LivetIKjøbenhavn

54

graahaaret. Saa strøg mangen en ældre Dame sit skjønne rige sølvgraa Haar tilbage og dækkede det med en sort Kalot, der skjultes af den store Kappe, og dækkede Forliovedet med en Toupé af kulørt Haar med nogle mindre eller større Krøller ved Siderne. Se, det syntes man nu var saa kjønt og klædeligt, men en nødvendig Følge af denne Frisure var den store Kappe med Masser af store Fiber og Blonder og brede Silkebaand baade under Hagen og i Nakken og oventil. Det var en dyr og besværlig Pynt, i hvis Skjønhed og Rigdom man­ gen ældre Dame satte sin Stolthed. Derimod ødte hun ikke meget paa kunstig Udsmykning af sin Mund med Hensyn til Fornyelsen af dennes naturlige Perlerader. Dentistkunsten var i hin Tid i sin første Barndom i Kjøbenhavn, enten nu Grunden var, at man da havde bedre Tænder eller at man ikke viste dem saa megen Omhu som nu. De kon­ gelige Hof-Tandlæger Moresco og Voss kunde jo nok pudse Tænderne lidt af, forsøge om Plomben vilde være saa venlig at blive i en hul Tand, og ved Hjælp af noget grinende Guld befæste en Ex- tra-Tand paa en ledig Plads, men deres Hjælp søg­ tes dog egentlig kun af de højere Klasser, og det var den dybeste Statshemmelighed, om En havde en »forloren« Tand, skjøndt Enhver kunde se et Glimt af dens Befæstning. Det blev givet en se­ nere Tid at aabne Ojet for Tandlægekunstens Vig­ tighed for det almindelige menneskelige Velbefin