvernørtider, hvor enhver af de talrige Skildvagter og ethvert kongeligt Slot betragtedes som Krudttaarne, i det Mindste omhyg­ gelig skjules hvert -Øjeblik eller heller for en Sik­ kerheds Skyld helt kastes bort, naar man passerede de rødkj olede Drabanter, der vare posterede ved en­ hver Voldopgang og mange andre Steder baade paa Volden og i Byen. Endnu mere generende var det dog, a t man ikke turde betræde Lange-Linie uden et Tegn, som kostede endel Penge at løse. Naar man derfor ikke var oplagt til at anmode Frem ­ mede om Tilladelse til at smutte ind med dem, og ikke havde Skuespiller Foersoms Aandsnærværelse, der lod ham paa Soldatens Spørgsmaal: Har Du Tegn? svare: Nej, jeg gaaer med denne Herre! idet han pegede paa sin Ven, der heller intet Tegn havde, — ja, saa fik man Lov at blive udenfor i det Grønne eller at nøjes med Bredgadens Fliser. Denne smukke Gade blev ogsaa af den Grund hin Tids Bendezvous-Plads for velklædte Spadserende, hvor de Unge kunde se og hilse paa hinanden, navnlig paa en solbeskinnet Søndagformiddag ved Vintertide. Om Sommeren lagde man naturligvis sin Vej ud af Porten; de skyggefulde Stier langs Søerne, den nette Fodsti langsmed Ladegaardsaaen, den landlige Gamle Kongevej o. fl. a. vare indbydende nok for den, der ikke turde tiltræde en Vandring til Slukefter eller Charlottenlund, men Frederiksberg