Musikforeningens_1

— Anførselen — 85 kjenclt, at franske Sangere og deres Methode langt fra have et godt Navn paa sig. Hertil kommer, at ved de franske Theatre holdes der i Stedet for en Akkompagnatør en Musikdirektør, „maître de musique“, som har Partituret foran sig og slaar Takten. Om v i vilde g'jøre vel i at efterligne Franskmændene heri, og 0111 vor Exekution og vore Kasser vilde vinde derved, lader jeg staa h en“. Orkestret spillede uden D i r ig e n t i moderne Forstand. Sæd­ vanligvis ledede Koncertmesteren Instrumentalmusiken fra sin Plads i Spidsen for Primovi olinerne. I Begyndelsen af Stykket markeredes Takten ved lydelige Taktslag rnecl Foden eller Violinbuen. Takt­ stokken blev først almindelig et godt Stykke ind i det I9de Aar- hundrede. Den gamle Uskik, at de Spillende improviserede alle Slags „Manerer“ eller Forsiringer, hvorved det især i Hoved­ kadencerne gik lystigt til, forsvandt efterhaanden. Derimod søgte man forgjæves at bekæmpe den frie Præluderen, før Stykket skulde begynde. En væsentlig Ulempe ved de ældre Koncertforeningers Orkesterpræstationer var, at der paa Grund af Koncerternes Hyp­ pighed som Regel spilledes efter kun en Prøve. Syngesager dirigeredes for Sangens Vedkommende fra Klavi- cembalet. Ved større Musikopførelser fandtes to saadanne Instru­ menter, et for Akkompagnatøren og et for Kapelmesteren. Denne sidste greb navnlig ind , naar Ensemblet vaklede. I kritiske Øje­ blikke kunde man se ham slippe Tangenterne for at fægte med Armene i Luften. Sangerne saa ud mod Tilhørerne, Orkestret havde sin Plads enten til en Side eller, hvad der ansaas for bedre, bag ved Sangerne. Nærmest disse var Klavicembalet og Basserne anbragte; derefter fulgte de øvrige Strygere og de svagere Blæse­ instrumenter. Trompeter og Pauker skjultes i Baggrunden. Det første Skridt henimod den moderne Ork e s t r a t i o n var en udvidet Benyttelse af Blæserne, fornemmelig Træblæserne. Schulz kunde ikke gaa ind paa dette nye. „Jeg er nu for gammel til at begynde paa denne Maade; det kan De gjøre“, svarede han undvigende Kunzen, da denne som Fremskridtets Talsmand vilde have ham til at adoptere den nye Skrivemaade. I sit bekjendte Brev til W eyse udtaler han sig, med et Henblik paa Mozart, ufoi- beholdent imod den „sammenpakkede“ Instrumentation, hvorved det skjønne ejendommelige hos de forskjellige Instrumenter loi største Delen gik tabt. Kunzen gav Theatrenes slette akustiske Forhold Skylden for at have givet Stødet til den her berørte Reform. Hans Udtalelser herom erc ikke uden Interesse. „Man bebrejder

Made with