LivetIKjøbenhavn

113

sagt. Det hele Glædes-Elysium, der nu strækker sig fra Halmtorvet til Frederiksberg, med dets Sang og Klang, Lys og Lamper, Dands og Musik, 01- haller og Kafeer, Theatre og Pavilloner, og som nu forlyster alle de fem menneskelige Sandser baade Sommer og Vinter, baade Dag og Nat, — — er som groet op af Jorden som Rodskud og Aflæggere af en eneste frodig Plante: Tivoli, som den geniale Georg Carstensen netop i hine Tider udkastede Planen til med sit aabne -Øje for Folkets Trang og sit forunderlige Talent til at arrangere. Nu er det vel sandt, at Tivoli ligervis som Minerva sprang fix og færdigt og fuldrustet ud af sin Faders Hoved, og at ogsaa ved denne Lejlighed hin Tids moderne Hegelske Sætning bekræftedes, at Begyndelsen inde­ holder alle Sagens Momenter og dens endelige Af­ slutning, thi Tivoli er ikke mere nu end det var den første Dag, — men dog maa man ikke tro, at enhver Ting, der fandtes der, var ligesom en hel ny Opfindelse af dets Stifter. Nej, ligesom Torden­ skyen udsender nogle enkelte varslende Glimt, før den udlader hele sin Vælde, saaledes var der ogsaa netop i den Periode, vi her tale om, flere Bebudere af den nye Tid, der snart skulde oprinde. Der op- traadte sadledes nogle Gange paa Enighedsværn en tydsk Bande, der udførte Straussermusik og fortryl­ lede os Kjøbenhavnere ved de kvikt komponerede og kvikt udførte Valtse, der bragte en Uro i Be­ nene, som neppe kunde stilles, men Ingen af os 8