LivetIKjøbenhavn

174

vil blive enig om, at Vægtskaalen synker til Gunst for den svundne Tid. Ganske vist er vor Tid og- saa ret livlig i digterisk Henseende og rig paa Frembringelser af poetiske Hjerner, — vi have jo endnu stedse et velforsynet Efteraars- og Jule-M ar­ ked, — men man kan dog derfor gjerne villig ind­ rømme, at med Hensyn til Æstetik og al anden Skjøn-Literatur saavel som til Kunst i det Hele stod den nærmest foregaaende Tid endnu højere. Og for at trøste os selv mod Tanken om, at vor Slægt skulde have udartet, saa lad os kaste Skyl­ den paa Tiderne og deres vexlende Forhold. Det nuværende -Øjeblik er ikke ganske gunstigt til at bringe Skjøn-Aanden, der vist slumrer inde i Mange af os, til at slaa ud i klare Flammer. Allerede den store borgerlige Frihed, som vi ellers i alle andre Henseender prise saa højlig som Kilden til alt Liv og Køre, synes ikke egnet til at fremkalde noget stort eller særegent Liv paa Poesiens og Kunstens Omraade, allermindst maaske, naar Friheden endnu er lidt ny og uvant og mest viser Livskraft paa det politiske Gebet. Verdens store uforgængelige og uovertræffelige Digter- og Kunstværker frem­ bragtes i hine Tider, da Slaveriet blomstrede her­ ligere end nogensinde, da Skarer af Trælle fyldte Huse og Gader og selv de saakaldte Fribaarne med deres tilsyneladende frie Stemmegivning vare af­ hængige af en despotisk Kejser, der atter var en Slave af et intriguant Fruentimmer eller en anden