Musikforeningens_1

300

— Virtuoser paa Harmonika —

S e id l er ( 1794 ), hvem det lykkedes at vinde for Kapellet, og den ældre F ü r s t e n a u ( 1798 ), Klarinettisten B ä h r ( 1799 ), Oboblæseren B r a u n ( 1793 ) samt Hornisterne T ü r r s c h m i d t ( 1793 ) og L e B r u n ( 1799 ) fortrinsvis Krav paa at nævnes. Et Instrument, der i forrige Aarhnndrede paa Grund af sin klangskjønne, ejendommelig inciterende Tone havde talrige Velyndere endog blandt de største Musikere, men senere er gaaet af Brug, var Harmonikaen. I dets mest primitive Form blev det spillet af G lu c k ved hans Benefice paa Charlottenborg i 1749 . Efter at Franklin havde givet det en mere rationel Konstruktion, bragtes det i 1773 hertil af den badensiske Hoforganist F r ic k som noget ny t, ved hvilken Lejlighed det beskrives som bestaaende af Glasklokker i forskjellige Størrelser, „som ved en Velle omdrives“, og hvorpaa der spilles som paa et Klaver. Dets Omfang var 3 Oktaver, og Tonen frembragtes „ved R iven rned Fingrene paa Glassene“. De fleste og mest berømte Virtuoser paa Harmonika tilhørte Kvindekjønnet, Hos os gjorde især Fru W e s t e n h o l z og den blinde M a r ia n n e K i r c h g e s s n e r Opsigt. Da de begge besøgte Kjøbenhavn i 1797 . havde man god Lejlighed til at anstille Sammenligninger. W eyse satte den første højest. „Hendes sjælfulde Harmonikaspil henrykte mig ubeskrivelig“, siger han i sin Autobiografi. „Jeg tror ogsaa, at det ikke let er muligt at spille Harmonika udtryksfuldere og paa en mere passende Maade. Madem. Kirchgessners Spil tilfredsstillede mig langt mindre trods hendes meget større Færdighed. Harmoni­ kaen klang under hendes Behandling ofte ikke meget bedre end et Positiv“. Flere andre Instrumenter, som f. Ex. det saakaldte „Pan­ taleon“, og Gr e in er s „Bue- og Hammerklaver“, ere ligeledes nu for­ svundne fra Koncertsalen eller som Mandolinen o. dsl. henviste til de populære Forlystelsesanstalter. Saa længe Hoffet underholdt et italiensk Operapersonale, blandt hvis Medlemmer der endog stundom kunde findes Kunstnere af allerførste Rang, som f. Ex. Tenoristen A n s an i, var der ingen For­ retninger at gjøre for andre tilrejsende Sangere. Saadanne optraadte derfor ogsaa kun rent undtagelsesvis i Tiden før Operaens Nedlæg­ gelse i 1778 . Og selv efter dette Tidspunkt var Tilstrømningen af fremmede Sangkunstnere langt mindre, end man skulde have ven­ tet. Noget verdensberømt Navn forekommer ikke blandt de Sang­ virtuoser, der i den sidste Del af forrige Aarhundrede udstrakte deres Rejserouter til disse nordlige Bredegrader. De fleste vare italienske. Sangerinderne N i c o l o s i og d’O r c e tti, der ere omtalte